S_Gazetten

282

f S I .

Nr. 36

T E A T R E N E .

Fo l keteat ret .

Haandværkerliv.

Det bliver Hr. Carl Lund, som

skal skaffe Hr. Abrahams hans til

Dekorationer udlagte Penge tilbage —

saa kan det endda gaa lige op. Thi

det kan ikke skjules, at selve Stykket

er for ferskt selv for det jævne Pub

likums Smag.

De Herrer Teater

direktører bør i det hele taget ikke

glemme, naar de gaar tilbunds i Ar

kiverne med den Hensigt at lokke

Galleripublikumet — som ogsaa kan

træffes i Parkettet — til Kassen, at

ogsaa dette Publikum har sin Udvik

ling, at det ikke bestandig bliver

staaende paa Traditionerne fra Abso

lutismens Tid, at Zolas Roman, gennem

Føljetoner spredt over Tusinder af

smaa Hjem, har gjort Menigmand mis

tænksom overfor den gamle Folke

komedies naive Psykologi med dens

kulsorte og englehvide Karakterer. —

Dertil kommer, at det komiske Ele

ment, som skal forsone den tænkende

Tilskuer med al den kvalmende Brav

hed, her kun er spinkelt.

Det var ikke godt, om et Personale

som Folketeatrets .ikke magtede en

saadan Opgave som en Leg, men der

vil dog være Anledning til at frem

hæve enkelte. Først Hr. Ring som

Flindt. Den unge Skuespiller, der

nærmest vil mindes som den ubehage

lige corpus juris i „Nøddebo“ , gør

virkelig paa mange Steder den umu

lige Murersvend menneskelig.

Han

minder mere end nogen anden om

Stigaard. Et kønt, elskværdigt Ydre,

et klangfuldt Organ og et sjælfuldt

Blik. Han mangler Stigaards umiddel

bare Djærvhed, men har til Gengæld

et Skælmeri, som hin manglede. Hr.

Kolling, som i rørende Roller let bliver

træt, faar Lejlighed til udmærket Spil,

hvor han, forfjamsket over sine Tal, I

søger Raad hos Flindt. Hr. Berggreen

er fornøjelig som den friske Bonde

knøs, hvorimod Hr. Hellemanns Intel

ligens har hindret ham i at give sig

fuldt ud hen i sm Fisk af en Skurke

rolle.

Hr. Ahrahams, som i Fjor høstede

saa ringe Udbytte af sin morsomme

Opførelse af „Hr. Pickwick", og sin

mindre morsomme „Revisor", har i

Aar til Gavns villet vise os vore egne

Vinduer. Ikke mindre end fire nye

Dekorationer af bekendte Partier af

København, hvoraf navnlig Frederiks-

holms Kanal i Maaneskin synes at

tage Publikum paa det ømme Sted. De

bedste er nu iøvrigt Tagdekorationerne

med en vid Udsigt over København

og et meget morsomt Perspektiv over

Nabohusenes Tage, samt en ældre,

forestillende Antoniestræde ved Natte

tid. Den rummer en ganske vidunderlig

lun Sommernatsstemning.

Dagmarteatret

aabnede i Lørdags sin Sæson; men

længe forud har det litterært dannede

Publikum haft sin Opmærksomhed hen

vendt paa Teatret og dets tre unge,

energiske Direktører.

At opholde os

længere ved disse, er vel overflødigt,

da der alt er talt og skrevet saa meget

om dem; vi skal derfor indskrænke

os til følgende:

Hr.

Karl Mantzius

er den ældste

af de tre.

Han er Søn af afdøde

Skuespiller Chr. M., født 1860 i Køben

havn. 1878 blev han Student, stude

rede nogle Aar Filologi og opholdt sig

en Tid ved Universitetet i Paris. I

1883 debuterede han paa det kgl.

Teater som Jeronimus i

Erasmus Mon-

fan us

og har siden paa denne Scene

vundet et godt Navn som Skuespiller,

navnlig i klassiske Lystspilroller. Ved

Slutningen af forrige Sæson forlod han

det kgl. Teater for at gaa til Dag

marteatret, til hvilket han i Fjor be-1

arbejdede Farcen

Dr. Jojo.

Hr.

