S_Gazetten

224

Nr. 28.

Uge-Revue.

Havde vi vidst alle. de rædselsfulde .Følger,

det vilde drage efter sig, havde vi vel næppe

været saa tossede efter at faa den Regn; har

vi ventet saa længe paa den, kunde vi vel

have ventet Dyrehavstiden med; den sluttes

den 31. Juli, det vilde altsaa endnu kun

vare godt og vel fjorten Dage.

Naturligvis er det Regnen, der er Skyld

i det altsammen, de ødelagte Eremitage-

Væddeløb, de vandede Japaneserfester, de

sammenstyrtede Huse og alle de andre Ulyk

ker, der er væltet ned over os, siden vi sidst

taltes ved.

Det er mildest talt Synd for alt det gode

Tøj, som kommer til Vask paa Væddeløbs

dagene. Naturligvis er der ingen Mening i,

at Traverbanen altid skal have et Forspring

forud for Væddeløbsbanen, naar det gjælder

en vaad Trøje, det er i sin Orden, at naar

det regner paa den ene, maa det i det mindste

dryppe paa den anden.

Men paa den anden Side, maa ikke Reg

nen nødvendigvis slappe Publikums Interesse

for Sporten i Almindelighed og i Særdeleshed

for Heste-Sporten, denne den allerædleste af

alle ædle Sports

grene, hvor en

Hest løber løbsk

og en Rytter

ligger paa Ma-

— *-»ven henad den,

i Reglen et helt

vHestehoved for

an Dyret •— hvis

han da ikke

foretrækker at

ligge i Grøften?

Jo, tilvisse Naar Vandet vælter ned ad

En og bloder igjeiinem saa-Tøjet bliver en

halv Snes Pund tungere, saa er det over-

menneskeligt at forlange, at man skal staa

og glo idiotisk ud i Luften og stikke et

Ansigt, præget af spændt Interesse, ud. Om

det bliver Thomsen eller Gundelaeh, Tanberg

eller Cederstrøm — Gud — hvor det egent

lig er revnende ligegyldigt.

Jeg var saa ulykkelig at være derude i

Søndags, og blev forresten foruden at blive

en Ejende vaadere end jeg har været i de

sidste 17 Aar, tillige en Smule klogere. Da

jeg i Sdie Løb saa de to startende Heste

arbejde sig igjennem den til Sø forvandlede

Slette, maatte jeg give min Sidemand Ret,

da han paastod,

at det maaske

dog ikke var

saa rent ud me

ningsløst at kal

de Løbet „Gre-

sundsløb ?“

Livligst var

det improvise

rede Klampen-

borg-Løb, hvori

saa godt som alle tilstedeværende deltog. Det

gjorde helt godt ovenpaa de mange Uheld

at se Publikum bruge Benene og styrte af-

Sted gjennem Snavset hensynsløst som den

hidsigste Væddeløber.

Men de, der blev i Kjøbenhavn og gik

i Tivoli havde det dog bedre. Hvad gjorde

det, at det regnede, Tivoli, der har Raad

for alting, havde ogsaa Raad herfor. Hvor

snildt var det ikke fundet paa med de

japanesiske Parasoller, som Watt forærede

alle de Damer, der vare ovre at hilse paa

Fregat-Thor. Hver Gang Regnen blev en

Smule for livlig, kom nogle Tusinde Para

soller i Vejret, og saa kunde den klemme

paa saa galt den vilde. Damerne hyttede

deres Skind og var garderet, om ikke for

Resten af deres Liv, saa dog for et Par

Timer.

At Tivoli nu til sine mange andre uvisne

lige Fortjenester ogsaa føjer den, at forære

Damerne deres Parasoller, det vil danske

Kvinder, der faar dem, og danske Mænd, der

bliver fri for den Udgift,

sent glemme

Tivoli.

Der er i det mindste én, der aldrig glem

mer det, det er Polack. At han, hvem ellers

Paraplyer og Parasoller har skaffet et net

lille Levebrød, ikke kan tage Konkurrencen

op med det flotte Tivoli, og desaarsag mil

dest talt er rasende paa Anstalten, det kan

ingen fortænke ham i.

Selv om man nok saa meget hedder Polack,

er det ingen Ekstra-Fornøjelse at blive traadt

paa Ligtornene. Den første Følge af Tivoli-

Konkurrencen er, at han har sat Prisen paa

sine Varer ned til det halve, men vil han

beholde Kunderne, bliver han nok nødt til

at slaa en tyk Streg over den sidste Halv

del med.

