169 / 285
ind paa Forsøget, var det altid med smaa og utilstrækkelige
Midler. Man havde aabenbart ikke noget imod, at det døde af
sig selv eller fik andet Afløb. Det kostelige Kryolit med dens
Millionindtægter lod man private Folk løbe med. Op mod vor
Tid var Laksen og Hellefisken ligeledes længe overladt til privat
Trafik, der høstede den første og bedste Afgrøde. Man kan altid
gaa ud fra, at hvad der kommer af Nyt i den grønlandske Han
del, har haft et halvt Aarhundrede til at modnes i — og kommer
derfor mestendels bagefter.
Den kongelige grønlandske Handel er 150 Aar og eksisterer
fremdeles. Grundlov og Folkestyre, Fagministerier og talløse
Kommissioner har ingen Forandring gjort. Den har undertiden
skiftet Navn. Da Ordet „Handel“ blev mindre fint, kom det til
at hedde Direktoratet, senere Styrelsen af Kolonierne i Grønland
Der er ikke mange Institutioner, der har oplevet disse sidste
halvandet Aarhundrede og bevaret sig saa uforandret som den
kongelige grønlandske Handel.
Men der er Grund til at takke den for meget godt og til at
ønske den til Lykke med — ja med at finde en Form for For
nyelse, der bevarer det gode Gamle og kan bruge det gode Ny.
Fra d et g am le S øk ad etak ad em i.* )
Ved Kommandør T. A. T o p sø e -J e n s e n .
Under den Skaanske Krig, hvor vi havde været nødt til at
antage mange hollandske Søofficerer for at faa Flaadens Skibe
besat, blev man klar over Nødvendigheden af udelukkende at
Søofficersskolen i Gernersgade. Aar 1900.
eller bare af Grønland. Det lød ligesom af noget højere. Facaden
er pudset op, men indvendig stamper Maskineriet videre paa sin
gamle Tone. Der har været en vis Ukuelighed over det. Af og
til blev der slaaet Revner. Selveste Handelsdirektøren, Viden
skabsmanden, Grønlændervennen R ink , der i Grønland fik lagt
Grunden til et vist Selvstyre, krævede — det er nu mange Aar
siden — en Adskillelse af Handelen og Administrationen og fik
Lov til at begynde derpaa. Men Maskineriet fik ham stille skub
bet til Side og kørte videre. For snart 20 Aar siden lød Kravet
igen, og det saa ud til endelig at skulle blive Virkelighed, idet
Handelen og Administrationen i 1908 fik hver sin Ledelse. Men
allerede 1912 var den Periode forbi. Maskinen kørte fremdeles.
Ja, det eneste Vindue ud mod dansk Aandsliv og Folkeliv, Grøn
land hidtil har haft, Missionen eller, som det nu hedder, Kirke
og Skole, den eneste Faktor, som i alle Aarene havde levet sit
eget Liv ved Siden af den enevældige kongelige Handel, blev
samtidig slugt af denne. Saa var det ikke sandt før, er det nu
blevet Sandhed, Grønland og den kongelige grønlandske Handel
er i Grunden akkurat det samme.
Der behøves altsaa for saa vidt ikke noget Jubilæumsleve for
denne ærværdige Institution. Den er blevet ældre, noget mere
raslende og meget dyrere end før. Men den lever fremdeles godt.
have indfødte Søofficerer. Den Tanke opstod da derfor ganske
naturligt, at man maatte skaffe sig de nødvendige Befalingsmænd
ved at opdrage unge Mænd dertil ved at give disse en passende
Uddannelse ombord og iland.
Man begyndte derfor 1680 at antage Lærlinge, der fik Udsigt
til, naar de var blevet dygtige Sømænd, at kunde blive udnævnte
til Officerer. Blandt de første Lærlinge finder vi adskillige, der
har gjort deres Navn bekjendt under den store nordiske Krig som
P e te r R åben, Knud R e e d tz , C h r iste n T h om sen S e h e s te d
og Iv e r T ø n n e se n H u itfe ld t. Disse Lærlinge fik Kost og Løn
og undervistes, naar de ikke var til Søes, i Navigation.
Den 3. April 1683 fastsattes de nærmere Regler for Lærlingene
i en kgl. Resolution, der blandt andet bestemte, at de skolde
have Undervisningslokale paa Holmen, og at de efter endt Ud
dannelse skulde udsendes med Skibene for at gøre Tjeneste som
Underløjtnanter. Lærlingeinstitutiohen blev den Stamme, hvoraf
Søe-Cadet-Korpset opstod.
Ved Aarhundredskiftet (1700) viste det sig, at denne Uddan
nelse i Almindelighed ikke var tilstrækkelig til at skabe dygtige
*) Ved Udarbejdelsen er benyttet: H.
G.
G a rd e, Efterretninger om den
danske og norske Søemagt, 1832; H . C. A. L u n d , Søkadetkorpsets Historie,
1901; Oplysninger fra L a n d s a r k iv e t og K a a d li u s a r k i v e t.
153