S_Gazetten

Nr. 27

G A. Z E T T E N .

211

med Mulkter og Navnet i Aviserne. Det

kom først længe efter.

Monegattis Pavillon fik sig imidlertid

en slem Konkurrent i Forlystelsesstederne

Alleenberg og Sommerlyst, navnlig det

sidste Sted, hvor Tyrolerselskabet

Rainer

optraadte flere A ar i Træk.

Lederen af dette verdensberømte Sel

skab, Hi.

Ludwig Rainer,

var fra Lands

byen Filgen i Zillerthal i Tyrol. Hans

L iv har væ ret saa rigt paa Begivenheder

og Triumfer som Sanger, at han nu som

en rig Mand har kunnet trække sig til

bage til Privatlivet og bor paa sit Hotel

i Innsspruck.

Jeg skal næste Gang fortælle lidt

om denne mærkelige Mand og hans

Rejser og denne Gang blot vedføje et

Portræt af ham ira den Tid, et vel lig

nende Billede af den kraftige Bjergboer

og raske T y rolersanger, saaledes som

han vistnok lever i manges Erindring fra

de Dage.

Magnetismen.

i i .

At „dyrisk Magnetisme“ og den

saakaldte „O d ” i Virkeligheden ikke

er noget andet end de t , vi forstaar

ved almindelig Magnetisme, kun med

den Forskjel, at den mineralske Mag

netisme ytrer sig noget forskjelligt

under visse Omstændigheder, det paa

tager vi os i en senere Artikel at be

vise ad eksperimental-physisk Vej.

Men først er det nødvendigt at

tage den ærede Læser af „Gazetten“

med os paa en Vandring ud i Him

melrummets ubekjendte Egne.

Hvad kommer nu Himmelrummet

Magnetismen ved? Dette Spørgsmaal

vil rimeligvis lyde fra en og anden,

og maaske ikke mindst fra dem, der

dyrker og forstaar sig paa Magnetisme;

men vi haaber ikke destomindre, at

ogsaa de oppositionelt anlagte Naturer

nok slaar Følge med os, saa meget

mere, som Rejsen er hurtig og tilmed

gratis.

Lad os saa tage Afsked fra denne

„Jammerdal” og hæve os over Jor

dens Elendigheder. En Ballon tager

os med op i Atmosfærens yderste

Grænser, der gjør vi et lille Ophold,

vugge os i de lette Omgivelser og

skue ned mod Danmark, der sagte

begynder at danse \ a ls, de mindre

Øer, som Ærø, Langeland o. s. v., op

fører bogstavelig talt Balletter!

Aa, sikken en Snak! siger De.

Jo vist er det sandt; gaa bare med

lidt højere op, til Maanen f. Eks.,

der er det ikke Øerne, men alle Lan

dene i Europa, ja alle Verdensdelene,

der for vort ophøjede Øje fare afsted

i rask Gallop og gjør alle mulige

Krumspring oven i Kjøbet.

Det kommer, som mange godt ved,

af Lysets Brydninger i den bevæge

lige Atmosfære; husk nu det, alle, som

ikke før har vidst det.

Nu tages vi videre bort paa-Elektri-

citetens Vinger, det er kun

Minuter,

20 Millioner Mile ud i Rummet og

slaa os ned paa selve Solens uhyre

Legeme; det forekommer os nok lidt

underligt; thi for hvert Skridt, man

tager, maa man staa og rykke med

Benet, saaledes kliner Tyngdekraften

os fast til Klodens Overflade. Men

med lidt god Villie faa vi dog Oplys

ning om adskilligt, som maaske ogsaa

kan komme i Betragtning ved Studiet

af Magnetismen. Før vi nu begynder

vore Iagttagelser heroppe fra, maa vi

erindre om e t : Det er af fremragende

Videnskabsmænd slaaet fast, at der

eksisterer et Stof, som er udbredt over

alt i hele Universet, det er den saa

kaldte „Æ ther” . Hvad er nu det for

noget, og hvad kommer det Magnetis

men ved?

Ja, det er et Stof, hvis Tilværelse

mange benægte, men er der nu alligevel,

og den kommer ogsaa Magnetismen ved;

vi skal nok indrømme det den Plads,

det fortjener. Hvis Ætherenikke var til,

saa nyttede det ikke, vi havde Øjne;

thi vi kunde da ikke se, selv om et

Lys stod lige for Næsen af os. Maaske

vilde den ogsaa fordunkle vor Høre

evne noget, men foreløbigt skal vi

nøjes med at tilføje, at vi end ikke

kunde røre saa meget som en Finger.

