S_Gazetten

Nr. 29

G A Z E T T E IC.

10— 4 “ . I Venteværelset sicider gjerne

fuldt af Patienter.

Kun naar det er

daarligt Vejr, gaar de syge ikke gjerne

ud, og dette gjælder mest „ G i g t

p a t i e n t e r 14; — da er der heller

ikke mange, som gaa til Reventlovs-

gade. Derimod gaar det livligt, naar

Solen skinner og Vejret rigtig er godt.

Da kan man se Folk baade paa

Krykker og Stokke hinke op ad

Trappen, for at forsøge sin Lykke

paa Albertsens meget omtalte m a g

n e tisk e M a sk in e .

En af „Gazettens4 Medarbejdere

var en Dag til Stede. I Venteværelset

gik Passiaren livligt: „Tror De, at

De kan blive hjulpen?4 „Jo, for min

Søster er dog bleven hjulpet hos

Albertsen.4

„Ja, jeg har været her

to å tre Gange, og nu kan De se, at

jeg kan baade staa og g a a !“

Saaledes lyde Spørgsmaal og Svar

uafbrudt, naar Patienterne er samlet

i Venteværelset. Man sidder herinde

og hører den magnetiske Maskine

snurre inde i Konsultationsværelset.

Snart gaar Døren op , og et glædes-

straalende Ansigt kommer tilsyne.

Det er en af de heldige, hvem den

magnetiske Paavirkning af Maskinen

har givet Livet i Lemmerne tilbage.

Saa kommer der en , som synes,

at det ikke har hjulpet rigtig godt;

det svækker dog ikke Haabet hos de

andre, som har set, at Helbredelse

kan opnaas.

Der kommer nok en, som tager

sin Stok under Armen, og begejstrede

Udbrud lyde fra de ventende.

Sikkert er det, at den, der faar

Lejlighed til at overvære en Konsulta

tionsdag hos Albertsen, gaar bort med

det Indtryk, at de gigt- og nerve

lidende Personer, som søger Hjælp

hos Albertsen, i Reglen ogsaa bliver

befriede for deres Smerter.

lyst ham igjen paa Eventyr. Det var

Verdensudstillingen i London

1851

, som

gav Stødet dertil, og snart finder vi

Tyroler-Sangeren i Verdensbyen i

Hyde

Park Square,

syngende den herlige Alpe-

sang:

„A u f der Alm da g ieb fs koa Sund“

eller den lystige Vise med Jodlen:

„

Wer hatf denn das Bier umg’schutf?“

Og aldrig forglemte de drevne Tyrolere

at smigre Englændernes Patriotisme ved

at synge „

God save the queenu

paa engelsk.

Rainer vakte ogsaa en overordentlig

Sympathi i

Windsor Castle

og Dronningen

frydede sig ofte ved Sangen: „Auf der

Alm da giebt’s koa Stind’".

Hendes

Majestæt forærede Rainer et prægtigt

Gulduhr med Diamanter som Erindring

om disse private Hofforestillinger.

Fra nu af gik det først ret løs. I

1855

sang Rainers Selskab i Paris og blev

ogsaa der feteret af Hoffet. I

Tuillerierne

lød som i

Windsor Cast/e

den betydnings

fulde Strofe for det blaserede Hof: „Auf

der Alm da giebt’s koa Stind’" og mangen

en af de tilstedeværende har vist i

Hjertet tølt en stærk Længsel efter de

„syndfri Alper".

Fra Paris gik Rejsen til Danmark,

Sverig og Norge.

I Kjøbenhavn op-

traadte Selskabet første Gang i

1856

paa

Sommerlyst. Fra Norden tog Rainer til

Rusland, hvor han opholdt sig i

Aar.

Her giftede han sig for tredie Gang i

1865

, da hans anden Kone, som var

bleven tilbage i Hjemmet, var død

Aar

i Forvejen. Brylluppet vakte stor Opsigt

i St. Petersborg, da ikke mindre end

500

Gjæster var indbudte.

Alle mødte i

tyrolsk Nationaldragt, og om Aftenen

bragte Tyskerne i Byen Brudeparret et

storartet Fakkeltog. Bryllupspresenter og

Gratulationer indløb fra en Mængde

regerende Fyrster, og Rainer har et helt

Album fuldt af disse Skrivelser i al

Verdens forskjellige Sprog, ja endog paa

japanesisk fra Gesandtskabet i St. Peters

borg.

Endnu i mange Aar rejste Rainer med

sit Selskab rundt i Europa, men det vil

blive for vidtløftigt at følge ham paa alle

disse Rejser. Overalt gjorde han Lykke,

overalt tjente han Penge og var afholdt

for sin ligefremme, bramfri Optræden.

Nu hviler han paa sine Laurbær som en

meget velhavende Hotelejer i Innsbruck,

og den rejsende forsømmer aldrig, naar

hans Vej falder over Innsbruck, at hilse

paa den originale og vidtberejste National-

j sanger.

Af det

kjøbenhavnske Sangerindeliv.

A f

W. Rantzau.

IV.

Ludvig Rainer.

(Fortsat).

Rainer giftede sig nu i

1843

med den

fornævnte Margrethe Sprenger, som alle

rede hinsides Oceanet havde delt Ondt

og Godt med ham; men hun døde kort

etter Brylluppet, og Aaret efter giftede

Rainer sig paany med Datteren af en

Gjæstgiver og kjøbte selv en Gjæstgiver-

gaard, som han drev med stor Energi.

