286 / 326
288
G i k Z B T ^ E N
Nr. 36.
Uge-Revue.
Hvis det var saaledes indrettet ber i Ver
den, at man kunde vælge, hvad man vilde
være, saa védjeg nok, hvad jeg ikke vilde være.
Først og fremmest vilde jeg ikke være
Uge-Revy-Forfatter.
Jeg ser nok i Bladene, at Urtekræmmerne
er kommet til den Erkendelse, at de bestiller
altfor meget; nu skal de allesammen have
lukket Butiken saa tidligt, at de kan være
i Seng Kl. 9.
Det er tydeligt nok, at de Godtfolk ikke
véd, hvordan en anden én har det. Saadan
noget som at sælge en halv Fierding Cicho-
rie, veje et Pund grøn Sæbe af, sige hvad
Klokken er, laane Adresseavisen ud og give
Penge igen — det er en hjæinestyrkende
Beskæftigelse, der i det højeste kan afsætte
et Par bulne Fingre.
Men en Uge-Revy-Forfatter! Hvornaar
harhansTankerFred, naarharhans Sjæl Hvile?
Aldrig! Aldrig sover han, og aldrig hviler
han. Han kan ligefrem ikke, fordi han evig
og altid har sin Uge-Revy i Tankerne. Men
er det saa ikke saa saare naturligt, om hans
forpinte Hjærne saa smaat tænker paa ogsaa
at lukke Butiken, og det baade før og efter 9.
En Uge-Revy-Forfatter kan jævnlig have
det, jeg tror, man træffer Hovedet paa Søm
met, naar man siger: omtrentlig som
Magasin
du Nord
i denne Tid.
Nemlig mangle „gode Ideer.“ Men der
er den Forskel, at medens han i den Anled
ning gaar melankolsk rundt *og i sin For
tvivlelse lader Skægget staa, sætter Wessel-
& Yett et Par meget gemytlige Ansigter op
og averterer om det i alle Blade.
Jeg har ellers et Par Ideer, om det ærede
Firma kan bruge dem. Jeg har blandt andet
tænkt mig, at der maatte kunne laves en
fiks lille Genstand, der ikke løber for højt
op, et Slags nyt Drillespil, der viser, hvordan
Silke biner til Twist og Twist til Silke.
Ærede reflekterende bedes henvende sig
hos
Petersen,
hedder det i Annoncen. De
kender vel
Petersen ?
Det er besynderligt, som det kan gaa.
Nu er jeg i denne Uge stødt ikke mindre
end to Gange paa det Navn. Først sum
den, der er villig til at modtage de gode
Ideer, de to idéforladte Magazin du Nord-
mæ'ni ikke selv kan finde paa, dernæst som
den, der har faaet Med&ille i Paris.
Det meddeltes virkelig til min store Glæde
og Overraskelse i et Telegram, at
Petersen
havde faaet Sølvmedaille, Petersen slet og
ret, Petersen uden Forbogstaver, Titel eller
Næringsvej, Petersen i al Almindelighed.
Hvem den Petersen er, kan der vel mellem
oplyste Mænd og Kvinder ikke være Tvivl om.
Men skulde de tilfældigvis ikke vide det,
saa gør det heller likke saa nøje.
Muligt
er det jo ogsaa, at Pariser-Dommerne ikke
liar villet hædre en enkelt Mand — den ene
Petersen er vel ogsaa lige saa god som den
anden — menhar søgten Form, hvorunder den
kunde hædre hele den samlede danske Nation.
De har været saa heldige at finde denne
Form i
Petersen
, der ligervis som Bethel-
skibet, Hesten, Tivoli og Magistraten hører
til vore nationale Ejendommeligheder.
Der findes vel med et rundt Tal omkring
71,349 Mennesker i Danmark — Børn og
militære iberegnede — der bærer det stolte
Navn. Og naar nu
Petersen
har faaet Sølv
medaille i Paris, har saa ikke hver enkelt af
de 71,349 Lov til at glæde sig over, at just
han
er blevet hædret?
Jo, Paris har ikke paa nogen galantere
Maade kunnet vise Danmai’k sin Sympati.
Det er ligegodt kønt at faa lidt Aner
kendelse fra Udlandet. Det tyder dog paa,
at vi set i Frastand ikke er saa fjollede endda.
Nær ved kan vi jo være slemme nok at
se til. Men lad os prise vor Lykke, at ikke.
Udlændingene har hørt noget om, at vi
spilder vores meste Tid med at begaa Selv
mord,med at fejre kongelige Skuespilleres
Jubilæum— det er regnet ud, at Schrams
Jubilæum i Torsdags var det 7de, han har
holdt — og med at læse alle de Artigheder,
Bladene har at opvarte hinanden med.
Som nu det store
S
og den lange Robert.
Hvor kan de ellers taale-
lig netteMennesker blive
ved med de fæle Bue
strøg?
