210 / 326
210
G A Z E T T E N .
SPORT .
Travløbene.
Det var de sædvanlige kjendte An
sigter, man mødte i Søndags, og uag
tet Vejret var overmaade behageligt,
liavde det dog ikke formaaet at lokke
Kjøbenhavnerne ud paa Traverbanen.
Hvornaar mon det store Publikum
egentlig faar Interesse for denne Sport,
der allerede i Udlandet har vundet
almindelig Sympathi? Vi haaber snart.
Løbene foregik uden Uheld, men
var som sædvanlig ledsaget af en Del
Protester, da de tabende Kuske jævn
lig havde noget at udsætte paa deres
Konkurrenter.
Vort Billede fremstiller den lille
raske, norske Hest
Max,
som vandt
Skandinavisk Heatsløk
og viste sig
som en ypperlig Traver, men noget
upaalidelig. En lille Skitse fra Sadel
pladsen bringer nogle kjendte Ansigter
fra Traverbanen.
Dagen var en afgjort Sejr for de
danske Farver; Selskabet „Dana“ og
Hr. R. Nielsen havde Ære af deres
flinke Travere, og forhaabentlig vil
dette ægge Nordmændene i il fornyede
Anstrængelser, saaledes at Travløbene
derved vil vinde i Interesse og Spæn
ding.
Vore Billeder.
I
Japaneserne i Tivoli.
Som en Forsmag paa de store
japanesiske Fester, der nu tager sin
Begyndelse i Tivoli, har Direktionen
allerede i denne Uge præsenteret os
et mere eller mipdre ægte japanesisk
Gymnastik- og Jonglørselskab, Go-da-
You.
Det er forresten mærkelig nok, at
de to, der virkelig kan noget og som
bærer Forestillingen, ikke er veritable
Japanesere.
Den unge Mand, som
præsenterer nogle fortrinlige Smidig
hedsøvelser paa japanesiske Pyramider,
er Tysker, og den lille Dreng, som
producerer sig paa den saakaldte
„japanesiske Stang" er ogsaa fra „das
grosse VaterlandV
En af Japaneserne foretager nogle
a f de sædvanlige Balancekunster med
Snurretoppe, som tager sig gauske
godt ud, men som man saa ofte før
har havt Lejlighed til at se her i
Kjøbenhavn.
Et Ægteskabsdrama.
Et Par gamle Ægte
folk mellem 60 og 70 Aar, som driver Mar
skandiserforretning paa Kristianshavn i deres
egen Ejendom i St. Anne Gade, kom i Man
dags i Klammeri med hinanden. Konen greb
i Stridens Hede en Brødkniv, som hun truede
Manden med, og denne tog da en Hammer,
hvormed han bibragte hende et Slag i højre
Tinding, saa hun styrtede om paa Gulvet.
En Forbigaae'nde hørte hendes Skrig,
ilede til, og fik Manden afvæbnet og Konen
bragt til en Barber, som forbandt hende.
Manden gik bag efter og — strøede Sand
paa Blodsporene langs Gaden. Konen blev
derefter indlagt paa Kommunehospitalet,
Manden anholdt og Butiken lukket.
Skib i Brand.
Den svenske Hamper „lvung
Oscar", der sejlede fra Stockholm til Liibeck
med Sprit, er brændt op paa Østersøen.
Passagererne blev reddet i Land paa Arkona
og Skibet sat paa Grund. Fra Stettinerdam-
peren, der Søndag Morgen ankom til Kjøben
havn, havde man iagttaget den storartede
Ildebrand.
Den hrændende Sprit flød ud
paa Vandet, der i stor Udstrækning dannede
et mægtigt Ildhav.
. Haardt Arbejde.
En 72aarig Røgter blev
af sin Husbond, en Gaardmand i Thy, be
nyttet til at trække Harven, et Arbejde,
som ellers udføres af Heste eller Køer.
Da den gamle Mand ikke kunde udholde
dette Hestearbejde
og imod Husbondens
Forbud gik til enLæge, blev han bortvist
fra sin Tjeneste.
Brutalitet.
En fattig klædt Dreng var i
Søndags Eftermiddags Gjenstand for en bru
tal Behandling af Opsynsmanden paa den
saakaldte „Svineryg" ved St. Jørgenssø.
