S_Gazetten

Nr. 25

O å S S T T ^ R ,

195

dybt rystede over den Behandling, den

raa Barbar gjør Dig til Gjenstand for.

Skriv snart udførlig til

Din trolaste Veninde

Anna.

Til

Hr. praktiserende Læge Edvard Brandt.

Hillerød.

Højstærede Hr. Doktor!

Ved Nærværende tager jeg mig den

ærbødige Frihed at tilbyde Hr. Doktoren

min ringe Tjeneste. Jeg haaber De endnu

kan erindre min Ringhed fra den Tid,

jeg fungerede som Fuldmægtig hos Deres

afdøde Hr. Fader, Herredsfogden. Den

lille diskret affattede Besvarelse i „Poli-

tiken“s Brevkasse under Mærket E. B. i H.

erindrede mig straks om Dem. Idet jeg

udtaler min oprigtige Beklagelse over det

antydede Forhold, tillader jeg mig at til

byde min Tjeneste til Ordningen af den

tilsigtede Skilsmisse. Fjorten Dage efter,

at De har lagt Sagen i mine Hænder, skal

De være separeret fra Deres Hustru. For

ventende Deres nærmere Ordres tegner

med megen Agtelse

ærbødigst

Johan Stokmann,

Overretssagf.

Fru Emilie Berthelsen,

p. t. Holbæk.

Min elskværdige Ægtehalvdel!

Da Du for nogle Dage siden rejste til

Dine Forældre i Holbæk, for, som Du be

hagede at udtrykke Dig, i nogen Tid at

glemme Dine ægteskabelige Sorger, havde

jeg ikke tiltroet Dig den Taktløshed, at

Du kunde indvie vildfremmede Folk i Din

Fortrolighed. Hvor kunde det falde Dig

ind at henvende Dig til „Politiken" og

gjøre en hel Stab af Medarbejdere be

kjendt med vore ægteskabelige Forhold?

Men aldeles afset fra denne Indiskretion

— hvad berettiger Dig til at afmale For

holdene med saa grelle Farver, at et Dig

fuldstændig ubekjendt Menneske kan føle

sig „dybt rystet ved den blotte Tanke"?

En Ting trøster mig dog, det er, at Du

er kommen mine Ønsker i Møde paa

Halvvejen. Jeg kan heller ikke længere

finde mig i et saadant Samliv og er fuld

stændig villig til at lade mig separere fra

Dig, men jeg er dog nysgjerrig efter at

erfai e, hvad det er for en fuldgyldig Skils

missegrund, Du har at fremføre.

Jeg

haaber, Du viser mig den sidste Tjeneste

ved at give mig Meddelelse herom. Kun

tor at fremskynde Katastrofen ønsker jeg

at Du snart vender tilbage hertil.

Rudolf Berthelsen.

R i m b r e v

til min Yen Hans, paa Landet.

Den, som i et Slags Sahara vader

I kjøbenhavnske Gyder og Gader

I saadan on tyve — tredive Grader

Er sjældent synderlig vel tilmode,

Naar han skal fungere som Føljetonist,

Som flot causerende Ekvilibrist,

Alt paa Pegasen.

For jeg vil være et evigt Asen,

Om ikke mit stakkels, syndige Ho’ede

Er i en ganske besynderlig Tilstand —

Ja som om Hjærnen holdt Vaabenstil-

stand.

Imidlertid har jeg lovet et Brev

Til Fætteren ude paa Landet,

Og derfor jeg skriver, og derfor jeg skrev

Nu altsaa om et og andet.

Der hjælper slet ingen Kjæremo’r !

Man gav sit Løfte og holder sit Ord. —

Theatrene har nu Butiken lukket;

Det kommer mig ogsaa en Smule paa

tvers.

I „National

er der sunget og sukket

Og mukket og drukket —

Forleden det sang paa det sidste Vers.

For

Gliickstadt

er den vist temmelig styg!

For ,,National“ er det „Pech statt

Gliick!“

Men Ferdinand frejdigt siger: „Aa, Sk...

Fallit!

Den har jeg s’gu været med paa tidt.“

Og længe før næste Nytaarsgry,

Elskværdig og flot forfløjen,

Saa lægger Ferdinand op paany,

Saa skyder han Pappegøjen.