Skal Musikere
skændes, er det natur
ligvis rigtigt nok, at
det bliver efter Noder,
men denunderlagteTekst
de læser hinanden, kunde dog nok være lidt
mere varieret. „Gammel Nar", og „ormstuk
ken Gnavpose", „Mester Jakel“ og „Løgn
hals", det er dog, naar alt kommer til alt,
kun forskellige Udtryk for ganske det samme.
Hvorfor taler S og R i Gaader, hvorfor
ikke tale lige ud af Posen? Vi er jo dog,
selv om Solen vil bilde os noget andet ind,
nær ved det Tidspunkt, da Bladene falder,
og naar de først falder, saa kan de vanskeligt
undgaa ogsaa at falde over hinanden.
Men hvad i al Verden kommer det os
ved, at Alberti eller Noach eller en anden
Hædersmand ikke kan finde Balancen? Naar
man er saa livlig, som d’Hrr. er til at give
hinanden en Omgang, er det ikke saa under
ligt, at det kniber med Balancen. Men stygt er
det at se dem vælte den ene Smørfjerding
efter den anden over hinanden, og det er til
at blive gal over ovenikøbet at se Hans
Knudsen blande sig i det.
Herregud, den Knud
sen skal ogsaa stikke
sinNæse allevegne. Først
fik han sit Fedt hos
Thor i Tivoli, nu faar
han Smør af Noach.
Kan han dog ikke
blive fornuftig og huske, at han kun er beret
tiget til at kvittere for Annonceregningerne?
Nej, saa priser jeg Bolette. Hun er just
én af mine. Det. er en „Hvad-vi-vil-Kvinde"
af rette Slags.
Hun kan ikke alene slaa et Brød, men
ogsaa en Forretning op, og det bare ved at
slaa en Rude ud. Det lyder som ingenting,
men ligesom alle Mennesker kunde gøre
Kunsten med Ægget, efterat Kolumbus havde
hvor hun paa én
gjort det, saaledes er hun ogsaa paa sit
Felt Banebryder.
Det er noget nær
Idealet af et Brødudsalg,
hvor Politiet maa stille
Kunderne i Kø, hvor én
5-Øres Kage gaar i 50
Øre og en Halvskilligs
Krydder i 25, hvor hun
skummer Fløden bare
ved at sælge Mælken, o
Dag stryger en Kage saa flot som nogen fin
Konditor.
Bolette er brillant, hvilken Dom man
saa end vil fælde over hendes Jomfru.
Jeg véd i øjeblikket ingen, jeg skulde
sætte højere end hende.
Frk. Hartmann
højere — nej, dcg ikke, det vilde gaa for
meget ud over Dagmarteatrets Soffiter.
Der kunde egentlig kun være Tale om
Fru Gjørling, der efter sin Proklamation har
faaet en egen Glorie om sig. Det vakte
sandelig min Forbavselse, at Folk efter den
ikke var rent gale efter at komme til
„Esther". Skulde det være Proklamationen,
der gjorde hende til „Vandgangenes Datter" ?
Og jeg, der troede, at man vilde have
løbet efter hende, som hendes tre Direktører
løb efter hende forleden under en Prøve, da
Drachmann havde ladet Tungen løbe løbsk
og sagt nogle Ord om Fru Gjørlings Esther,
der ikke var bare Kompliment.
Ulykken vilde da, at Fruen, der sad bag
ved den uforsigtige Digter, hørte det, fo’r
i Vejret, tog sit pæne Overtøj og styrtede
afsted, efterfulgt af baade Riis-Knudsen,
tf ot.
« .
g
.
f i t ,
Lehmann og Mantzius. Det lykkedes den
med de længste Ben forsynede at indhente
hende ved Boulevarden, og den vrede Frue
blev atter forsonet.
Anbelangende de tre Herrer er de nok
ellers for Tiden i Færd med at finde et
Fællesnavn, de kan optræde under 6om
samlet Direktion. Navnet er endnu ikke
fundet, men saa meget er vist, at fint skal
det være.
De kommer forresten rigtig udmærket ud
af det Bammen. Den ene gør ingenting uden
den anden og tredie, den anden rører sig
ikke, uden at den første og den tredie ogsaa
er i Bevægelse, og den tredie optræd er
ganske paa samme Maade overfor den første
og anden.
Som Exempel paa det nydelige Forhold
kan blot nævnes, at naar Direktionen er
samlet for at skrive et Brev, saa er de enige
om at skrive det, men Eiis-Kuudsen lægger
det i Konvolut, Mantzius spytter paa Gum
mien og Lehmann sætter Frimærke paa.
Er det ikke kønt?
Puk.
Redigeret af
Th. N. Wisholm.
Expedition: Klosterstræde 22.
Trykt hos Philipsen & Co. og i
Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. K.