214 / 326
214
Gt-
A
z m
T T © N.
Nr. 27
„Hjælp os, hjælp os!“ lød det svagt bag
Døren.
Jeg nærmede mig det mystiske Værelse,
livis Dør var fast aflaaset og forsynet med
et stort Segl.
„Christian Knob", sagde jeg højtidelig,
„hvilken Forbrydelse ligger her skjult?“
„Hjælp os ud . . . hjælp os ud . . . Vi
er faldne for hans Haand . .
lød det sta
dig jamrende derinde fra.
Resolut, som jeg altid er, tog jeg Mod
til mig og aabnede Døren med et kraftigt j
Spark.
Værelset var tomt.
En Masse gamle,
brugte Penne laa og flød paa Gulvet, som
j
lignede et udbredt Zebraskind, saa oveiplet- :
tet var det med Blæk. Men i alle fire Hjør
ner laa store Bunker af gamle „Kjøbenhavns-
Poster“. Jeg trak Christian med ind i Stuen
og spurgte ham, hvad han vel troede det
var, som havde talt herinde.
Saa tog han mig ved Knaphullet og trak
mig ind i den anden Stue.
„Her kan jeg bedre sige det, Højstærede,“
begyndte han. „Jeg har tidt tænkt paa, om
det ogsaa gik godt i Længden med det
Slagteri.
“
„Slagteri? Hvad er Meiningen, kære?"
„Jo — ser De, Allerfortræffeligste — De
kjender mig jo nok? Ikkesandt? Det er
mig, som har drejet Halsen om paa alle de
mange dejlige fede Ænder, som altid har
staaet i Posten. Det var mig, som ...............
De huske jo nok . . . det Stykke om Schicks
Bekjendelse . . . og Løbesedlerne, vi udsendte
den Dag, og alt det andet. Ikkesandt ?“
„Jo, det husker jeg nok.“
„Ja, og hvem tror De, det var, som slag
tede de Ænder og bragte dem til Torvs i
„Kjøbenhavns-Posten“ ? Det var s’gu’ mej“,
sluttede han med et bredt Grin og trak
Munden op til den ene Side. „Og nu vil
de ud igjen i det fri, fordi de har hørt. at
„Posten“ er gaaet ind. Saa tror de, at Chri
stian Knob er arbejdsløs og „ligger Penden
paa Hyllen" — men de kan tro nej. Slap
jeg dem ud idag, saa fangede jeg dem igjen
imorgen. For De maa vide, Højstærede, jeger
nu ansat ved det fineste Blad her i Kjøbenhavn
— nede paa Hjørnet af Admiralgade — Hør,
Godeste, lad os saa gaa ned og faa en halv
Bayer i Kjælderen ovenpaa den „Bekjendelse".
Den var næsten lige saa haard som Schicks."
Saa var Gaaden løst: Det var Christian
Knobs Ænder, som spøgede paa det forladte
Redaktionskontor.
Men Christian Knob var den sidste Rotte
ombord i Dødssejleren. Naar
han
forlader
den, faar den nok en anstændig Begravelse.
Felix II.
Hvorledes Postsækken blev
reddet.
Af J. B a ra cl o ug li.
Jeg var ansat paa Posthuset i
Burleigh, Mellemengland,' som Post-
expedient. Mit Arbejde var ikke sær
lig vanskelig, men det nødvendiggjorde
en hel Del Natarbejde, da Burleigh
ligger i et stort Forretningsdistrikt,
hvor der daglig kommer en hel Del
Postsager og ofte betydelige Summer
i
i Kontanter. Jeg havde derfor ofte
Natarbejde med at sortere og stemple
de mange Breve og komme dem i de
forskjellige Sække.
Nattearbejdet var usigeligt trivielt.
Efter Klokken elleve var jeg den eneste
af Personalet paa Kontoret, kun med
en Karl til Assistance. Burleigh Post
kontor laa lige ud til Hovedgaden, og
om Natten var der mærkeligt lydt i
Gaden, saa lydt, at jeg ofte paa min
Stol i Kontoret har hørt Hemmelig-
1 heder hviskede, der ikke var bestemt
for mine Øren, men som indiskret
smuttede ind gjennem den brede Bevne
i Muren, hvori Brevene kastedes. De
fleste af disse natlige Samtaler bestod
i hviskende, fortrolig Kjærligheds
passiar og Løfter om evig Troskab.
