S_Gazetten

© a

n .

En Kjørsel pa Liv og Død.

(Fortsat).

Kusken og Konduktøren søgte at

orientere sig men det var saa mørkt,

at man næppe kunde se Træerne langs

Vejen, og Sneen pidskedes i hele Skyer

mod Vognruderne.

Saa blev Vogndøren lukket op, og

Konduktøren viste sig med en Haand-

lygte.

„Mine Damer og Herrer“, sagde

han, „vi kan ikke kjøre videre. Det

er en slem Historie

„Hvad, kan vi ikke komme videre? “

spurgte Fru Weller.

„Vi kan dog

virkelig ikke overnatte her, midt i

Sneen

„Med Forlov, Konduktør“ , spurgte

høfligt og resolut Hr. Alex, „i hvilken

Egn befinde vi o s ? “

„Ka, saa ganske nøje kan jeg ikke

sige det, min Herre, men saa meget

ved jeg, at til den nærmeste Station

er der en god Mils Vej; noget ud til

Siden herfor ligger der et ensomt lille

Hus „Karens Minde“ , det kan ikke

vare mere end et Kvarters Tid at

naa derhen, og det er let at finde, da

der er plantet Buske langs Markvejen,

som fører derned. “

„Karens Minde, det er fortræffe

lig t! “ raabte glad Alex, „jeg kjender

godt Beboerne. Kan De kjøre os der

hen, saa at vi i det mindste kunne

faa disse Damer godt anbragt for

Katten.*

„Javel, det kan let lade sig gjøre,“

svarede Konduktøren. Nu er Klokken

halv syv, Klokken ni maa vi kunne

være der.“

Medens Konduktøren talte, udstødte

Alfred i Søvne et Slags Grynten eller

Klagen.

„Er den anden Herre syg ?“ spurgte

Konduktøren, idet han rakte sin Lygte

ind i Vognen og saa sig om.

„Hvad kommer det Dem ved?“

svarede Alex kort. „Lad os nu ikke

spilde Tiden med unyttig Tale, men

kjør os saa hurtig som muligt til

„Karens Minde“ !‘l

Kunduktøren trak sig forlegen til

bage og lukkede Vogndøren. Passa

gererne hørte ham kort efter kalde

paa Kudsken flere Gange.

Denne

svarede med lallende Stemme nogle

uforstaaelige Ord. Vognen bøjede nu

af fra Hovedlandevejen, og inden en

halv Time var Maalet naaet. Ejer-

inden af Huset var en godmodig gam

mel Enke, som modtog sit uventede

Besøg med stor Forekommenhed; men

da hun først rigtig saa, hvem det var

og gjenkjendte Alexander Horst, hos

hvis Forældre hun havde tjent, kjendte

hendes Glæde over Gjensynet næsten

ingen Grænser.

„Men Gud dog, Hr. Alexander,

hvor kommer De fra i saadan en Nat?

Og Deres Broder er med, hvad skal

det dog betyde? “ raabte den gode

Kone, plaget af en højst undskyldelig

Nysgjærrighed.

„Det skal betyde, Madam Jørgen

sen, at vi var bleven siddende i Sneen

paa Landevejen, hvis vi ikke var søgt

herud til Dem. Lad mig nu se, at

De kan gjøre det saa bekvemt som

muligt for disse Damer, f. Eks. i den

blaa Stue. Og lad os saa se en Prøve

paa, hvad Deres Kjøkken og Spise

kammer formaar

. 1

Med et stumt Buk overfor Damerne

stak han derpaa sin Arm ind under

Broderens og begav sig med ham til

et afsides liggende Værelse, medens

Kusken sørgede for at bringe Hestene

i Stalden og Konduktøren listede ind

i Kjøkkenet.

Madam Jørgensen førte begge

Damerne til det omtalte blaa Værelse,

som var godt opvarmet og hyggeligt

møbleret efter landlige Forhold.

„Vær nu saa god at tage Tøjet

af, mine Damer, “ sagde den gamle

ivrig, „ssa skal jeg straks sørge for

en lille Anretning og en kraftig Kop

Kaffe, som jeg antager, at De ikke

vil have noget imod efter en saadan

Kjørsel. Og et Par gode Senge har

jeg ogsaa, da De vel ikke tænker paa

at kjøre videre? “

Madam Jørgensen vilde derpaa

fjærne sig, men Fru Weller besad

naturligvis en vis Grad af medfødt

kvindelig Nysgjærrighed og kunde ikke

undlade at forhøre sig om, hvem de

to unge Herrer var, som hun havde

rejst sammen med.

„De kjender altsaa de to unge

Mænd?“ spurgte Fru Weller med det

mindst mulig paafaldende Anstrøg a f

Nysgjærrighed.

„Ja, naturligvis kjender jeg dem“ ,

svarede Madam Jørgensen, „de er jo

opvokset under min Varetægt ; jeg

har været deres Amme.“

Begge Damerne udstødte et lille

Skrig af Overraskelse ved denne Efter

retning.

„Naa, da er de to Herrer vel her

fra Egnen ? “ spurgte Fru Weller for

sigtig. „Vilde det være et Brud paa

den Diskretion, De skylder dem, at

sige mig, hvem det e r ? “

„Aldeles ikke“ , svarede Enken nø

lende.

„Undskyld blot et Øjeblik,

medens jeg gaar ud i Kjøkkenet, for

at besørge det fornødne til Dem

de to unge Herrer. “

Hun gik og Fru Weller antog, at

hun ved sin Bortgang søgte at undgaa

en Besvarelse, noget som hendes Dat

ter Clara fandt var fuldstændig i sin

Orden.

„Og dog vilde jeg gjærne havt at

vide, hvem det er“ , vedblev Moderen,

den ene, som jeg vil betegne som den

Fornuftige, er meget smuk men kold

som en Istap. “

„Nej, Moder, nu er Du igjen for

stræng i Din Dom.“

„Eller som et Marmorbillede — om

Du vil.

Hvad den anden angaar,.

barmhjertige Gud, jeg tænker endnu

med Gru paa ham.“

„Du overdriver maaske ogsaa her,

Moder!“

„Jeg har set nøjere end Du, Clara..

Husker Du ikke, hvor han snakkede

om de Hundredtusind Mil? Ligesom

den første den bedste Forrykte i en

Boman. “

Madam Jørgensen kom nu tilbage

og hindrede en videre Udvikling af

denne Samtale. Hun dækkede Bord

og undskyldte sig, hvis hun havde

ladet Damerne vente for længe; men

hun havde ogsaa maattet sørge for

Konduktøren og Kusken, da de mente,

at man snart kunde kjøre videre. Hr.

Alexander havde sagt, at han meget