Julius Lehmann,

Søn af Oberst

L., er født 1861 i København. 1878

blev han Student, studerede tysk Sprog

og Litteratur og tog 1885 Magister

konferencen i Tysk. Han har en Tid

virket som Musikanmelder ved et Par

herværende Dagblade og fik i Sæsonen

1883— 84 en Proverbe

Afdansning

ført paa det kgl. Teater. Senere har

han bl. a. leveret forskellige Over

sættelser til dansk Folkebibliotek og

Oversættelsen

Jephtas

Datter

til

Dagmarteatret. Ved dette var han

i Fjor af Cetti engageret som Scene

instruktør, og da Cetti gik fallit, blev

han selv Teatrets artistiske Direktør.

Hr.

Riis-Knudsen,

den yngste af

de tre, er født 1863 og Søn af af

døde Proprietær J. Knudsen til Blid-

strup paa Mors. Han er cand. phil,

og ejer en betydelig Formue. Under

Titlen „

Højrepressens litterære K ritik 1

udgav han i 1885 en Pjece, der vakte

ikke ubetydelig Opsigt ved den Hen

synsløshed, hvormed Forfatteren, der

betegnede sig som uafhængig Højre

mand, huggede ind paa begge de po

litiske Partier. I Fjor begyndte han

Udgivelsen af Fjortendags- Skriftet

„Litteratur og Kritik/1,

hvori han djærvt

kæmpede for Genfødelsen af den gamle

romantiske Komedie. Det samme For-

maal er det vel, der har drevet ham

til i Aar leje Dagmarteatret og sætte

sin store Formue og betydelige Energi

ind paa at naa det.

Alt i alt ejer Dagmarteatret —

og ikke mindst i sine tre, hver for

sig særdeles godt kvalificerede Direk

tører — Chancer som næppe nogen

anden københavnsk Teaterscene; og

enhver Ven. af god Skuespilkunst med

giver det og dets unge Direktion sine

bedste Ønsker om Held og Fremgang

paa dets nye Bane.

Dagmarteatrets Første-Forestilling

blev nu ingen ubetinget Succes. Pres

sen har med mer eller mindre Hen

synsfuldhed sagt det, og Publikum,

som véd, hvad det skylder sin gode

Smag, har holdt sig noget køligt til

bage. Kan hænde dog, at Publikum

gør Uret heri, ikke blot mod Forfat

teren og den unge Direktion, men

ogsaa mod sig selv. Lad saa være,

at Skyggen over Esthers Person ikke

bliver ldarere ved Opførelsen, at en

enkelt Scene — f. Ex. Tableauet

med de dødes Kirkegang — under

Rummets Tryk synes fattig mod, hvad

vor Fantasi ved Læsningen udmaler

sig, der kommer dog saa store Skøn

heder til deres Ret gennem den dyg

tige og pietetsfulde Fremstilling støttet

af et Udstyr, som ikke er en For

nærmelse mod den gode Smag, fordi

det dækker over et Intet, at Publikum

vel bør lette paa Hatten og træde

ind her, hvor den gode Kunsts Aand

svæver over Vandene. Og den Til

skuer, hvem den taagede Romantik

falder for stærkt for Brystet, vil finde

sig mere end trøstet ved Gotfred Spring-

forbis haandgribelige Livsglæde og

lystige \iser. Iscenesættelsen er gen-

nemgaaende fortræffelig. En ganske

fortræffelig arrangeret Scene er det,

hvor Gotfred Springforbi i Værtshuset

bringer sin Gruss. Spil, Sammenspil,

Farver og Komposition smelter her

sammen til et udmærket morsomt Bil

lede.

Og i den dejlige natlige Scene

paa Kurts Kammer lykkes det med

saa lidt som en fortræffelig Belysning

i at fremtrylle en fin og diskret Stem

ning. Blandt alle de spillende lyser

Hr. Karl Mantzius som Gotfred Spring

forbi. Lad saa være, at vi ved Læs

ningen tænker os denne farende Svend

noget anderledes, friskere og mere

bredmundet kaad. Hr. Mantzius har

efter sin Individualitet dannet en

karakteristisk og fortrinlig gennemført

Skikkelse. Man beundrer hans Deklama

tion, enestaaende Replikbehandlig og

den ypperlige Skole, som lader hans af

Naturen noget tørre Organ paa en

Prik give Udtryk for Stemningens

Nuancer. Hans Foredrag af Gotfreds

dristige Viser er baaret af en sjælden

musikalsk Intelligens, udmærket poin

teret og just saa frivolt, som et køben

havnsk Teaterpublikum kan taale det.

Ingen farligere Følgesvend kunde Kurt

i Hr. Vilh. Viehes Skikkelse faa med

paa Vejen. Denne Skuespiller, som i

Ydre og Organ medbringer saa ud

mærkede Betingelser for Kurts Rolle,

har just, hvor store Fremskridt han