En Nat i September Maaned for
rige Aar havde jeg havt et særligt
strængt Arbejde med at stemple og
og sortere Morgenposten. Der havde
været et usædvanlig stort Antal Breve
til Nabobyerne.
Min Arm smertede
formelig af Anstrængelse af det hur
tige Arbejde, og jeg lænede mig der
for lidt tilbage i Stolen for at hvile.
Det var lige ved Midnat, og der var
et godt Stykke Arbejde endnu, som
skulde gjøres,daPostsækkene skulde være
pakkede til Klokken to, til hvilken
Tid Vognen afgik til Oakby, omtrent
ni engelske Mil fra Burleigh. Midt
vejs mellem disse Byer laa Wocdhall,
en stor Landsby, hvortil der ofte var
store Forsendelser af rede Penge. Saa
ledes ogsaa den paagjældende Nat.
Pludselig hørte jeg en høj Banken
paa Døren. „Hvad er det?“ spurgte jeg.
„Jeg har fundet et Brevkort paa
Gaden, som De bør læse.
Der vil
inat ske et Angreb paa Postvognen!"
Disse sidste Ord blev gjentagne med
en ængstelig Stemme flere Gange; men
jeg betænkte mig dog stadig paa at
lukke op, da det lige saa godt kunde
være et Fif for at faa Døren aabnet.
„Læg Kortet i Brevkassen," raabte
jeg ud gjennem Revnen. Øjeblikkelig
rullede det vigtige Kort ind til mig,
og jeg gav mig til at undersøge det
med stor Omhyggelighed. Paa den
ene Side stod med Blyant: „Læs den
anden Side." Ved at vende det om
læste jeg følgende Linjer: „Vær ved
Grotto Park Lane Ivl. 2V2 i Nat.
Postsækken indeholder Pengebreve.
Vær bevæbnet, da vi maa overfalde
Postkusken. Domino."
Klokken var
,1111
et Par Minutter over tolv, og hvis
Postsækkene skulde reddes, maatte der
handles straks og energisk.
Det var umuligt for mig at for
lade mit Kontor, der var endel Sor
teringsarbejde endnu.
Heldigvis stod
Postkontoret i Telefonforbindelse med
Politistationen og Brandstationen. Jeg
traf i en Fart min Beslutning. Tele
fonen var lige ved min Arm, og hur
tig drejede jeg paa Klokken. Efter
kort Tids Forløb blev der svaret fra
Politistationen. Jeg bad
0111
snarest
muligt at faa nogle Mand til Post
kontoret.
Efter at have ventet i nogen Tid,
som for mig syntes at være flere
Timer, omendskjøndt det kun var nogle
faa Minuter, hørte jeg hurtige Skridt
paa Stenbroen udenfor og en sluttet
Trop Politibetjente marscherede ind
paa Postkontoret til min Undsætning.
Jeg viste dem Brevkortet, og en hurtig
Konference fandt Sted.
En af dem
blev sendt tilbage til Politistationen
efter Skydevaaben, og Resten lagde
Planen til deres natlige Operation.
De var hurtig paa det Rene med,
hvor Angrebet skulde ske, naar Grotto
Park Lane var nævnt. Der var et
ensomt Sted, hvor denne Gade blev
skaaret af flere Veje.
Dette Knude
punkt dannede ligesom en lille Park,
og der var i stor Omkreds ingen men
neskelig Polig at opdage. Dette Sted
var som skabt til et Overfald og Poli
tibetjentene bleve straks enige om, at
her maatte de samles Kl. 2. De valgte
forskjellige Veje for at naa Maalet,
og Aftalen var, at deres Fører skulde
udstøde en skarp Fløjten, naar de
skulde bryde frem.
Klokken var imidlertid bleven Et,
jeg var færdig med det meste af mit
Arbejde og ventede nu blot paa min
Chef, som plejede at komme paa den
Tid, for at høre, om der var passeret
noget. Han kom kort efter, og jeg
forklarede ham, hvorledes Sagerne stod
og bad om at maatte gjennemføre en
Plan, som jeg havde fattet, hvorved
vi muligvis kunde redde Postsækken
fra Overfaldet og naa at faa den til