219 / 326
Nr. 28
G A Z E: T T E N.
219
Kort Tid efter denne Katastrofe kom
der en fransk Spekulant til Zillerthal, som
engagerede Sangere til et Selskab for at
berejse Amerika. En Kvartet blev meget
hurtig samlet, bestaaende af Ludwig
Rainer som Tenor, hans Niece Helene
Rainer, som Sopran, Margarethe Spren-
ger, Altist, og Simon Holaus, en mægtig
Bas. En Kontrakt blev sluttet med Fransk
manden, og kort efter var Selskabet paa
Vejen til Amerika, hvor der ventede de
godmodige Tyrolere mangt et Eventyr,
mange glade — men ogsaajmange bedrøve
lige Timer.
Selskabet erhværvede sig
hurtigt det amerikanske Publikums Gunst
og allerede efter et Aars Forløb var deres
Kasse vel forsynet, — noget Franskmanden
blot havde ventet paa for at stikke af
med hele Kagen. Der stod de da, uden
Penge — men ikke uden Erfaring. Lud
wig Rainer havde i det Aar allerede lært
saa meget Engelsk, at han kunde optræde
som Selskabets Forretningsfører,
og
ved godt Mod gik de nu paa Tourné
paa egen Haand. De rejste først til New-
Orleans, hvor de ved nogle derboende
schweiziske Kjøbmænds Hjælp begyndte
deres Forestillinger og blev modtaget af
Publikum med stor Velvilje og Sympathi.
Videre gik Turen op ad Missisippien til
St. Louis, derfra tilbage til Ohio og Pitts-
burg, og saa tilbage til Philadelphia og
New-York. Overalt gjorde de brillante
Affærer.
Men atter efter et Aars Forlob, tilstødte
der Selskabet et nyt „Uheld", om man
saa kan sige. Helene Rainer blev for
elsket i en ung Amerikaner og kort efter
forlovet og gift.
Det hjalp ikke, hvad
Rainer forestillede Niecen, hun holdt fast
ved sin Amerikaner. Her var gode Raad
dyre. Hvorledes skulde han her kunne
opdrive en tyrolsk Sopran ?
Da kom den ind ad Døren til ham i
form af en lille irsk Dreng, som jævnlig
havde været tilstede ved Tyrolernes Fore
stillinger og med stor Interesse lyttet til
deres mærkelige Jodlen, som han i sine
ledige Timer efterabede saa længe, til
han fuldstændig havde tilegnet sig Ma
neren. Han blev prøvet af Rainer og
tilfredsstillede ethvert K rav; kun kneb det
med at skalle en Tyrolerdragt i en saa
dan Fart, navnlig Hatten var ikke til at
opdrive. Her maatte en Bogbinder hjælpe
og lave en a f Pap.
Folk var henrykte
over denne falske Tyroler og han blev
snart alles Yndling ved sin barnlige Frem
træden og smukke, rene Stemme. Men
den Lykke varede kun et halvt Aar, saa
slog Drengens Stemme om, og han maatte
sendes hjem til sine Forældre som „Bas
sanger". Saa skrev Rainer til Tyrol efter
en dygtig Sopransanger og fik efter nogle
Maaneders Forløb — to af sine Familie
medlemmer paa Halsen, som bedre for
stod at passe deres hjemlige Dont end at
synge. Da dertil kom, at Rainer blev
syg og maatte holde Sengen i flere Maa-
neder, bestemte Selskabet sig efter hans
Helbredelse til at vende tilbage til den
hjemlige Arne.
Uagtet de Uheld, som
havde truffet dem, medbragte dog hver
af Selskabet en lille Sum paa
6000
Gylden
i rent Overskud.
(Forts.)
„Paa Viften."
Fru Peddersens Erindringer fra . ,tfet himmelske Rige“ .
Naturligvis var jeg med, Hr. Redaktør!
Ingen anstændig Iyj©benhavner endsige Kjø-
benhavnerinde kunde da være bekjendt at
blive borte, naar
Watt
indbød os til en lille
Lysttur til Japan. Desuden — Herregud!
— de stakkels Pigebørn maa jo dog ses —
Snak — se sig om blandt andre Mennesker!
