198 / 326
198
G r A Z E T T E
a r .
-V . 5
EnKjøpsel paa Liv og Død.
(Sluttet).
Clara ytrede, at det vel var muligt,
hun tog fejl, omendskjøndt en indre
Stemme sagde hende det modsatte.
„Eller maaske var det den for
drukne Kusk“ , vedblev Horst, „det
Menneske fortjente at blive meldt, thi
Konduktøren har fortalt mig, at han
allerede ved vor Afrejse var beruset
. . . . Naa jeg vil ikke længere staa
og opholde Dem med Snak, De har
maaske noget at ordne forinden Af
rejsen, og jeg skal tilbage, for at se
til min Broder. “
Clara for sammen.
„Atter denne Ly d ! “ sagde hun
halv højt. „Jeg er overbevist om, at
der er nogen, som lurer ved Døren.“
Alexander Horst, som aabnede
denne, overbeviste hende om, at der
ingen fandtes og ligeledes søgte hen
des Moder at bringe hende bort fra
denne Tanke. Men hun blev ved sit,
og en underlig, bange Anelse steg op
i hendes Indre.
Imidlertid begav Alexander sig til
bage til sit lille Værelse, hvor han
fandt sin Broder liggende paa Sengen,
tilsyneladende i dyb Søvn. I Tjeneste
folkenes Værelse fandt han Kusken
liggende paa en Bænk, højt snorkende
og aabenbart saa fuld, at han ikke
kunde bare sig for at smile ved Tan
ken om, at denne Drukkenboldt skulde
kunne ageie Lurer.
Efter en halv Times Forløb bankede
Konduktøren paa Døren, stak Hovedet
ind og meldte, at alt var parat til
Afrejse.
De to Damer forlod deres
Værelse og tog en hjærtelig Afsked
med Madam Jørgensen, som fulgte
dem ud til Vognen og hjalp dem at
stige ind.
Paa Bukken sad en Skik
kelse indhyllet i en Pels.
Begge Damerne undrede sig over,
at Alexander Horst, der ellers havde
vist sig saa galant, ikke var dem be
hjælpelige med at stige til Vogns.
„Det er en underlig Opførsel, hvi
skede Fru Weller til Datteren, „jeg
kan dog ikke frigjøre mig for Tanken
om, at der maa være lidt Hjærneblød-
hed arvelig i den Familie. “
Clara søgte at undskylde den unge
Mand, fordi han ikke var vant til at
være Kusk, og derfor var saa optaget
af sit nye Hverv, at han ikke havde
Tid til at udføre denne Høfligheds
tjeneste . . . .
Vognen fløj allerede med usædvan
lig Hurtighed henad den snedækte Vej.
Men det maatte være en underlig
knudret Vej, thi Kjøretøjet hoppede
og stødte under Farten saa voldsomt,
at man maatte fristes til at tro, det
gik over Stok og Sten. Damerne var
ofte nær ved at kastes ned af Sæderne
ved den voldsomme Støden.
„Synes Du ikke, det er underligt
? 4
spurgte Moderen. „Min Gud, det maa
jo være voldsomme Forhindringer, der
er paa den Vej
. 4
„Aa, det er vel ikke andet end
Snemasser; men har Du bemærket,
hvilken rasende Fart, vi kommer afsted
med
? 4
„Blot den unge Herre er tilstræk
kelig forsigtig4, bemærkede ængstelig
Fru Weller.
Vognen var nu ankommen til et
Sted, hvor Vejen gjorde en betydelig
Svingning, hvilket naturligvis tvang
Hestene til at mindske Farten. Damerne
hørte da Kusken piske paa dem som
en Rasende, for at drive dem fremad
i det skarpeste Trav.
„Hvem skulde have troet, at han
var saa vild
?4
sagde Clara.
„Ja, og hør kun hvor han bander
, 4
tilføjede Moderen. „Det kan umulig
være noget dannet Menneske, som ud
støder saadanne Eder
!4
Uvilkaarlig greb Clara Moderens
Haand og trykkede d<m haardt, thi
hun begyndte at ængstes ved denne
voldsomme Kjørsel. Vognen fløj afsted
og svingede snart her snart der, saa
det var udenfor al Tvivl, at den ikke
kjørte i nogen bestemt Retning. Begge
Damer forsøgte at se ud gjennem de
tilsneede Vognruder, men Mørket for
hindrede dem i at orientere sig.
Vi maa dog nu være i det mindste
Halvvejen fra „Karens Minde
4
til Aal
borg4, sagde Clara, „mon vi ikke
kunne faa givet Konduktøren et Vink
om at Kusken skal holde, for at vi
kan faa undersøgt, hvordan det for
holder sig
. 4
Begge bankede paa den lille Rude,
som vendte op mod Kuskesædet, men
hvor meget de saa anstrængte sig,
kunde de ikke opdage andre paa Buk
ken end den i Pelsen indhyllede Kusk.
Nu gik det ned ad Bakke. Vildere
og vildere susede Vognen afsted. Og
stadig piskede Kusken paa Hestene.
„Der sker nu snart en Ulykke,,
hvis det bliver ved længe paa den
Maade4, sagde Fru Weller, „vi maa
søge at faa fat paa Kusken, hvordan
vi saa skal bære os ad. Hun rejste
sig op, og forsøgte at aabne Vinduet,
men det var fast tillukket, og modstod
ethvert af hendes Forsøg. Saa aabnede
hun Vogndøren paa Klem, stak Hove
det ud Jmen holdt sig samtidig godt
fast, da Vognen slingrede frem og til
bage.
„Holdt! Holdt
!4
raabte hun. „Hvad
er der sket
?4
Har De ikke Hestene i
Deres Magt
? 4
Hvor er vi nu
? 4
„Endnu fem hundrede tusind Mil
lioner Mile fra Aalborg
!4
lød det
med en skarp, skrigende Stemme fra
Bukken.
Begge Damerne udstødte et Skrig
og sank tilbage i Sæderne.
„Gud, Moder! Det er den Van
vittige
!4
raabte Clara grebet af Frygt.
Fru Weller var ikke i Stand til at
svare.
Begge tav som stivnede a f
Skræk. Hvad skulde de gjøre? Der
var ingen Tvivl, om at den Vanvittige
ikke mere havde Magt over Hestene,
Vognen rullede vildt afsted, det mindste
Stød, den nu fik, kunde føre den i
Afgrunden. Katastrofen maatte snart
komme, de ventede den som i Bedø
velse.
Endelig kom den.
Vognen
slingrede som et Skib paa de oprørte
Bølger, saa stødte den mod noget
haardt og væltede ned ad Bakken.
Et frygteligt Skrig lød fra de for
ulykkede Damer inde i Vognen blan
det med en vild, skingrene Latter fra
den Vanvittige. En forvirret Rullen
mellem hinanden — og alt blev stille.
Hverken Fru Weller eller Clara
formaaede i det skrækkelige Øjeblik
at danne sig nogen Forestilling om,
hvad der var sket. Saavel Skrækken