S_Gazetten

302

E T T E K.

Nr. 38

Et Offer!

Iv ø b e n h a v n e r b i 11 e d e

W. i. S. Holm.

(Eftertryksretten forbeholdt.)

(Fortsat).

Og naar om Søndagen de andre

gik ud at more sig, sad bun alene

hjemme paa sit fattige Kammer. Dels

var hun jo ukendt og fremmed i

Byen, havde ingen at ty hen til, dels

kunde hun ikke slutte sig til sine

Medarbejdersker — heller ikke til sin

Kusine — , hvis Interesser hun hverken

delte eller forstod, og hvis frie Væsen

var hende imod.

Forfærdelig alene følte hun sig.

Hun kunde slet ikke fatte, hvorledes

de andre kunde spøge og le og vise

sig overgivne. Hun syntes, Livet var

saa uendeligt trist, og hun begreb ikke,

hvor de andre kunde holde Humøret

oppe og tinde sig tilfreds med deres

Stilling, med den Virksomhed, der be

standig mere og mere nedtyngede

hendes eget Livsmod.

Vinteren svandt imidlertid hen, og

Foraaret nærmede sig. Allerede saas

det første spæde grønne at pippe

frem af Skraaninger og paa mossede

Træer; Parkene begyndte at grønnes

og Kastanietræerne at skyde Knopper.

Men som Dagene længedes, og Sol-

straalerne oftere og oftere spillede

ovre paa Nabobygningens Tag, va.cig-

nede ogsaa i Ånnas Bryst nye, ube

stemte Længsler og Drømme.

Hun døsede hen i en underlig

Dvaskhed, passede sit Arbejde aldeles

mekanisk, fo’r nervøst sammen og saa’

op med et aandsfraværende Blik, naar

nogen talte til hende. Hendes Tanker

var langt, langt borte; de arbejdede om

kring i forviltret Løb og gød Savn

og Uro i det unge Sind.

Hun sav

nede noget, hun vidste ikke hvad, —

noget, der kunde fylde op i hendes

ensomme Tilværelse, give hendes Liv

Indhold og Maal, rive hende løs fra

alt det trykkende og hæmmende, der

i den daglige Ensformighed lagde sig

som en Mare over hendes gærende

Aandsliv, — noget, der kuncle tage

alle hendes

slumrende Interesser

fan g en .---------------

Naar de andre Jomfruer om Man

dagen samledes paa Systuen, havde

de altid en Mængde interessante Ting

at fortælle hverandre om Gaarsdagens

Hændelser, og sædvanligvis var da et

mandligt Element det Ærnne, hvortil

Hovedinteressen knyttede sig. Udtryk

som „min kæreste“ , „min forlovede“

forekom bestandig, og de fortalte hver-

andie, hvorledes de havde tilbragt

Dagen sammen med dette Individ og

moret sig kostelig. En havde været

i „Skoven", en anden i Lyngby, en

! tredie paa Frederiksberg, en fjerde i

Tivoli o. s. v., og Erindringen om,

hvor „øndigt“ de havde moret sig,

dannede Samtalernes Hovedstof den

første Del afU gen ; naar de saa atter

nærmede sig den næste Helligdag,

drøftede de, hvorledes de skulde til

bringe denne og rigtig „more sig“

sammen med „min kæreste“ . Livlige

Diskussioner, afbrudt af forbigaaende

Uenigheder, drejede sig om dette

interessante Æmne, der afgav Sam

talestof for hele Skaren — for alle

med Undtagelse af Anna. Hun sad

som en fremmed, en uindviet, afson

dret og alene i hele den diskuterende

Flok.

I Begyndelsen lagde hun næppe

Mærke til deres Pludren; men efter-

haanden, som Samtalen mere og mere

drejede sig om samme Genstand og

kun om denne, vaktes hendes Op

mærksomhed. Hun lyttede til de liv

lige Skildringer af Søndagens Glæder

sammen med ham, den mystiske „min

kæreste “ . Andet Navn hørte hun al

drig; ingen spurgte om, hvem eller

hvad han var. Han syntes at være

et Begreb, der var fælles for dem

alle.

