203 / 326
Nr. 26
Q A
Z,
E T T E N .
203
Ravnen,
fordi
Otto
i
Politiken
havde
skrevet en Artikel om „Skraalet". Herre
gud, det er altid den uskyldige, det gaar
ud over!
. . . . Hvad siger De? . . . . hvilket . . . .
Aa, det Plankeværk der! Det skal jeg
saamænd sige Dem. Det er „Østre-Anlæg",
der skal civiliseres. De har nok hørt
Tale om „Østre-Anlæg". Det kunde jeg
nok tænke. Det er en ganske smuk na
turlig lille Park — Rest af de gamle
Volde, — men mellem os sagt:
altfor
naturlig.
Det gaar ikke an for en Stor
stad. Jeg siger rigtignok med Magistraten:
j
væk med Naturen!
Der er ikke én stor
By i Europa, der har Mage til det Anlæg,
og derfor gaar det skam ikke! Det maa
ændres, civiliseres, abboriseres (De saa
jo Aborreparken før?) — og nu faar vi
da heldigvis lagt et Musæum lige midt i
det. Naar vi saa taar en Gade skaaret
igjennem Resten og Volden sløjfet, saa
bliver det nok saa pænt, at man kan
være bekjendt at vise det til fremmede.
. . . . Den der? . . . . Det er saamænd
en af Magistratens Vandvogne . . . . Aa,
Død og Plage, nu faar vi skam Regnvejr,
og jeg, som er kommen ud med min ny
Silkehat og uden Paraply! De maa vide,
kjæreste Kusine: Magistraten vander al
drig uden mod Regnvejr, ellers forslaar
det ikke, og saa har den dog gjort sit.
Hver Gang det trækker op og Baro
meteret falder over de britiske Øer,
telefoneres der ude fra meteorologisk
Institut ind til Magistraten, som saa straks
kjører frem med Vandvognene . . . . Ja,
kjæreste Kusine, lad os saa bare skynde
os med at komme i Læ, inden Skyllen
er h er!
Otto.
Magnetismen.
giver sig ikke Udseende af, at kunne
gjøre mere, end den i Virkeligheden
kan.
Først da
Galilæi
havde brudt med
Munkene og nær var bleven brændt
for det, var det, at Magneten blev
stillet frem i det Lys, hvori den nok
fortjener at staa.
Men det har dog været vanskeligt
at lade den være, hvad den e r ; det
sidste Aarhundrede har nemlig faaet
„enkelte store Hoveder
1
til at antage,
at Magnetismen skulde have en Del Sød-
skende saasom „
Od11,
„ dyrisk Magnet
isme1
o. s. v.
Det er den
„ dyriske Magnetisme
der i dette Aarhundrede har stukket
sit fæle Hoved frem og givet sig Ud
seende af at være noget helt andet
end almindelig Magnetisme.
En stor Baron har fremsat den
store Paastand, at der ogsaa lindes
noget, som hedder „Od", men det er
igjen noget helt andet end begge de
andre.
Naturlægemethoden helbreder ved
Hjælp af Magnetismen. Det er dog
ganske faa Sygdomme, som kan.
helbredes ved samme.
„ Gazetten “ vil i en Række Ar
tikler holde Læserne å jour med, hvad
der er opnaaet og fremdeles opnaas
ved denne Naturkraft i Retning af at
helbrede. Der vil ligeledes blive ar
bejdet henimod al rydde de taabelige
Overdrivelser om Magnetismens Virk
ning af Vejen, og i en Række sag
kyndige Artikler skal vi vise det me
ningsløse i, ikke at ville slaa „
Od“
og
„ clyrish Magnetisme1
sammen med den
i eneste og virkelig eksisterende Mag
netisme : den
mineralske
, som i sig ind
befatter det egentlige Begreb: Magnet
isme.
Nes Trebla.
I.
Lige fra den mørke graa Oldtid
har Menneskene kjendt Magneten, d.v. s.
ikke som i vore Dage, hvor der frem
stilles kunstige Metalmagneter i alle
mulige Former, men kun som den
forefindes i Naturen, den saakaldte
Magnetjærnsten.
Caldæerne benyttede den i Læge
videnskaben, Fønicierne anvendte den
bl. a. i pulveriseret Tilstand i Farver
o. s. v. Noget forfærdeligt hemmelig
hedsfuldt har der nu al Tid klæbet
ved den, og i Kjærlighed f. Ex. skal
den have udrettet det utroligste. I
Middelalderen var det nok kun Mun
kene, der vidste Besked om Magnetens
gode og slette Egenskaber; thi før i
Tiden shal den ogsaa have afsted
kommet mange forfærdelige Ulykker.
