296 / 326
293
T E A T R E N E .
Det kgl. Teater.
I Onsdags opførtes for forste Gang
i denne Saison Heibergs Vaudeville
„De danske i Paris.“ Denne Vaude
ville høret ingenlunde til Heibergs
bedste Arbejder, Handlingen er kun
spinkel, men Stykket indeholder en
Mængde nette Smaasange, som da og
saa alle blev stærkt applauderede af
det næsten udsolgte Hus. Særlig var
Bifaldet stærkt efter den smukke pa
triotiske Sang med Omkvædet „Dan
mark, dig følge Held og Hæder V som
Hr. Simonsen, der spillede Obersten,
foredrog med vanlig Bravour. Fru
Phister var morsom som den gamle
franske Tante med de sære Meninger
om Danmark og de danske. Hr. Olaf
Poulsen vakte Latter ved sin komiske
Maske som Mikkel, og Hr. Madsen og
Fru Emma Nielsen saa nydelige ud
og spillede kmkt henholdsvis som Adolf
Heller og Juliette.
Iscenesættelsen var smagfuld, sær
lig god var anden Akts 'Dekoration,
Pariserkaféén med Udsigten'til Boule
varden.
—
s.
Kas i no
har efter „Fint Besøgs41 velfortjente
Fiasco med priselig Hurtighed faaet
en ny Forestilling paa Benene, en
Folkekomedie i 5 Akter — 8 Tableauer
— „Det store Kalkbrud1 kaldet.
Stykket horer ikke til de værste af
Arten.
Her er ingen hvide Engle
vinger, og man søger forgæves efter
Folkekomediens traditionelle Skurk.
Ganske vist har Stykkets Hovedper
son, Carvajan, i en længere Aarrække
baaret paa et højst ukristeligt uud
slukkeligt Had til Marquis de Clair-
font, som en Gang brutalt har knust
hans Livslykke ved at forføre og bort
føre hans elskede og dertil fornærmet
ham paa det groveste ved at lade sin
Kusk piske ham i Ansigtet, og har
sat som sit Livs Maal at hævne sig,
det hån har forfulgt hele sit Liv med
stor Energi uden at kræse med Mid
lerne; men da han tillige viser sig i
Besiddelse af et blødt Faderhjærte,
vil selv meget rettænkende Mennesker
betænke sig paa at kalde ham hel
sort. Den liaardnakkede Kamp, han —
den borgerlige — fører mod den ade
lige Familie, — Marquiens Søn, en
Laban af en Junker, haaner og tirrer
ham paa enhver Maade — har gjort
hans Sind haardt og bittert; men alt,
hvad der findes i ham af gode og
blidere Følelser, har han samlet i Kær
ligheden til sin Søn. Denne, som i
sin Ungdom er bortrejst, fordi han,
uden at kende Grunden til sin Faders
Had, misbilligede de Midler, han be
nyttede i Kampen, kommer tilbage,
just som Carvajan staar for sit. Maal,
G A Z E T T E N ,
i Stand til, hvad Øjeblik han vil, at
kunne jage Marquien fra Slot og Hjem.
Et Mord paa en ung Bondepige, som
den unge Clairfont har fulgt hjem
Mordnatten, giver ham Udsigt til en
endnu radikalere Hævn, da han som
Maire i Byen kan øve en vis Ind
flydelse paa Rettens Gang, efter at
Clairfont er bleven fængslet som mis
tænkt, Da krydser hans Søn, som er
bleven forelsket i Marquiens Datter,
hans Planer, idet han som Advokat
træder i Skranken for den anklagede.
Det kommer til et voldsomt Sammen
stød mellem Fader og Son endende
med et Brud. Men Faderkærligheden
sejrer, han ofrer sin Hævn for sin
Søn, og medens denne forlover sig
med Frk. Clairfont efter at have be
virket hendes Broders Frifindelse —
Mordet viser sig at være begaaet i
Skinsyge af en idiotisk Faarehyrde —
rejser Carvajan bort, ene som har levet.
