206 / 326
206
Fiskeren fortæller.
Ja, denne lille Bugt, som vi nu
styrer ind i, hedder „Sømandens Grav“ .
Den har havt et daarligt Navn paa
sig, saa længe jeg kan huske. Mangt
et Skib er gaaet under her, før Fyr-
taarnet blev bygget for omtrent tolv
Maaneder siden.
„Sømandens Grav“
er netop et passende Navn for dette
Sted.
Klipperne til begge Sider er høje,
og saa stejle, at ikke en Gang en
Kat kan klatre op af dem.
Man
kan kun komme ned til Vandet, ved
at lade sig lire ned ad et Tov.
Jeg har nu boet her paa Kysten
i mange Aar og har set en hel Del
Ulykker passere under disse Klip
per. Den sidste, som jeg saa miste
Livet her, var en stakkels Fyr, som
Julenat for to Aai siden reddede en
anden — en Dame — fra at drukne.
De kan godt faa Historien at høre,
hvis De vil tage til Takke med en
simpel Sømands Fortælling.
Harry Smith var hans Navn, en
smuk, ung Fyr, men sørgmodig og
tilbageholden og med et Udtryk i An
sigtet, som om han for bestandig
havde taget Afsked med denne Ver
dens Glæder. Han kom herned til
Kysten for lire Aar siden og boede
oppe i det Hus, som De kan se bag
den mørke Klippe her lige for os.
Det eneste Ménnnske, som han kom
til, var Præsten, en ung Mand, som
vistnok havde gaaet i Skole med ham
eller hvordan det nu var — nok sagt,
de var rigtig gode Venner.
Jeg saa ham næsten hver Dag, for
han plejede at laane min Baad og
sejle ud paa Søen, naar Vinden var
god. Han kunde godt lide at høre
mig fortælle om de fremmede Lande,
jeg havde besøgt, dengang jeg tjente
i Marinen.
Men det kunde aldrig
falde ham ind at fortælle et Ord om
sit eget Liv.
Han syntes at have
slaaet en Streg over sin Fortid, og
det kunde ikke falde mig ind at spørge
ham derom.
Det var først for et Aar siden, at
jeg hørte noget om hans tidligere Liv.
Præsten fortalte mig somme Tider lidt
om ham, efter at han var død; men
jeg har kun hørt nogle Brudstykker
af hans Historie og kan derfor heller
ikke fortælle mere.
Saa meget forstod jeg, at han var
bleven forelsket i en ung og meget
smuk Pige og senere havde giftet sig
med hende.
Hun var fattig; men
hvad gjorde det, han havde Penge nok
for dem begge og giftede sig af Kjær
lighed ikke for Pengenes Skyld. Der
imod tror jeg ikke, at hun nogensinde
har holdt af ham, i hvert Fald op
dagede han kort efter Bryllupet, at
de ikke passede for hinanden. Han
havde glædet sig til et roligt, ægte
skabeligt Liv i Hjemmet, men hun
var aldrig bedre tilpas, end naar hun
blot var ude i Selskaber, Theatre,
Baller eller tilanden Fornøjelse, ja til
Slutningen skyede hun ligefrem sin
Mands Selskab.
Saa4kom det en Dag til en lille
huslig Trætte imellem dem, fordi han
bebrejdede hende dette Liv, og saa
havde hun i Hidsighed sagt ham lige
i Øjnene, at hun aldrig havde elsket
ham men blot giftet sig for Pengenes
Skyld.
Det var et slemt Slag for h am;
thi skjøndt han vidste, at hun i Øje
blikket ikke brød sig om ham, havde
han dog haabet, at hun engang havde
elsket ham, og at det atter vilde lyk
kes ham at vinde hendes Kjærlighed.
Men efter denne Tilstaaelse var alt
Haab ude og fra den Dag saa de ikke
hinanden mere. Han satte en rigelig
Sum ud til hende og begav sig saa
paa Rejser. Siden efter kom han til
denne lille rolige Fiskerby og syntes
saa godt om den, at han slog sig ned
her for bestandig.
Jeg har aldrig kunnet blive klog
paa Kvinderne, maa jeg tilstaa. Her
var nu f. Eks. en Mand, som man
maatte antage, at enhver ung Pige
maate være stolt af at kalde for sin.
En saa brav, ærlig og smuk ung Mand,
som jeg nogensinde har set — og
saa . . . . naa, lad mig følge Traaden
' i Fortællingen.
Det var altsaa nu to Aar siden,
sidste Julealten.
Det var et Vejr,
som man ikke længe havde havt, selv
paa denne urolige Kyst. Fn vild og
stormfuld Nat, hvor det hvide Skum
piskede op mod Klipperne ogen Larmen
af Bølgerne, naar de styrtede ind over
Skærene og ned i Hulerne ved Klip
pernes Fod. Det var, som om alle
6 A Z E T T ©- N .
Underverdenens Aander var sluppen
ud over Havet.
Paa den Nat strandede der en
Jagt her ude paa Skærene og sønder-
sloges mod Klipperne. Det var skræk
kelig at høre deres fortvivlede Skrig
ombord. De lød ind til os paa Kysten
igjennem Stormens Hvin og Havets
Brølen.
Alle sødygtige Mænd fra
Landsbyen var samlet ved Klipperne,
men der kunde intet gjøres. Det var
rædsomt pinligt at vide, at her for
vore Øjne druknede nogle Medskab
ninger, som vi ikke var i Stand til
at række en hjælpende Haand.
Det
var Fuldmaane, den Nat, og engang
imellem skinnede den igjennem de
forrevne sorte Skyer. Vi saa da et
Stykke Vrag komme drivende ind mod
Land med noget hvidt hængende ved
sig. Da Vragstykket kom nærmere
og nærmere ind til Klipperne, saa
gamle Thomsen, Strandvagten, igjen
nem sin Kikkert, at det var en Kvinde,
som hang ved Vraget.
Hvis hun
endnu var i Live, kunde hun kun
frelses ved, at en Mand maatte lade
sig fire ned ad et Tov, langs Klippe
væggen, for at forhindre at hun hug-
gedes i Stykker paa de skarpe Klippe
rev, som hun drev ind imod. Der
er et lille fremspringende Stenrev,
som lige netop rager op over Vandet,
det kaldes for „Kæmpens Haand“ .
Der maatte en Mand lade sig fire ned
og saa gribe hende i det Øjeblik hun
naaede Revet, før Bølgerne kastede
hende ind mod Klipperne og knuste
hende.
Men selv de tapreste Mænd, Mænd,
som havde levet her paa Kysten hele
deres Liv, og mangen vild Nat staaet
Ansigt til Ansigt med Døden, trak
sig gysende tilbage, da de saa ned
paa „Kæmpens Haand“ , hvor det hvide
Skum hvirvlede op over som en Røg
søjle. Nu og da skyllede saa en stor,
taarnhøj. Bølge hen over det slibrige
Rev med et Bulder, som bragte selv
den modigste af dem til at betænke
sig, før han vovede sig ned paa et
saa farligt Sted.
Vragstykket med
den hvide Skikkelse, som klyngede sig
til det, drev nu nærmere og nærmere
ind mod Klipperne. Da det var en
Hundrede Alen derfra, hørte man en
Stemme raabe:
„Hold Rebet parat, saa skal jeg lade
mig fire ned !“ Det var Harry Smith.
Nr. 26