Den har saaledes ofte været Aarsag
til Dyrtid, Krig, Pesiilence og meget
andet. I mange Tusinde Aar var
Magneten saaledes baade ond og god,
men nu til Dags har den forbedret
sig en Del og gjør ikke mere, eller
Af det
kjøbenhavnske Sangerindeliv;
Af
W. Rantzau.
.Ak, husker D u ikke den lystige Tid,
da i K jøbenhavn — — — “
Det er ikke saadan at gaa hen og
skrive hele „Sangens Historie" her i Kjø
benhavn og det er heller ikke min Hen
sigt. Jeg vil bare lave en lille Rev}^ over
alt, hvad jeg har oplevet og hvad jeg kan
huske af Sangerindelivet her i Kjøben
havn i de sidste fyrretyve Aar. Og De
kan være vis paa, at det er ikke saa lidt
endda! De kjender mig jo nok, eller De
kjender mig ikke - det gjør ingen For
skel, vi bliver nok bekjendt efterhaanden
som De læser mine Optegnelser.
Der
er vist mange iblandt Dem, der ligesom
jeg har mange morsomme Erindringer fra
de „gode gamle Dage", som vi ældre jo
plejer at kalde den Tid, der ligger en
30 -40
Aar tilbage i vor Tidsregning.
Der er vist mange iblandt Dem, der
har sværmet saa for den eller saa for hin
af de feterede Skjønheder, som det her er
bleven min Lod at præsentere for dem,
og det vil sikkert glæde mange at se de
gamle kj endte Ansigter i
Gazetten,
efter
haanden som Fortællingen skrider frem
og saa faa lidt at høre om, hvordan det
er gaaet med den eller den — for De kan
jo nok forstaa, at jeg kjender deres Livs
historier og har fulgt dem med Interesse
overalt, hvor de færdedes. Mange af dem
er gaaet under — „nedenom og hjem" —
og mange af dem har det nu godt. Men
bliv blot ikke bange! J e g skal ikke væ re
indiskret. Det er ikke min Hensigt at
skade nogen med mine Fortællinger. Det
er kun Meningen at fremdrage en Række
lystige Scener fra hin l i d — hin glade
Ungdomstid med de mange Illusioner og
de stolte Forhaabninger, Minder, om de
rødmussedeTyrolerpiger, Tallerkenvalsen,
Punchegilderne, Fjasen og Spasen, som
ubunden og uden Frygt for den offentlige
Politiret gav den Tid sit Præg som „de
gemytlige gamle Dage."
Men lad mig vente til næste Gang
med at fortælle om Enkelthederne og denne
Gang kun som Indledning fortælle Dem,
hvad disse Smaaskitzer vil komme til at
handle om. Og lad mig saa se, at De
møder med det rette Variétéhumør, for
der kunde jo let komme noget, som De
maaske saadan ubevidst ellers kunde
„stejle" over.
(Fortsættes.)
N i p s .
Damen lænet tilbage i en Tandlæges
Stol: „O disse skrækkelige Tænger, disse
grusomme Apparater. Tror De ikke, jeg vil
do af Smerte, Hr. Doktor?"
Tandlægen: „Nej, Fru, jeg giver Dem
mit Æresord paa, at De ikke vil fole dem "
Tanden bliver trukken ud. Damen skri
ger af alle Livsens Kræfter:
„Aa, disse nederdrægtige Tænger. De
sagde at jeg ikke vilde fole dem!"
Tandlægen (rolig smilende):
„Ja,
det
! sagde jeg, og det er sandt. Det var lan
den, De folte, og ikke Tangen!"
*
I)en var der alligevel.
Det var i-Tonkin.
Den unge Grev de Terry, som tjente i et
Infanteriregiment som Menig Soldat, fik en
Kugle i Hovedet og blev efterladt som Dod
paa Valpladsen.
En Sergent ved Ambulancen sagde til
en Kammerat, da de fandt ham: „Han der
har faaet nok; man kan se Hjærnen."
Ved disse Ord aabnede den Døende plud
selig Øjnene.
„Kan De se Hjærnen?" spurgte han, „saa
gjør mig endelig den Tjeneste, at skrive det
hjem til min Fader. Han sendte mig til
Armeen, fordi han paastod, jeg ingen Hjærne
havde i Hovedet“