Drengen var gaaet indenfor Hækken, hvad
der ikke er tilladt, hvorfor Opsynsmanden
forfulgte ham og skubbede ham i Vandet
med en Rive. Den lilleFyr, som fornylig
havde brækket sin eneArm, led en slem
Medfart, og Forbipasserende, som søgte at
tale Manden til Rette, fik kun knubbede
Ord til Tak for deres Medlidenhed med den
lille Synder.
Af det
kjøbenhavnske Sangerindeliv.
Af
W. Rantzau.
II
De ældste Afsnit af „Tribunen‘‘s Hi
storie her i Kjøbenhavn indeholder egentlig
ikke noget, som i særlig Grad fæster sig
i Hukommelsen.
Der var vel enkelte
fremmede Sangere og Sangerinder, mest
ægte og uægte Tyrolere; men der her
skede ikke det Liv, som senere blev det
herskende i Sangens Templer, og Publi
kum var et helt andet paa hine gamle
Steder.
Dengang var det jævne Borgerfolk
med deres Koner og Børn, som søgte
Sangerinde-Pavillonerne: Rosenlund, Mone-
gattis Pavillon, Alleenberg og Sommer
lyst.
I
„
Rosenlund
“ paa Værnedamsvejen
bestod det første Sangerselskab kun af
to Harpespillersker og en tysk Komiker,
men Publikum lyttede med Begejstring
til Sangene om „Madam Schickestanz" og
„Der Schneider Meck, Meck". Rosenlund
var et Slags T ivoli for vore mindre for
Nr. 27
vænte Forfædre. Der var flere Forlystelser
i Haven, Hornmusik, Karussel og ved
festlige Lejligheder kulørte Lamper. Især
Karusselien gjorde stor L ykke; men den
var ogsaa original.
Den bestod af en
nedgravet Stolpe, hvorover var befæstet
fire Bjælker, der ragede 'ud som fire
Møllevinger, og paa disse var Sæderne
anbragte. Det var navnlig Sæderne, man
sloges om, for der var stor Forskjel paa
dem — og Prisen var dog den samme,
kun fire Skilling
pro persona.
Og for
disse fire Skilling kunde man enten
rutsche rundt i en grønmalet Barnevogn
med Stang eller sidde i en af de saa
kaldte holstenske Kurvevogne eller køre
i en gammel Kane med Hjul under.
En afV isern e fra den Tid lever endnu.
Det er den, som Opvartningspigen synger
i „Familien i Nyboder":
De kan sikkert stole paa,
A t de Ting er gode,
Som vor Husbond ruger ud
I sit gamle Hode.
og senere i Tivolivisen:
Og dersom Du morer Dig dolig
Paa
Rosenlund
eller Fre’dsberg,
Saa kan Du gaa ind paa Tivoli
Og se om Du morer Dig der.
„Monegattis Pavillon“
laa i Frederiks
berg Allés første Runddel. Der gik det
allerede noget livligere til end i Rosen
lund. De første Minder, jeg har derfra,
er Tyrolerne Hånckel og Kyhn og saa
den gamle gemytlige Bauer, der, skjønt
henved de
6
o Aar, dog forstod at ryste
Publikums Lunger, naar han gav sit
Glansnummer „den leende og den græ
dende Tyrolerbonde". I Monegattis P a
villon søgte navnlig de unge Lieutenanter.
Paa forreste Række, lige under Tribunen,
havde de deres Pladser, hvorfra de domi
nerede hele Stillingen.
De fulgte den
militære Fremgangsmaade, at omringe og
indeslutte Fjenden, før de tvang ham til
Overgivelse. Naar Stemningen var haj
og Lønningsdagen ikke alt for mange
Timer tilbage, manglede der aldrig en
dampende Bolle Punsch paa Tribunen.
Opøsningen i Glassene forestodes som
Regel af den smukkeste Sangerinde, og
Pokuleringen gik livlig for sig. Somme
Tider saa livlig, at det endte med et
storartet Halløj over hele Linien.
At
synge i Kor med Sangerinderne forslog
da ikke mere. Der maatte mere til! De
Herrer Tilbedere indtog Skansen og med
Glasset i Haanden og Pigen om Halsen
sang hele Koret en gemytlig Vise
eller en yndet Fædrelandssang, alt
efter Stemningens Højde. — Hvad Publi
kum sagde dertil? De morede sig over
at se andre være glade, eller ogsaa smed
de ganske simpelt Urostifterne ud. Om
der ingen Politi var?
Jo, men man
kunde bare aldrig finde det.
Og det
var forresten heller ikke nødvendigt.
Dengang tog man det ikke saa strengt
— og der var ingen offentlig Politiret