278 / 285
Schmeerfeldt, der var født d. 14. Septbr, 1785, havde i 1810 op
holdt sig i København for at konsulere en Læge. Under dette
Besøg følte han sig i den Grad tiltruk ket ved Synet af Arveprins
Frederiks Datter Juliane, at han sendte hende Kærlighedserklæ
ringer og gjorde Forsøg paa at trænge sig ind i det Palæ, i
hvilket hun boede. Følgen deraf blev, at han fik Ordre til at for
lade Landet, men da de svenske Myndigheder ikke var interes
serede i at holde ham fast, vendte han Gang paa Gang tilbage
til København, hvorfra han da for hver Gang omgaaende blev
afsendt til Kronborg for derfra at sendes over Sundet til Sverrig.
I Juli 1811 var han paany taget til København, og en Aften,
da man ventede Kongen ind til Palæet fra Frederiksberg, pas
sede Schmeerfeldt ham op, trængte sig bevæbnet med 3 Pistoler
ind efter ham i Palæets Port og truede med at ville skyde ham.
Han blev dog hurtig overmandet og ført til Kastellet. En Kom
mission, bestaaende af „trende af Vore anselige civile lovkyn
dige Embedsmænd“, blev efter Kongens Befaling nedsat d. 16.
August og dømte ham d. 16. Oktober til livsvarigt Fængsel.
Denne Dom appellerede Schmeerfeldt til Højesteret, der imidler
tid kom til det Resultat, at han havde forbrudt sit Liv, hvilken
Dom Kongen dog formildede ved at stadfæste Kommissionens
Dom. Schmeerfeldt skulde have været hensat paa Munkholm,
men kom dog til at udstaa sin Straf i Kastellet, hvor han i
Begyndelsen fik 1, senere 3—4 Mk. om Dagen til sit Underhold
og desuden fri Vask og Medicin, hvilke sidste Poster i Forbin
delse med Klæder og Fodtøj ofte løb op til 12 Rdl. pr. Maaned.
Allerede som ganske ung var Schmeerfeldt bleven betegnet som
svagt begavet, eller maaske snarere som lidt „smaatosset“, og en
Kendsgerning er det, at han i Løbet af sit mangeaarige Fængsels
ophold blev fuldstændig aandssvag; men under Datoen 13. Maj
1814, altsaa ca. 3 Aar efter hans Fængsling, findes der dog i Bilag
til Justitsprotokollen et 6 Kvartsider langt Brev fra ham til en
Ven i Sverrig, hvilket Brev sandelig ikke tyder paa en svag Be
gavelse. Det er ikke alene tydeligt og smukt skrevet, men tillige
affattet i et særdeles smukt Sprog. Et enkelt karakteristisk
Brudstykke af det skal anføres her. Han fortæller, at det havde
været hans Agt at kæmpe sammen med de tapre Franskmænd;
„men“, spørger han sig selv, „hvorledes vilde da min Skæbne
være bleven? Sikkert forskudte Arme og Ben eller en smertefuld
Død, og for hvem? For den nedrigste Tyran, det største Udyr,
Verden endnu har formaaet at frembringe, som fra at være dens
Afgud, med et blev dens Plageris og Ødelægger, som paa den
mest samvittighedsløse Maade, ene og alene for sin grænseløse
nedrige Ærgerrighed var i Stand til at ofre alt, hvad Liv og
Aande har paa Jorden for siden blandt Ruinerne med Despotis
mens Jernspir uindskrænket eller rettere sagt iblinde a t herske
over de faa øvrige, som har undgaaet den almindelige Ødelæg
gelses knugende Ild. Jeg kan ej nok forundre mig over den lige
saa oplyste som modige franske Nation, som har ladet sig saa
længe trykke af denne forhadte Blodhund.“ Efter denne hans
Opfattelse af Napoleon fortæller han videre om, at han nu har
siddet 3 Aar i Fængsel med Jern paa Hænder og Fødder og med
ca. 4 Sk. om Dagen. At han skal have baaret Jern, faar vi kun
at vide ad denne Vej.
Saafremt han imidlertid virkelig har været lidt utilregnelig,
skulde dette jo ikke blive forbedret under hans mangeaarige
Fængsel, og 11 Aar senere erfarer vi, at han d. 13. Septbr. 1825
har tru et Arrestforvareren, Sergent Franck, med knyttet Haand,
skældt ham ud for en Tyveknægt, taget ham fat i Brystet og
sagt, at han havde myrdet mange Mennesker i Holsten; to Vidner
erklærer, at Franck ingen Anledning har givet til dette Overfald,
og Schmeerfeldt blev straffet med at blive indsat i en særlig
Arrest i 5 Dage uden at faa Middagsmad. I December .1826 er
han saa syg, at en Mand maa vaage hos ham om Natten i henved
3 Uger, hvorfor der ogsaa maatte være Lys hos ham; men da
dette i Længden blev for dyrt, blev der anskaffet en „Manage-
lampe“ til Olie.
Da der d. 18. Septbr. 1832 er Tale om, at Schmeerfeldt skal
føres til Christiansø, foreligger der en Erklæring fra Regiments-
kirurg Hjorth, der gaar ud paa, at en Sørejse vil være livsfarlig
for ham; de sidste 13 Aar har han gennemgaaet mange Syg
domme, og i de sidste 5 Aar har han været sengeliggende og
har ikke været i frisk Luft. Han lider af Ben-Edder i højre Knæ
led, og den underste Del af Benet har tru kk et sig op imod Laaret
i fuldstændig Stivhed. Der opstaar stadig Bylder om Knæet, der
er meget smertefuldt.
Under 28. Februar 1834 foreligger der fra Vagtmesterløjtnanten
en Indberetning, af hvilken det bl. a. fremgaar, at Schmeerfeldt
siden d. 1. Juli 1830 daglig har modtaget 4972 Sk. Tegn, for hvis
Modtagelse han kvitterer hver Søndag. For disse Penge faar han:
„Om Morgenen Tevand, Franskbrød med Smør paa og som oftest
et Glas Punch. Om Middagen spiser han fra Marketenderierne
3 eller flere Gange om Ugen, naar de har Suppe, og drikker saa
Kaffe, hvortil han spiser Tvebakker eller Franskbrød med Smør
p aa; de øvrige Dage spiser han efter Spiseseddel fra Toldbod
børsen. Om Aftenen spiser han Franskbrød med Smør, Ost eller
Kød paa, hvortil han drikker 1 å 2 Glas Punch og
lh
Pægl
Rom.“
Kastelsgraven og Kastelsvolden set fra Islands Batteri paa Langelinie. Aar 1870.
T il venstre Prinsessens B astion med F lagbatteriet (se Teksten Side 200) og til højre Norgesbroen.
254