Dette er kortelig Gangen i Stykket,
og Tilskuerens Interesse vil snart
samle sig om Fader og Søn. Paa disses
Spil beror da væsentlig Slykkerts Virk
ning. De to spilles af d’Hr. Marx og
Nathansen. Det er i høj Grad vel
gørende atter at se Hr. Marx’s solide
Kunst; hvad han yder som Cavarjan,
er Komediespil af Rang. Her er intet
tilfældigt, end ikke den ringeste Gestus
eller Betoning, intet instinktmæssing,
hans Spil er et Resultat af en sikker
kunstnerisk Intelligens og en sjælden
Flid. Som særlig vellykkede Momenter
i hans Spil maa fremhæves den om
talte Scene med Sønnen Pascal, da
denne erklærer sig for hans Dødsfjendes
Forbundsfælle. Den Kamp, som føres
i den heftige Mands Sind mellem det
gamle Had og Faderfølelsen, hans eneste
Kærlighed, faar et slaaende Udtryk
gennem et fint nuanceret Spil, med
de mindst mulige Midler, den sande
Kunsts Meddelelsesform. Og saa Raad-
husakten. Fra Retssalen lyder Jublen
over Pascals Forsvarstale ud til Cavar
jan og melder ham hans Nederlag i
Sønnens Sejr. Hans Glæde over, at
det dog er
hans
Søn, Jublen gælder,
giver sig her et rørende Udtryk.
Sønnen Pascal spilles af Hr. Nathan
sen, ved Siden af Hr. M. overordentlig
respektabelt, men nogen højere Grad
vil han næppe heller nogensinde naa
som Skuespiller.
Han kan lære en
hel Del af Hr. Marx’s Maskeringskunst;
medens hins Maske er levende og illu
derende, stivner Hr. Nathansens Ansigt
under Sminken og det unaturlige Skæg.
Hr. Cettis Marquis var saa temmelig ved
Siden af. Ingen vil tiltro denne blide,
næsten kvindelige Person, den Brutali
tet, som har vakt Cavarjans Had.
Endnu er kun værd at nævne Hf.
Pio, som med Energi og stor Natural
isme spiller den idiotiske Faarehyrde,
iøvrigt en ubetydelig Rolle.
Nr. 83
N a t i o n a l
har megen Ære af sin Opførelse af
Nestroys gamle 3 Akts Farce „Talis
manen11, som viser, at Teatret fuldt
ud kan magte større Opgaver. Styk
ket, som er ikke saa lidt i Familie
med „En Spurv i Tranedans11, faar
en helt igennem god, for enkelte Rol
lers Vedkommende endog fortræffelig
Udførelse.
Først Hovedrollen, Titus
Brand stok. Hr. Ferd. Schmidt, som
spillede den, da Farcen i Tredserne
gik paa Kasino, udfører den med den
forbløffende Ungdommelighed, vi ken
der fra den rejsende Student. Der
næst overraskede Fru Bentsen, som i
„ Paris-Cairo1 var en saa morsom Sou
brette, ved et meget godt Spil i Gaase-
pigens Rolle.
Det Bifald, som hun
høstede efter sit Foredrag af Visen
.om „den lille Gaasepige med de røde
Ha ar1, var velfortjent. Der er en
stilfærdig og ægte Følelse i dette
Foredrag og helt igjennem er hendes
Spil god Komedie. Et Stykke uimod-
staaelig burlesk Komik var Hr. Ferd.
Rasmussens Brygger Spunds. Iøvrigt
var alle de Rollehavende flinke. En
Debutinde, Frk. Ivruchau, saa godt ud
og synes at have et net lille Talent.
—
n.
Morskabsteatret.
„Pigernes Jens i Nøddebo Præste
gaard1 er en lovlig fordringsløs Af
løser af den fortræffelige „Søster Rus1,
men gaar dog over Scenen med Liv
og Humør.
De tre Brødre Nikolaj, Corpus
jures og Gamle er komne i Tjenesten
og bliver paa Kantonnementsturen
indkvarterede i Præstegaarden, hvilket
giver Anledning til alskens Sjov. Hi-.
Fjelstrup har som Nikolaj Hovedrollen.
Hans anstrengte Foredrag, som klæder
hans gamle Fyre saa pudsigt, passer
ikke rigtigt til den raske Jens, men
han gaar paa med en knusende Døds
foragt og et elskværdigt Humør, som
dækker over Manglerne. I anden Akt
løber han i Armene paa en Flamme
fra Hovedstaden, forhenværende Synge
pige, nu ved Marketutten.
Efter
noget Vrøvl bliver hun akcepteret af det
glade Selskab.
Hun giver efter Op
fordring et Par af Stykkets bedste
Viser, og da hun optræder i Fru
Elisabeth Christensens Lignelse, er det
klart, at hun gjør sig tykt.
Med
dette gode Intryk slutter den harmfri
Bagatel.
Lukkesagen.
Der har endnu ikke væ ret afholdt nær
saa mange Lukkemøder, som,
Gazetten
I kunde ønske — ikke nær nok.
Gazetten
| kunde f. Eks. ønske, at alle de Blade, der
trykkes paa
hvidt
Papir, lukkede Butiken,