T i saalidt som noget staar over eller blot

ved Siden af Tivoli, saalidt kan noget staa

for Tivoli. Hvem, ja ærlig talt, hvem af os

har kunnet staa for Tivoli-Japan? Hvem af

os har vel nogensinde blot tilnærmelsesvis

tænkt os det saa storartet, hvem er ikke

blevet grebet, forvirret, beruset af den mæg

tig illuderende Virkning, hvem har ikke Ja

paneser-Sangene, der trods deres ejendomme

lige Farve har. en saa hjemlig Tone, revet

med, hvem har ikke de Tusinder — aa, Ti

tusinder — afLy.s fra Mikadoens Palads ikke

blændet.

Ja, hvem har ikke hele Herligheden danset

saaledes rundt

i Hovedet paa,

saa han tilsidst

har snurret en

halv Snes Gange

rundt paa Hæ

lene, rakt Hæn

derne mod Him

len og brudt

ud i et mægtigt

Raab: „Men er

det da Virkelighed eller Drøm, er jeg paa

Kjøbenhavns Grund eller er jeg i Japan ?“

Det er baade Virkelighed og Dr©m, baade

Japan og Tivoli, baade Watt og Goda-jou,

baade Thrane og Fru Yum-Yum-Christensen.

I Sandhed, det er vidunderligt.

Tivoli, Du er stor, Du er større end den

største. Tag Dig ikke nær, om en og anden

i disse herlige Aftener, hvor Du gjør os alle

sammen aldeles tossede med Din Pragt og

— ja Pennen mangler Blæk til at sætte alle

de Rosen-Ord, der burde siges, paa Papiret

— gaar rundt og ser skævt til det hele.

Det er kun fordi de Fæhoveder tror, at det

gjør Japanesere altid, og fordi de gjærne vil

give deres lille Bidrag til Festernes Glans

og Fuldstændiggjørelse

Vi kom, vi saa og Du sejrede, Du be

skedne Yngling med de 46 Aar paa Bagen,

i Hvortil forresten den Beskedenhed ? Vær

elskværdig og røb os en lille Hemmelighed.

Vi ved nok, Du nødig vil forskrække os,

nødig vil have, at vi skal sige til D ig: „Nej

Tivoli, nu er Du sandelig for flot, nu gjør

Du for meget for vor Skyld, husk, vi er

glade for mindre". Og vi ved jo ogsaa, at

Du har været hensynsfuld nok til at lade

det Rygte sprede sig, at Festerne kun har

kostet 20,000 Kr.

20,000 Kr. — kjæreste! Nu da vi selv

har faaet Syn for Sagen, gaar den ikke læn

gere, nu er den lige til at tage og føle paa.

Nu er det jo os alle aabenbart, hvor himmel-

raabende latterlig lille det Tal er.

Nævn den rette Sum, kjære. Sig det

kun rent ud — Herregud, det er jo for vor

Skyld, Du har øst Pengene ud. Ingen falsk

Undseelse.

Gjør 'det lidt snart. For ellers gjør jeg

det næste Gang.

Puh.

P. S.

E t Rygte vil vide, at den Æres

pris, Premierløjtnant Nyholm vandt i Tirs

dags skal offentlig udstilles. Jeg har været

saa heldig at se

den og finder

mig i den An

ledning stærkt

foranlediget til

her at nedlægge

en bestemt Pro

test mod, at det

sker. En nær

mere

Motive

ring kan jeg

ikke indlade mig paa; det maa være nok?

at j

ved, hvordan Æresprisen ser ud.

Beskrive den

kan

jeg ikke.

Indho ld .

Illustrationer:

Japan i Tivoli. — Vædde

løbene ved Eremitagen. — Fra Japaneser-

Operetten. — Ulykkestilfælde ved Dampspor

vognen. — Det sammenstyrtede Hus. — Dræbt

af Lynet. — Overkjort.

Tekst:

Sport [Væddeløb]. — Guld og

Glimmer. — Vore Billeder. — Paa Viften. —

A f det kjøbenhavnske Sangerindeliv. — Mag

netismen. — Den engelske Oberst. — Uge-

Revue [illustr.] — Avertissementer.

Redaktør og Udgiver:

C. Albertsen.

Expedition: Klosterstræde

■Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade

. K.