216 / 326
Nr, 27.
Q
Z
E T ‘ E 35f
215
U g e - R e v u e .
Skal vi endelig have den saa meget om
talte Verdenskrig — og de Dumrianer, der
bilder sig ind at være inde i Politik, bander
jo alenlangt paa, at den skal s’gu være der
med det første — saa lad det da ogsaa blive
med det første.
Det er kedsommeligt at vente, naar man
dog skal til det.
Kan Bismarck
ikke længer dy
sig, den gamle
Filur, lad der
saa bare gaa
Hul paa Byl
den. Men hvor
for blive ved
at snakke om
det?
Hvad skal alle de ubegribelige Noter, Akt
stykker, røde, gule, hvide, blaa og grønne
Bøger til? Som om det Stads hjælper det
bitterste paa Verdensfreden. Det gjør bare
ondt værre, de skændes jo derude i det store
Europa om naar det skal gaa paa Næverne
los, som vi herinde om Korsgaard skal væl
ges eller ej, eller som „Aftenbladet" og „Kjø-
benhavns-Posten."
Om Forladelse — „Posten".
„Kjoben-
havns-Posten" er jo ikke mere — og den er
der alligevel. Overanstrængt af Varmen tog
den et Par Dages Sommerferie, og saa skete
det vidunderlige. „Kjøbenhavns-Posten" kom
ikke mere, men „København" kom og „Posten"
kom, og vor lykkelige By ejer nu et Blad
mere.
Det er en Velsignelse, vi har faaet det.
Det kan jo nok være vi trænger til Regn,
det vilde allenfals ikke gjøre Kornet nogen
Skade, der er vel ogsaa nogle iblandt os, der
kunde trænge til lidt mere Mønt i Lommen,
men et nyt Blad er dog nærmest det, den
mere udbredte Trang, Samfundstrangen
stiler mod.
Et dybtfølt Savn er afhjulpet. Lad Dan
mark
engang
have været et
'.illefattigtLand,
let er det ikke
mere. Er der
ikke Grøde i
Journalistiken ?
Udfolder ikke —
den ene jour- N
nalistiske Knop
sig efter den
anden, myldrer ikke Bladene frem i Bunkevis ?
Jo sandeligen.
Lad os da være stolte paa vor Nations
Vegne, den lille, men flinke Nation, hvis
Vej til Ros og Magt før gik over den blanke
sø, medens den nu gaar over Journalistikens
Ferskvande.
Er det gaaet tilbage med Kornet, saa er
il Gjengjæld Journalistiken skudt i Vejret.
Ganske vist, den er ikke Landets eneste
Næringsvej, men det er absolut dets for
nemste.
Man bliver Journalist ikke af smaalige
Hensyn til Brødet, thi det ligger de færreste
Journalister fjærnt at leve af Pennen, og
man bliver Bladudgiver uden spidsborgerlige
Beregninger over, hvorvidt det vil give noget
af sig — den Tanke ligger saa saare langt
borte.
Man bliver det udelukkende af ideelle
Grunde, Bladudgiver, Redaktør, Medarbejder
osv. Og saa højt er Ideens Fane løftet her
hjemme, at lavt regnet de 25 Mandspersoner
af hvert 100 er eller har været Redaktør,
medens 55 af 100 kan kalde sig „Medar
bejdere".
Gjaldt det om, et eller andet uciviliseret
Sted i Verden, i en Gesvindighed at faa Ci
vilisationen i dens fineste Form til at trænge
igjennem, ved at oprette 500 forskjeliige Blade
hver med sin Redaktør og sine Medarbejdere,
vilde det lettest lade sig realisere paa faa
Dage, ved at vi danske besørgede det. Ingen
anden Nation vilde tilnærmelsesvis kunne
stille saa mange skrivekyndige Folk paa
Benene uden at lide under det.
Og det vilde lette svært, som Ny-Tivolis-
Direktionen sagde, den gav Aistrup Afsked
paa 10 Minutter og graat Papir.