Da kom det eventyrlige Aar

1848

med det Kampene i Tyrol. Garibaldis

Skarer trængte ind i Sydtyrol for at

underkaste sig Landet, og enhver Tyroler

greb til Vaaben. Rainer blev Lieutenant

ved Rattenberger Skytterne og deltog

med stor Bravour i Kampene ved Mez-

zolago.

Men efter Krigen drev hans Vandre-

Lidt om Aarhus.

(B rev t i l „G a z e t t e n 4).

A a rh u s , d. 10. Ju li.

Tak for Invitationen til at fortælle „Ga-

zetten14s mange Tusinde Læsere lidt om

Jyllands Hovedstad. Jeg skal gjøre mig den

storste Umage for at stille min kjære Føde

by i sit fordelagtigste Lys.

Hvornaar Aarhus er anlagt, ved man

ikke; men i Smedegade lever en meget

gammel Kone, som paastaar, at liendes Olde-

mo’er var en stor Tøs, da Byen opstod, og

Domkirken blev paabegyndt. Selv om dette

nu ikke er mere sandt, end hvad „Aften

bladet

fortalte om „Selvmordet i Kongens

Have4, saa viser det dog, at Aarhus ikke er

nogen Methusalem.

Byen er godt med, hvilket vil sige_ det

samme som „godt forsynet med“_alle Livets

Behageligheder. Saaledes har vi 5 Dagblade,

soni lever af at fina hinanden paa en kiiste

lio- Maade og gjøre hinandens Sandheder til

Løgne, hvilket for det meste lykkes over-

maade godt.

Vi har Gas, Sporvogn, en

hængende Bro og Guds Velsignelse af Sol

dater. Den hængende Bro regner vi selv for

det smukkeste i Danmark, navnlig da den er

saa godt brolagt, at man skal have særligt

Held med sig, hvis man ikke brækker

Benene, naar man kjører i Skridt over den.

Ellers ere vore Gader brolagte efter det

Princip, at der bør være saa mange Chancer

som muligt for Benbrud og Ligtorne, da her

er en Bunke Læger, der alle ville leve af os.

Sporvognen er endnu ikke ude over sine

Børnesygdomme og er ofte saa svag, at den

kun gjør et Par smaa Ture hver halve Dag.

Og under Farten raller og stønner den som

en asthmatisk Olding, skjønt Hesten aldrig

gaar anden Gang end „Sandmands-Galop4.

Af Seværdigheder maa nævnes

Domkirken

Ris Skov

samt

et stort Bøgetræ

i Mar-

selisborg Skov. I Domkirken er der ingen

Ting at se, og selve Kirken bruges nu mest

til at reparere paa, for at vore Pengekasser

ikke skal skabe sig for tykke. Ris Skov er

anlagt til elskende Soldater og Tjenestepiger;

desuden er den Byens „Støvbeholder4, hvor

for det er Skik at lade Soldaterne løbe igjen

nem den, da de forstaa at sætte disse Skidt-

bunker i Bevægelse ud mod Havet. Om

Efteraaret fornøj er vort Byraad sig med at

skyde Krager og æde dem ferske i Skoven.

Enhver, der kommer til Aarhus, maa jeg

lægge nøje paa Sinde at gaa en Tur ud til

Minister Ingerslevs Skov og se det omtalte

Bøgetræ, da det er svært interessant paa

Grund af den Brug, vi gjør af det. Først

— det er for ca. 10 Aar siden — hængte

Rejsende og Forelskede sig i det, da Udsig

ten er saa ganske storartet. Senere gik det

ogsaa op for Byens Folk, at man godt kunde

være bekjendt at hænge sig der af Nærings

sorg og Livslede, og siden den Tid tager der

hvert Aar flere Aarliusianere der ud for at

klynge sig op, undertiden en gros for Sel

skabs Skyld. Naar en Mand, der sidder

skidt i det, forsvinder, sender man i al

Hemmelighed hans Butiksdreng afsted for at

se, om Mester skulde have knebet ud og

slaaet Knuder paa Rebet. Er han saa ikke

i Træet, saa ved man, at han lever.

Yort ø l — „Ceres

— hører med til Byens

bedste Ting. Det har kun den Fejl, at jo

mer man drikker af det, jo mere vil man

drikke, hvad jeg ser paa min gode Yen,

Kontorist Blækhorn, der sutter paa Ceres-

Flasker den hele Dag, ligesom vi andre paa

Nobels Cigarer til U

Kr. pr. Hundrede.

Af Forlystelsessteder er her mange, et

med kulørte Lamper og Ceres-01, et andet

med Ceres-01 og kulørte Lamper, og det

tredie med Sangerinder og Limonade. Plere

Steder er der god Plads til at slaas eller

danse, og vi øver os ihærdigt i begge Dele,

især mens vi er smaa. Naar vi bliver store,

tænker vi kun paa Pingel og de reelle

Nydelser.

Den sande Folkelighed har rejst sig selv

et Asyl i disse trange, forskruede Tider, et

Hotel med Theatersal, hvor folkelige Kunst

nere slaa deres skjæve Folder, og hvor Til

skuerne er halvt „Bjørnbakkere

og Resten

ægte Storbønder.

Hvad andet der kan være at fortælle om

Aarhus, kan De faa en anden Gang.

Herman Stripps.

Da vor magnetiske Medarbejder

har været bortrejst, fortsættes Artik

lerne om „Magnetismen" i næste-

Nummer.