174 / 326
174
© A
Z m
T- T E r?.
2
En Koldtvandskur.
I Gjæstgivergaarden „Harmonien
14
i Slagelse er vi en lille Klike, som
regelmæssig giver Møde om Aftenen
og faar os en gemytlig Passiar og
et godt Glas 01 i kammeratlig For-
staaelse med hinanden. Yi er Stam-
gjæsterne, og betragtes af alle som
et Slags Inventarium til „Harmonien4.
Der leveres ved vort Bord mangen
god Historie, baade oplevet og fri
Fantasi.
Men ingen af alle disse
Krøniker bar dog gjort en saadan
Lykke som Partikulier Sørensens virke
lig oplevede Æventyr fra i Fjor, som
ban nu og da giver .tilbedste. Men
han maa være i det rette Humør til
at fortælle, og det er da ikke mu
lig at staa for den gemytlige, naive
Vigtighed, hvormed ban beretter om
sin „Koldtvandskur14.
Man faar ham lettest til at be
gynde, naar man bringer Naturlæge-
methoden paa Bane.
„Aa, hold op
med Jeres Natursludder4, buser det
j
da ud af ham med dyb Indignation, j
„Jeg har selv én Gang i mit Liv troet
derpaa, men da blev jeg rigtignok
saadan indbalsameret, at jeg aldrig
skal glemme det igjen
. 4
„Saa, hvordan gik det til
?4
spørger
saa en eller anden af Selskabet, selv
om han har hørt Historien baade to
og ti Gange før.
„Jo, det gik saadan til4, plejer
saa Sørensen at fortælle. „Det er nu
en otte Maaneder siden, at jeg be-
j
gyndte, at vise slemme Tegn til at |
blive altfor fed; men
4
— føjer han
til med Velbehag — „naar vi og vores
Lige ikke skulde have Raad til at
gjøre sig til Gode, hvem skulde saa
?4
Det maa her bemærkes, at Søren
sen af Profession var Handskemager
og fra tidligere Tid bekjendt som en
en yderst fattig Stakkel, der næppe
havde det tørre Brød til sig og Fa
milien. Men saa kom han pludselig
til Penge, „ved dygtige Spekulationer4,
sagde han selv, men velunderrettede
Folk paastod, at han havde vundet
40,000 Kr. i Lotteriet, „Naar vi og
vores Lige
4
var hans Yndlingsudtryk,
som han anvendte saa ofte, det lod
sig gjøre og ov'eralt, hvor Talen drejede
om Penge og Livsnydelser. Da Lægen
derfor gjorde ham opmærksom paa, J
at han spiste for megen saftig Steg,
Kaviar og røget Laks og dertil drak for
meget
0 1
ogVin, og foreholdt han, at hvis
han fortsatte paa den Maade, maatte
han blive tyk og fed som en Rinoce-
ros, svarede Sørensen med sit velbe-
kjendte „naar vi og vores Lige ikke
skulde pleje vort Legeme godt, hvem
skulde d a
? 4
En skjønne Dag siger saa Lægen
til ham, efter at han længe har under
søgt ham og trykket ham paa den
tykke Vom: „Kjære Ven, De begyn
der at faa stærk Ansats til Vattersot.
Jeg vilde raade Dem meget til at tage
en Tur til et Badested.
De kunde
jo f. Eks. tage til Klampenborg, saa
kan De nemt komme til Kjøbenhavn
en Gang imellem, og jeg tror, at De
vilde have rigtig godt af en saadan
Tur
. 4
„Den Ide var ikke saa daarlig.
