278
©
A,
S-
E>
T
T- EJ 3M.
Nr. 35
Københavnske
Originaler og Folketyper.
VIL
„Professor4 Andersen Bang.
Han er en lille Mand med gulligt,
rynket Ansigt, smaa Øjne og Fuld
skæg. Paa hans Næse dingler i Reg
len altid et Par blaa, Lorgnetter;
iøvrigt er han tarvelig, men proper
paaklædt.
Det er et halvt Aars Tid siden, at
den, som skriver dette, første Gang-
talte med „Professoren".
Det var j
paa et herværende Redaktionskontor; |
„Professoren" kom for at faa et
Opraab til sine Medborgere om
at deltage i et stort Handelsmøde,
han vilde afholde i „Thalia", ind
rykket i Bladet. Opraabet var et
af de kuriøseste Aktstykker, jeg
nogensinde har set; det var skre
vet i et underligt Sprog, med en
endnu underligere Orthografi, og
indeholdt Oplysning om alle de
mærkværdige Ting, „Professoren"
vilde tale om, samt den Bemærk
ning, at „Saul“ vilde komme til
Stede for at imødegaa „Profes
soren1^ Udtalelser.
Endvidere
indeholdt Opraabet „En Rede
gørelse" om Sognefogden i N— ,
„der har -beskyldt mig (Profes
soren) for Tyveri". „Redegørelsen"
var saa forvirret og meningsløs,
at det var umuligt at faa noget
fornuftigt ud af den. Senere, har
jeg erfaret, at Historien om „Sogne
fogden" er en Tap, om hvilken
„Professoren“ s Tanker meget ofte
drejer sig; derfor antager jeg og
saa, at der ligger noget positivt
til Grund for den. — Samtidig
med, at Professoren vilde have sit
Opraab i Bladet, vilde han gærne
sælge nogle Billetter til Mødet.
Vi købte selvfølgelig nogle og fik saa
i Tilgift en Forklaring om „Profes
soren" s „Venner" og „Fjender". Med
det sidste Ord betegner han Stam-
publikum’et ved sine Møder, alle de,
som vil lave Sjov og afbryde „Profes
soren “ s Tale.
Til den fastsatte Tid stillede jeg
i „Thalia" for at overvære „Handels
mødet"; Lokalet var aldeles mørkt,
og
kun en eneste var tilstede, nemlig
„Professoren" selv, der nufungeredesom
Kontrollør og stod ved Indgangen for
at tage mod Billetter. Der forløb en
halv Times Tid, saa begyndte Folk at
komme; først nogle nysgærrige samt
et Par Referenter fra Smaabladene,
og endelig tilsidst hele Stampublikum’et,
en 20— 30 Mennesker af forskellig
Alder og Livsstilling.
Med megen
Fortrolighed trykkede de alle „Pro
fessoren “s Haand og opfordrede ham
til at begynde paa Foredraget. Men
„Professoren" protesterede paa det
kraftigste; Lokalet maatte først beta
les, thi før vilde Værten ikke tænde
Gassen. En høj Hat „gik paa Om
gang", og da den fornødne Sum paa
denne Maade var skaffet til Veje, be
gyndte „Oplysningen", idet Gassen blev
tændt, og „Professoren" gjorde Mine
til at tage fat paa sin Tale. Han
stillede sig op bag Skranken og
halede et Ark hvidt beskrevet Papir
op af sin Frakkelomme. Tilhørerne
var imidlertid bievne bænkede og havde
rekvireret Drikkevarer, og en af „Pro
fessoren1^ „Venner" sendte en Bajer
op til ham.
Saa begyndte Bang at oplæse'noget
„Professoren" hen i den bekendte Be
værtning, hvor det mærkelige „Han
delsmøde" blev fortsat til langt ud
paa Natten, og hvor man saagar fik
„Professoren" til at synge.
Stundom gaar det endnu lystigere
til ved Andersen Bangs Møder.
Ved et Møde, som han afholdt i
fri Luft en Gang i Sommer, løftede
saaledes fire Medlemmer af Forsam
lingen Talerstolen, paa hvilken „Pro
fessoren" stod, op paa et fladt Tag,
hvorfra han saa fortsatte „Foredraget"
under stormende Jubel. — — — —
sært meningsløst Tøjeri, der behandlede
alt muligt og umuligt. „Professoren"
talte om Tolden paa grøn Sæbe, om
svenske Malkepiger, om Jordemødre
og om Forsvarssagen.
Men næppe var han begyndt paa
sit Foredrag, førend der opstod et
voldsomt Spektakel nede i Salen: man
afbrød ham hvert Øjeblik med Vitzer
og Brandere, stundom saagar med en
Sang, man rettede de mest utrolige
Spørgsmaal til ham, og han besvarede
dem alle paa sin underlige Maade og
med sin ejendommelige Stemme. Til
sidst gik Spektaklet over alle Grænser ;
to Mand greb „Professoren" og bar
ham i Triumf gennem Salen, idet
største Parten af Forsamlingen sang
en Vise om „Skrutten" (saaledes kal
des han ogsaa). Visen afbrødes af
Raabene „Til Kridtpiben! Til Kridt
piben!" og saa. slæbte Forsamlingen
Andersen Bang hører til samme
Arter af Originaler som den i forrige
Nummer omtalte „Digter."
Ligesom han vil „Professoren"
udrette noget stort og godt; han
vil reformere Samfundet, han vil
virke til Vel for sin Næste, kun
mangler han Ævner dertil. Sand
synligvis er det to Egenskaber, der
har været Drivkraften i ham :
Menneskekærlighed og Ærgærrig
hed.
Den sidste har endogsaa
været særlig stærk hos ham. Han
har
villet
noget, han har sat sig
et stort, uopnaaeligt Maal, og da
han ikke har kunnet opnaa at
blive
det, hvorefter han stræbte,
saa har har han indbildt sig at
være
det.
Saa er han ligesom
„Digteren" faldet i „Boheme-Klør",
og Bohemerne har bestyrket ham
i hans Indbildning. Hans Fan la
sier om at være „Professor" har
saaledes udviklet sig lidt efter lidt
til den fikse Ide, at han var det.
Vi kender ikke stort til hans
Historie.
Man siger, at han en Gang i
Fortiden skal have været Mur
arbejdsmand, samt at han for
Tiden tjener sit Brød ved at agen-
tere. Han er ugift og bor nok
et Sted ude i Nansensgade.
Men hvor den sære Reformator
ellers opholder sig, og hvorledes han
lever, ved man ikke.
For Publikums Øjne træder han
kun frem, naar han i Smaabladene-
udsteder sine pompøse Opraab „Til
Kjøbenhavns IndbyMære", eller naar
han afholder sine mærkværdige Llan-
delsmøder.
C i r k u s B u s c h .
I Cirkus Busch optraadte i Ons
dags for første Gang tvende danske
Athleter, Brødrene Appel, i deres, som
det hed paa Plakaten, „storartede
athletiske Præstationer. De viste sig
da ogsaa at være to stærke Mænd,
der knnde løfte Jærnlodder af betydel/e
,dt,