Vi komme senere tilbage til denne

„Æ ther” ; thi ganske undgaa den kan

vi ikke godt, — hvis vi skal nærmere

ind paa Magnetismen. Yi skal i følgende

Artikler gjøre Rede for, hvad Ætheren

vedkommer os ogsaa med Hensyn til

„Od” og „dyrisk Magnetisme” , som

paa det inderligste staar i Forbindelse

med samme.

Sluttelig bedes den ærede Læser

undskylde, at vi nødvendigvis er kom

met saa langt ud i Rummet, bort fra

Magnetismen denne Gang. Men i næste

Nummer skal vi komme med Beviserne

for de her anførte Paastande og i en

saa populær Form, at alle vil kunne

forstaa det.

Nes Tréblci.

Spøgeriet paa Graabrødretorv.

I denne „døde Tid”, som „København”

allerede i sit ferste Nummer har viet en

Forside-Leder, gjør det svært godt at læse

lidt oplivende engang imellem.

Saaledes traf jeg forleden paa en Artikel

i mit „Yndlingsblad”, det kvikke lille „Aften

blad”, som straks tog min Interesse fangen

og vakte min udelte Sympathi. Det var om

Spøgeriet i en Kro i Nærheden af Kjøben

havn. Den var lavet efter den sædvanlige

Recept: 5 Dele koncentreret L-ø-g-n, 4 Dele

Hallucination,

1/2

Del ^Sensation og Vs Del

livlig og fri Fantasi, rørt til en jævn Masse

og lækkert anrettet med

Petit

som et til

trækkende Mellemstykke, samt serveret saa

varmt som muligt med

Sauce pikante

, som

efterlod en behagelig Smag i Munden og

lovede — mildest talt — alt i Retning af

sensationelt. Men hvorfor i al Verden tager

„Aftenbladet” paa Landet for at søge efter

Spøgeri, naar det har det meget nærmere

for Haanden, lige for Næsen, paa den anden

Side Gaden, eller Torvet?

Der dode i forrige Uge et lille Blad, som

hed „Kjøbenhavns-Posten”.

Og lige siden

hin Dag har den stakkels Afdøde spøget af

alle Livsens Kræfter. Budene sad og græd

ved Baaren Dag ud og Dag ind, og Venner

og Bekjendte kom flittig og spurgte til den

Afdødes Befindende og om han da ikke

snart skulde begraves paa en anstændig og

kristelig Maade. Men Medarbejderne sagde:

„Nej, han er ikke død — han undergaar

blot en Forvandling. Stoffet, Legemet, det

rent materielle ter dødt, men Aanden er

ved at bryde sig nye Baner. Uden Billede,

uden Gjæld og, hvis det skal være, — uden

Penge udkommer der fra 2den Juli et Organ,

hvis Navn vil blive „Posten”. Dets Hoved

opgave vil blive at komme ud om Aftenen

saa sent som muligt, helst naar Folk er

gaaet i Seng, for at Publikum først kan faa

Lov til at længes efter os og næste Morgen

vaagne med et Spørgsmaal paa Læberne

efter „Posten” — fra forleden. Saa mærker

man heller ikke saa let, naar vi udebliver en

enkelt Dag!”

Da disse vilde Rygter var trængt op paa

„Gazetten“s Kontor, sendte vi igaar vor for

trinligste Medarbejder ud paa Opdagelse, for

at undersøge Sandheden i disse Fabler.

Vi lader ham nu berette om sine Op

dagelser i Spøgelsehuset.

Igaar Aftes Kl. 10 indfandt jeg mig efter

Ordre paa „Posten”s Kontor, hvor jeg traf

vor fælles Bekjendt

Christian Knob,

sid

dende midt paa Gulvet paa en Pakke

Makulatur, med Haand under Kind og et

smørret Grin i Ansigtet.

„Tør jeg spørge”, begyndte jeg, „er det

her det spøger?”

„Spøjer, hva’ siger De, Godeste, spøjer

det? Er De ikke saa elskværdig og venlig

at sige mig, hvad Deres Elskværdighed

mener med dette muntre og glade Spørgs

maal, her paa Kontoret?”

„Jo, Christian, det spøger jo her”, ind

skød jeg, ængstelig og forsigtig skelende om

til alle Sider.

„Nej, Gu’ spøjer det ikke! Hva’ er det

for noget Sludder,” raabte han ivrig.

Klokken slog netop det sidste Slag af ti

omme paa Kirkeuhret. En trykkende Stil

hed hvilede i Stuen og hele Huset.

En be-

plumret og indelukket, uhyggelig Lugt

trængte ud fra det aflukkede Redaktions

værelse. Det knagede i Døren, som om der

blev taget kraftig i den, og et Brøl lød ud

i Stuen.

„Hvad var det?” raabte jeg forfærdet.

Christian var faldet om paa Makutatur-

pakken og gjemte Hovedet i sine Hænder.

(Fortsættes p aa 6te Side.)