S_Gazetten

294

Et Offer!

K ø b e n h a v n er b i l l e d e

W. I. S. Holm.

(Eftertryksretten forbeholdt.)

(Fortsat).

Hendes Barneliv blev alligevel fat

tigt. Hun havde hverken Veninder

eller Legesøstre eller Omgang med

andre Børn. Moderen sluttede hende

inde hos sig og kunde ikke et eneste

Øjeblik undvære hende. Da hun naa-

ede Skolealderen, overtog Moderen

hendes Undervisning, Hun havde selv

faaet en god Opdragelse og var i Be

siddelse af ret omfattende Kundskaber,

og disse søgte hun nu at bibringe sin

Datter. Mens Naalen rask gik ud og

ind, ført af de flittige Fingre, sad

Anna med sin Lektiebog i Haanden

paa en Skammel ved hendes Fødder

og tilegnede sig lide efter lidt en Del

teoretiske Lærdomme. Ved de halv-

aarlige Skole-Eksamina, hvortil hun

gav Møde sammen med de andre Børn,

kunde hun gøre Rede for sin Børne

lærdom lige saa flinkt som disse;

men ikke desto mindre var der mange

Lakuner i hendes Tankeliv, som Moder

ens Undervisning ikke formaaede at

udfylde. Anna var ret godt begavet,

havde en livlig Fantasi, og i hendes

Ensomhed fødtes i hendes Sjæl mange

Tanker og Spørgsmaal, som Moderen

ikke var i Stand til at besvare. Hen

des Fantasis Flugt mødte ingen For-

staaelse i Ting, der laa uden for

Moderens snævre Horisont og deres

dagligdags Liv, og da hun fra Barne

alderen traadte ud i Livet, var hun

temmelig uforstaaende overfor dets

Krav.

Hun sad inde med en Del

boglig Viden om historiske Ting og

Personer, om religiøse Dogmer, der

sagde „Du skal!“ eller „Du skal ikke!“

Men hvorledes det ellers gik til ude i

Verden, hvad Livet var, hvad der

udkrævedes for at leve det, hvori Be

tingelserne laa for at komme helskin

det igennem det, om alt dette vidste

hun intet med Undtagelse af, at man

skulde være beskeden i sine Fordringer

og arbejde strængt for det daglige

Brød.

Saa snart hun var bleven stor nok

dertil, var hun begyndt med at hjælpe

sin Moder ved dennes Haandarbejde.

Efterhaanden som hun blev større,

udfordredes der mere til Klæder og

øvrige Fornødenheder, og Moderens

uafbrudte Flid formaaede ikke længer

at tilvejebringe det altsammen. Men

Anna var flink, og hendes Hjælp, som

hun gærne ydede, hjalp dem over

Armodens værste Skær.

Dag efter

Dag, ofte Aftenen med, sad disse to,

Moderen og Barnet, og sled for Ud-

kommet.

Deres eneste Adspredelse !

& Z MT T

Iv Sf

bestod i, at de en Gang imellem, naar

Dagen skumrede, gik dem en lille

Sparetur i Byens Lystanlæg; men efter

en saadan Udflugt maatte de altid

hænge dobbelt i for at indvinde den

spildte Tid.

Kort efter Annas Konfirmation

blev Moderen syg og døde efter faa

Dages Sengeleje. Det aarelange Slid

i Forbindelse med Sorgen over et

ulykkeligt Ægteskab havde tidligt

undergravet hendes Sundhed, og hun

gik bort fra sit Barn paa en Tid, da

Savnet af en Moder føles aller haardest.

Anna tog sig Tabet meget nær.

Moderen var jo hendes eneste Støtte

i Livet, og ved hendes Død følte hun

sig forfærdelig alene.

Faderen var i Aarenes Løb bleven

reduceret til et komplet Subjekt, der

indgød Anna baade Skræk og Afsky.

At blive i Hjemmet sammen med ham

hverken turde eller kunde hun, og

saa snart Begravelsen var overstaaet,

forlod hun derfor sit Barndomshjem

for at tjene sit Brød blandt fremmede.

Hun fik Plads som Barnepige hos

en Familie der i Byen, hvor hun havde

det forholdsvis ret godt, men dog

stadig blev mindet om Tabet af sin

Moder, og da en anden Lejlighed kort

efter tilbød sig, forlod hun sin Fødeby

og drog ud i den vide Verden, der

var hende saa komplet fremmed.