Ved et Badested kan man more sig
| gødt og give mange Penge ud4, siger
: Sørensen, „og hvem har vel bedre
Raad dertil end vi og vores L ige; jeg
er klar til at rejse, naar det skal
være
, 4
Vi giver nu Ordet til Partikulier
Sørensen og lader ham selv berette
om den mærkelige Koldtvandskur:
„Tre Dage efter befandt jeg mig
paa Jærnbanestationen, vel forsynet
med alt, hvad der hører til en saa
dan Baderejse. En kjøn lille Sum
Penge i Guld havde jeg stukket til
mig i en Lædertaske med Sikkerheds-
laas og en Bunke Seddelpenge var
stoppet i min Lommebog, saa den
struttede som en trind Rullepølse.
Efter at have rumlet et Par Timers
Tid, raabte Konduktøren: Ringsted;
og jeg lukker Døren op og siger: „Lad
mig bare komme ud her4, for jeg var
mere død end levende af den forbi
strede Kj øretur.
Jeg tog en Droske,
og lod mig kjøre til den nærmeste
Gjæstgivergaard, hvor jeg tog mig
en ordentlig Aftensmad og gik i Seng
med Hønsene. Men saa drømte jeg
den Nat neget ganske urimeligt Tøjeri.
Jeg syntes, at jeg befandt mig i en
stor Skov, som var saa tæt, at Sol-
straalerne ikke kunde trænge igjennem
Toppen af Træerne, saa at der her
skede et evigt Tusmørke i Skoven.
Hverken Fugle eller andre Skovdyr
fandtes der, ja ikke engang Insekter.
Jeg var det eneste levende Væsen, og
rundt om mig herskede der en skrække
lig Tavshed. Desuden rystede og bæ
vede Jorden under mig som et bøl
gende Hav. Endelig mærkede jeg en
svag Støj, ligesom en Raslen af tørre
Grene og Blade, hvorigjennem der be
vægede sig noget, og kort efter hk
jeg Øje paa en stor Slange, som skød
1
sig frem mellem Træerne, henimod
mig. Dyret var hæsligt, dets smaa
Øjne funklede og rullede og dets Gab
med de lange spidse Tænder var tru
ende opspærret, —- Nærmere og nær
mere kom det, og jeg mærkede alle
rede dets væmmelige Aande i mit
Ansigt, Haaret rejste sig paa Hovedet
af mig. Jeg søgte at flygte men for-
gjæves. Det var, som havde jeg Bly
om Fødderne. Uhyret var mig nu
ganske nær, det hævede Overkroppen
og bøjede sig frem efter, parat til at
springe løs.
I dette fortvivlede Øjeblik gjorde
jeg et Spring efter en Gren, som jeg
greb med begge Hænder og saaledes
kom til at svæve mellem Himmel og
Jord; men Uhyret sprang efter mig
og bed mig i den store Taa paa den
venstre Fod, saa jeg mærkede en
sviende Fornemmelse, som om jeg blev
stukket med en gloende Naal. Jeg
skreg højt, og i samme Øjeblik hørte
jeg en Banken, som vækkede mig a f
den afskyelige Drøm.
Jeg laa da
paa Gulvet, badet i Sved.
Det ban
kede igjen paa Døren, og en Stemme
spurgte:
„Er De daarlig? Hvad er der i
Vejen
? 4
„Nej, Gudskelov4, svarede jeg, „det
var bare en Drøm . .
og glad var
jeg, da jeg saa den venlige Morgen
sol skinne ind ad mine Vinduer. Men
jeg havde alligevel en underlig For
nemmelse i min venstre Stortaa, og
da jeg saa nærmere paa den, fandt
jeg en stør rød Plet paa Siden af den,
og Taaen syntes at være noget op
svulmet. Jeg brød mig imidlertid ikke
stort derom, klædte mig paa, spiste
Frokost og kjørte igjen til Banegaar-
den, for at fortsætte min Rejse.
Da jeg tog Plads i en anden Klasses
Kupé, steg en elegant klædt Herre
ind til mig, ellers var der ingen i
Kupéen. Lokomotivet peb og Toget
dampede ud i den klare, straalende
Sommerdag.
En Tidlang var min
Rejsekammerat temmelig tilbageholden,