Ja, saa underligt kan det gaa til her i
Verden, i Dag op med Aistrup, i Morgen ned
med ham. Og hvad Glæde har de saa af at
blive ham kvit. Han gik dog trofast derude
og mylrede, og sad han ikke og fyldte baade
1ste og en Del
af
2
den Parket,
naar Bugge læ
ste op, klappede
han ikke for 50,
naar
Lumbye
spillede, og
/ smilte han ikke
som Smør i Sol
skin, naar en
Publikum’er
mylrede ind.
Nu har de efter Aistrups Sortie sat En
tréen ned. Men kan det nytte noget, naar
Folk ikke engang naar til Entréen men pænt
holder sig paa Maatten udenfor?
Nej, det er ikke saa lige at spille Kegler,
sagde Manden, han slog sytten skæve. Se
nu til „National" f. Eks. Hvem skulde have
tænkt sig, at Schmidt virkelig var begyndt
paa en frisk.
Og saa bliver det Sverdrup, der gaar af,
mens Schmidt gaar paa.
Jo, Schmidt er Manden, der kan, og han
kan mere endnu.
Hvad er Sverdrup ved
Siden af ham? Naar saadan en Førstemini
ster bare en eneste Gang løber mod en
Stang, saa ligger han der, og rejser sig
ikke igjen.
Men Schmidt — han kan faa baade Kon
gens Foged, Gesims, en Politidirektør og
Landmandsbank i Hovedet, og kan er og
bliver dog den
lebendigste Fri
svømmer.
Og nu be
gynder han sit
Gjæstebud flot
med
udsøgte
Retter. Der skal
nok være et af
Stykkerne, der
sættes i Scene
af selve Glixckstadt og bærer Titlen: „Naar
man har Bankdirektøren til Broder".
Naar „National" har saadanne Trumfer
paa Hænderne, har Watt Lov til at ængstes
for Tilstrømningen til Japaneserfesterne.
Puh.
P S.
Har lige i dette øjeblik modtaget et Tele
gram fra en af de kulsorte Rejsestipendie-
foreningspariserrejsende, saalydende.
„Ikke faaet Snavset af endnu — daarlig
By — ingen 01 — uforstaaeligt Sprog —
Eiffeltaarnet højt — rædsomt Logi — kom
mer snart. Skidt med det hele.
Nips.
Uden hans Vidende.*
Grosserer N. i Aar
hus har en Søn, som studerer i Kjøbenhavn.
Forleden fik Sønnen et Brev fra Faderen,
hvori denne skjænder paa ham for hans Let
sindighed og Ødselhed i Pengesager. Efter
denne alvorsfulde Dosis skriver han: „Din
Moder har uden mit Vidende lagt 20 Kr. i
Brevet. Vær forsigtig med dem!"
*
-
*
*
Er Tobaksrøgning skadelig?
Der lever i
Sidney i Australien en gammel Pebermø paa
105 Aar. Hun har røget Tobak' i de sidste
halvtredsindstyve A ar! Mon Tobaksrøgning
er skadelig?
*
Elskeren
(smægtende): „Jeg vilde ønske
jeg var Tankelæser, Frøken Petersen!"
Frk. Petersen
(blidt): „Hvorfor det?"
Elskeren
(glad bevæget): „Jo, for saa
kunde jeg læse Deres inderste Tanker."
Frk. Petersen
(skarpt): „Saa er det hel
digt for Dem, at De ikke er Tankelæser!"
Indho l d.
Illustrationer:
Fra Tivolis Kunstnerplæne
Travløbene i Søndags. — A f W. Rantzaus
Memoirer. — Et Ægteskabsdrama. — Skib
i Brand — Haardt Arbejde. — Brutalitet.
Tekst:
Sport [Travløb]. — Vore Billeder.
— A f det kjøbenhavnske Sangerindeliv.
Spøgeriet paa Graabrødretorv. — Magnetis
men. — Hvorledes Postsækken blev reddet.
— Uge-Revue [illustr.] — Avertissementer.
Redaktør
Valdemar Gøtsche.
Expedition: Klosterstræde 22.
Trykt hos Philipsen & Co. og i
Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. K.