Hun modtog af og til Breve fra

en Kusine, der var rejst til København

og ernærede sig som Syjomfru. Denne

gav altid en rosenfarvet Skildring af

sin Stilling, fortalte om sit ubundne

Liv, gode Fortjeneste og Hovedstadens

mangeartede Tryllerier og opfordrede

Anna til at komme over til sig. En

Tid havde hun Betænkeligheder ved

et rejse saa langt bort til den store,

fremmede By; men Kusinen vidste at

fremstille alt saa tillokkende, lovede

at skaffe hende Optagelse paa den

samme Systue, hvor hun selv var be

skæftiget, og lovede hende foi Resten

at staa hende bi med Raad og Daad.

Og Anna samtykkede. Hun forlod

sin Plads, og efter et sidste Besøg ved

Moderens Grav indskibede hun sig og

stod en raakold Efteraarsmorgen,

knapt 16 Aar gammel,

med en

lille Bylt i Haanden paa Kvæst

husbroen, hvor hun halvskræmt og

med forbavset Blik betragtede det

raske Liv ved Afskibningen og Hoved

stadens bevægede Fysiognomi.

Kusinen, der modtog hende ved

Dampskibet, havde allerede lejet hende

et lille Værelse i Borgergade, og Dagen

efter tiltraadte hun sin Plads paa

Systuen, hvor hun tog fat med god

Vilje og det unge Sind opfyldt af

Haab o g ' Fortrøstning.

Kære Læser! Aner Du, hvad Livet !

paa en københavnsk Systue vil sige?

Kender Du de Kaar og Forhold, man

Nr. 37

byder de ulykkelig stillede Væsner,

der betegnes med Navnet „Syjomfruer “ ?

Der er talt og skrevet en Del om

Sypigesagen; men intet er gjort for

at bedre den. Og dog var her sande

lig en Mark, som fortjente at piøjes,

et Humanitetsværk, som kunde bære

velsignelsesrige Frugter, naar blot det

blev taget rigtig op og gennemført.

12 til 14 Timers dagligt Slid —

og i de travle Sæsoner mere — i

kvalme, usunde Rum, hvor Dampen

fra Pressejærnene,

Stø.et

fra Systof

ferne og mange Menneskers Uddunst

ninger i de altfor smaa Lokaler be

sværliggør Aandedrættet og forpester

Lungerne — ved et saadant Trælleliv

er det, en flink Jomfru kan tjene fra

5 til 8 Kr. pr. Uge. — Intet Under,

at Sypigerne har denne usunde, bleg-

sotige Teint og det livstrætte Udseende,

som næsten altid karakteriserer denne

Stand; heller inte^ Under, at de leverer

et forholdsvis betydeligt Kontingent

til vore Hospitaler.

Man er tilbøjelig til at fælde en

temmelig ugunstig Dom om Sypige

standen i Almindelighed, og det er

vel ogsaa en Kendsgærning, at den af

giver et betydeligt Antal Rekruter til

Prostitutionen; men her som i saa

mange andre Tilfælde dømmer man

altfor meget efter Skinnet, uden at

veje Aarsag og Virkning mod hinanden.

Man maa vel huske paa, at jo mere

et Menneske er fordømt til en afson

dret Tilværelse, desto ivrigere griber

det ogsaa efter det korte Friheds

moment, som undtagelsesvis frembyder

sig. Hvem kan vel fortænke Sypigen

i, at hun, der i Ugens 6 Dage maa

føre et sandt Trælleliv, med Begær

lighed griber efter de Glæder, den

syvende kan skænke hende. Det unge

Blod har varme Drifter, og jo mere

de tøjles tilbage, desto stærkere griber

de om sig, naar de en Gang imellem

faar Lov til at røre sig.

Og hvor skal Sypigen tilbringe sin

Fritid? Et Hjem ejer hun sjældent,

kun et lidet, fattigt Værelse, hvis

Atmosfære ikke er stort bedre end

.Systuens, og som intet som helst be

sidder, der kan binde hende til sig.

Hun trænger til at aande ud efter

Egens dræbende Støvslugeri, trænger

til lidt Adspredelse, en sparsom For

nøjelse efter al den lange Ensformighed.

I hvis Selskab skal Sypigen til

bringe sin Fritid? Forældre og Slægt

ninge har hun i de sjældneste Til

fælde, endnu sjældnere en virkelig

Ven. Og dog længes hun som faa

efter Venskab, efter Kærlighed, og

derfor er hun saa let at lokke fol

den, som er lav nok til at benytte

sig af hendes Uerfarenhed og Trang

til at give sig hen — og af disse er

der desværre altid nok.

Tonen paa Systuerne er som Regel

temmelig frivol. Der er altid én eller