![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0138.jpg)
Tøjmagermester Frentzel
- en indvandrerskæbne fra 1700-tallet
A f Birthe Karin Fischer
Indledning
Den 23. februar 1757 får Christopher Frentzel borgerskab som
tøjmager i København.1 Frem til 1761 forsøger han at oparbejde en
selvstændig virksomhed, men kommer langsomt i gæld og i april
måned 1761 var Christopher Frentzels gæld til kreditorerne så
stor, at han i lang tid måtte gøre sig »usynlig udenfor Nørreport«.2
Det var meget almindeligt, at de kræmmere, der aftog vævernes
produkter, gjorde producenterne afhængige af sig ved at lade
gælden vokse så meget, at det var umuligt at komme ud af den.3
Det var store summer, væveren skulle sætte i sin fabrik, inden en
produktion af vævede stoffer var klar til salg - og solgt. Der skul
le bruges uld, hør, måske silke, og det skulle altsammen spindes.
En opgørelse fra 1716 fortæller, at en væv skulle producere 2 stk.
klæde å ca. 45 alen om ugen. Til dette arbejde krævedes 4 kradse
re, 30 spindere, 2 væversvende og en dreng til at spole garnet.
Dertil en farver til indfarvning af garnet samt en mand til efterbe
handlingen af det vævede stof.
En af Frentzels kreditorer var lakfabrikant Friederich Gasman,
som samtidig var dybt interesseret i fabrikken; han låner derfor
Frentzels kone 30 pund garn, som hun, når det var blevet vævet
op, kunne betale, hvorefter hun kunne låne det samme kvantum
igen. Frentzels gæld var 500 rdl. til Gasman samt 300 rdl. til
anden side, hvor den største kreditor var en kræmmer ved navn
Wasserfall. Efter Friedrich Gasmans udsagn var 4 af de 7 væve,
som hørte til Frentzels fabrik, ikke i brugbar stand, ydermere var
der ingen uld og farvestoffer, ej heller mulighed for at betale spin
dere og andre der skulle arbejde ved fabrikken. Til trods for sine
udtalelser var lakfabrikant Gasman tilsyneladende meget interes
seret i at hjælpe familien på fode igen og havde i den anledning
flere samtaler med den »usynlige« Frentzel.
136