— Saa inviterede vi Løjtnant Fick, fordi jeg-
mente, at han kunde betale for Nikkeline, og
Student Krog, som kunde tage Petrea paa
sin Samvittighed; saa havde Fatter jo kun
mig og sig selv at sørge for, og man maa
jo regne den ud i disse knappe Tider. Og
saa slap vi da indenfor Watts kinesiske Mur,
hvor det straks faldt mig ind, at der var
noget der hed Kochin-Kinesere. Hvad , det
var, vidste jeg ikke, men Fatter sagde, at
det var et Navn, jeg kunde huske fra Fjer
kræ-Udstillingen i Kongens Have. Studenten
mente dog, at vi ogsaa i Japan kunde komme
i nærmere Berøring med Kochin-Kinesere,
og saa forsøgte vi hos Wivel, hvor vi da og
saa fik udmærkede Kochin-Kinesere i Cham
pignon og Kaffe med Yeddo-Likor. Regnen
hang truende over vore Hoveder, men „li’e-
som den var der, saa var den der ikke og
saa var den der dog alligevel". — Ivors, hvor
der saa ud derinde, jeg kunde næsten ikke
kjende mit eget rare Tivoli igjen, for de
havde vendt op og ned paa det Hele. „Paa-
fuglen" var fløjet fra Theatret, og havde sat
sig paa
Thor Jensens
Tag, og saa havde de,
formodentlig for at skærme os mod Regnen,
hængt en hel Masse store Paraplyer op i
Træerne. Den Watt er dog en prægtig
Mand. Han ved meget godt, at vi Kjøben-
havnere holder mest af at „ha’e det paa det
tørre!" Det med Paraplyerne kan forresten
være meget godt, men jeg vil dog anbefale
Watt hellere at lave en stor Glaskuppel, som
han kan sætte oven over hele Tivoli, saa kan
vi Kjobenhavnere spasere derinde som Orm
under en Osteklokke. — Det kejserlige Palais
var naturligvis noget af det første vi tog i
Øjesyn, og lille Peter, som var med, vilde
absolut rive et lille bitte Hul paa Muren for
at se, hvorledes der saa ud indvendig. For
resten saa det ud til, at der var- mange, der
havde været lige saa nysgjerrige som lille
Peter, for Paladset var saa lappet, at Stu
denten bemærkede, „at man snarere skulde
tro, man var i Lapland end i Japan."
Og saa Tivolis Gadekær — jeg mener ikke
det, som „en herværende" sagde, skulde fyl
des med Guld- og Sølvfisk, noget, der saa
senere reduceredes til — „Ænder" ; nej, jeg
mener det, paa hvis Vover „St. Georg
det gamle Skrog — ligger og vu g g e r------
bevares, hvor der var lavet om. Først var
der en stor Hængebro, som Løjtnanten, der
er meget berejst, sagde, mindede om Broen
over Niagara, som jeg ikke véd hvad er, men
som jeg antager er et Farvand ovre i østen
— Og bag Fregatten havde Thor Jensen
stillet tre Mikado-Piger op; og ved De hvad,
Hr. Redaktør, det synes jeg nu egentlig er
en Skam, for naar de kjøbenhavnske Bevært
ninger ikke maa have deres Opvartnings
jomfruer staaende i Døren, saa burde Thor
Jensen da heller ikke have Lov til at skilte
med tre Mikado-Piger i Japan. — Men lige
meget derom. Paa Fregatten kom vi, og
hver af os Damer fik en Vifte som
Souvenir,
og saa sagde jeg til Petrea: „Hor ved Du
hvad, Trea, imorgen kjører vi to ud i
Skoven og plukker Hjærtegræs. Det stikker
vi bag paa Vifterne, og saa hænger vi dem
op i Stuen som Makartbuketter. For saa
tror Folk straks, at vi har Kunstforstand —
jo, jeg er en praktisk Kone, ikke sandt, Hr.
Redaktør ?
Imidlertid vilde jeg gjærne have været
ind hos Dahl — ikke ham med Aviserne,
men ham med Blegdammen; men Fatter er
slet ikke med paa Noderne. Han har ikke
Spor af Sans for Musik, fordi han ikke maa
ryge i Koncertsalen. Saa gik vi da i Stedet
for ned til Pantominen og saa paa Boulaug-
buh, og der fortabte Løjtnanten og Studenten
sig i Beundring over Yum-Yum, og det
synes jeg nu var lidet taktfuldt, naar man
har saadan to kjønne unge Piger, som mine
Døtre, ved sin Side. Saa skal man da ikke
komplimentere saadan en Japaneserinde, der
ovenikjøbet er født i Kristen Bernikowstræde
og hedder Elisabeth til Fornavn.
Men
Trea har dog senere betroet mig, at hun,
da vi stod dernede i Trængslen, følte et
ganske svagt Tryk af Studentens Arm, saa
der bliver saamænd nok engang med Tiden
et Par af de to. — Tænk Dem nu min
Skræk, Hr. Redaktør, da Tæppet faldt var
Peddersen forsvundet. Han kom først hjem
hen paa Morgenstunden, og saa fortalte han,
at han havde søgt efter os i Japan hele
Natten — men jeg tror nu snarere, at
Peddersen ganske stiltiende var „viftet af",
' for at^gaa lidt „paa Viften" paa egen Haand.
1
Og tænk Dem, Hr. Redaktør, da jeg saa
vaagnede den næste Formiddag, hører jeg
Peddersen i et Væk sige: „Rikke, rikke,
rak! — Rikke, rikke, rak!" — „Ih, Du store
Kineser, hvad gaar der af Manden", tænkte
jeg; og ved De saa, hvad det var: Det var
„Tømmermænd", som Peddersen antog for
Japanesere, og som han derfor vilde fordrive
ved at sige „Rikke, rak", akkurat ligesom
Te-inoor fordriver Boulang-buh og Op
rørerne
Ja, Hr. Redaktør, saa vil jeg slutte for
denne Gang. Grunden til, at jeg har fæstet
mine Tanker til Papiret er den, at „Pcli-
tiken" og „København" har anskaffet sig
kvindelige Journalister, saa vil jeg ogsaa
forsøge mig. Og jeg skulde da mene, at
jeg er lige saa rap i Munden og stiv i
Pennen, som denne Leonore, eller hvad det
er, hun hedder.
Deres ærbødige
Jakobine Peddersen.