Men Fogeden møder maaske som Gjæst,

Saa bli’r det en kedelig

Schytte-

Fest;

I „Store Ravnsborg“ kunde det hænds

Der kommer en Varieté paany;

Men „Lille Ravnsborg“ ved „Assi

stents”,

Den synger iaar sin Svanesang.

Det Samme gjør sikkert „Vodrofslund”

Om en liden Stund,

En Svanesang paa den Melodi:

„Se, hvis Du vil more Dig dolig,

Saa gaar Du i „Ny Tivoli” !“

„Morskabstheatret” paa Frederiksberg,

Det aabned’ i Junis Begyndelse.

Dets Primadonna, en velvoxen Dverg,

Er trivelig, uden Fortyndelse.

Men vi tør sige uden Forsyndelse

Mod Sandheden, som vi agter:

Fru Christensen

med de grinagtige

Fagter,

Hun er just ingen Kostforagter,

Kan man forstaa;

Nærmest hun ligner en lille Slagter

Med Skjorter paa.

Og Benene spjatter, og Ojnene driller

Og fængsler Kikkert og Næsebriller;

Robust og energisk hun tager fat.

Men der, hvor

Anna Christensen

spiller,

Ja, der, tør jeg sige saa roligt, at

Ej Huset og Stykket er

tyndt

besat.

Se det, Ven Hans, var nu det Dra

matiske

For i Sommer.

Ifald Du vil, til det Akrobatiske,

Man kunde sige: den herostratiske

Kunst vi kommer.

Se „Cirkus Buscli” er jo kommet hertil,

Helt flink i al Slags Beriderspil.

Modtaget blev den med aabne Arme

Og med en ganske umaadelig Varme.

Men Varmen den var dog lidt for stærk,

Den fast ruinered’ det hele Værk.

Aa! hvor vi svede

I denne Hede

Inde i Cirkus — Føi for den Lede!

Den er som et romersk Tepidarium —

Maa jeg saa be’e om et Taarbæks-

akvarium

Og Skjønhedskonkurs hos Hr.

Hohlen-

hery

Og om Aftenen ind i Tivolenberg.

For der er saa køligt, og der er saa

rart.

Og nu er jo Aktierne kommet i Fart.

Ja, naar vi siger, de kom igang,

Saa ved vi jo nok, ja, det er klart!

Det var et Familiearrangement.

Det smager af Fart, og det er saa rart,

For hvad der er tjent, se, det er jo

spart,

Og Enhver har jo faaet sin Broder

part.

Med Hensyn til Varmen, som før jeg

berørte,

Saa er den saadan ligefrem smeltende.

Ude paa Fælleden, som jeg hørte.

Ser man skarevis styrte Heltene.

I Regelen — det forstaar sig, min

Ven! —

Saasnart de har svedt a’,

Einheriar lig staa de op igjen

Saadan benåd Middag.

Og tappert trave de hjem til Kasernen,

For at svede om Aftenen i „Aften

stjernen” .

Selskabet for at beskytte Dyrene,

Hestene, Hundene, Køerne, Tyrene,

Hopperne,

Lopperne,

Ih, Du Alstyrende! —

Har et ganske enormt Postyr.

For at beskytte de stakkels Dyr.

Vandbeholderne, dem skal der Is paa,

Det sætter Hundene særlig Pris paa.

Det klarer Forstanden,

Gi’er Blod paa Tanden —

Ja, fy for Fanden!

Thi livligt halser de ned ad Gaden

Til Skræk for Staden

Og vælter Damer paa Promenaden

Og raaber Hurra — sikken et Sjov!

Selskabet leve! Vovvov! Vovvov!

Det er de Herrer Hundes private Me

ning,

Kikket være den philokyne Forening!

Forresten saa ved jeg nu ikke andet

End at

U lf Hansen

skal være strandet

I Hamborg, muligen i St. Pauli —

Det kan man kalde at gaa lidt lovlig

Tykt og rigtig korrekt i Vandet.

Naa! tørste Gang, det er det nok ej,

At Familien var paa den Galej. —

Ja; nu, min kjæreste, bedste Hans!

A jour det er Du nu hertillands

Og det saavel tillands som tilvands.

Og derpaa jeg haaber at være vis,

At Hansemand, han er veltilfreds.

Snart skal Du da høre igjen

Fra Din Ven,

Din gamle, gemytlige Kjærne-

Svend.