Og i sit stille Sind begyndte

Anna at misunde de andre deres

intime Bekendtskab med denne Per

son, der havde lagt Beslag paa alle

deres Interesser, og som bragte Glæde

og Munterhed ind i deres ensformige

Liv.

— En Kæreste — Kærlighed! —

Hun havde vel læst en Del om

disse Ting, ogsaa tidligere hørt Tale

derom; men for Resten var de hende

fuldstændig fremmede. Hjemme hos

Forældrene havde hun ikke set noget

til Kærlighed; at hendes Forhold til

Moderen fortjente dette Navn, havde

hun aldrig ofret en Tanke — men

dette var jo for øvrigt ogsaa noget

helt andet. — Hun anede ikke, hvad

Kærlighed var; men hun syntes at

have hørt, at det skulde være noget

uendelig dejligt, det skønneste i Verden,

det, hvorom alt i Livet koncen

trerede sig.

Og efterhaanden, som hun saa’ og

hørte, at alle Kammeraterne gik helt

op i dette ene „min kæreste", fik hun

den Tanke, at det var en saadan, at

det var Kærlighed, hun manglede for

at tilfredsstille sit Savn. Og denne

Tanke udviklede sig snart til at blive

det Punkt, hvorom alle hendes Længsler

drejede sig.

Hun dannede sig et

Ideal, hvem hun udstyrede med de

skønneste Farver, hendes Fantasi kunde

frembringe, tillagde de herligste Egen

skaber, og som hun indbildte at elske

med al sin ungdommelige Varme.

Om denne idealistiske Person drømte

hun Dag og Nat, hidsende, længsels

fulde Drømme, der gød nyt Savn og

ny Længsel i hendes Sind. Hvor mis

undte hun nu ikke de andre, naar de

talte om deres Kæreste, om deres

Fornøjelser og Glæder i hans Selskab!

Da følte hun Tomheden i sit Liv saa

bittert som aldrig før, og mere end

nogensinde længtes hun efter én, paa

hvem hun kunde kaste al sin Kærlig

heds Fylde og Varme, som hun kunde

klamre sig fast til, som kunde bort

mane Tomheden omkring hende, give

hende Maal for sit Savn og Svar paa

de Tilsender af Spørgsmaal, der duk

kede op i hendes urolige Sind, men

aldrig fandt Besvarelse.

Hvor hun skulde finde en saadan,

vidste hun ikke. Hun kendte jo ingen,

og udøse sit Hjærte for de andre, betro

dem sine Længsler og Savn og bede dem

om Raad og Vejledning, kunde og vilde

bun ikke. Hun lukkede Savnet inde

i sit eget Bryst, gemte sin Længsel

og sit Mismod hos sig selv og følte

sig ulykkelig og alene som ingensinde før.

Det var en Søndag hen i Juli Maa

ned. Den trykkende, kvalme Luft i

hendes Værelse og Solskinnets spillende

Glans udenfor lokkede Anna ud af

Buret, og hun gik hen ad Gaden uden

Maal og uden at tænke paa Vejen.

Da hun

saagodt som aldrig gik ud,

var hun

ligeukendt over alt, og den

ene Retning var hende derfor lige saa

god som den anden. Hun kom ud i

de større Gader i Byens Vestkant, og

Folkestrømmen, som paa denne Tid

— hen

paa Eftermiddagen — var

meget livlig,trak hende med

sig.

Strømmen gik gennem Vesterbrogade

og Alléen, og inden hun ret vidste af

det, stod hun i Frederiksberg Have.

Hun havde aldrig været der før!

Der var svalt der inde under

Træernes løvrige Kroner. Solstraalerne

mægtede ikke al trænge gennem det

tætte Løv, men spillede som en

Regn af Guld oppe over det friske

grønne, tittede ned hist og her og

skjulte sig atter med et lille koket

Blink.

Hun fulgte Gangen op ad Bakken

til Slottet, stansede og saa’ ud over

Byen, hvis Tage og Skorstene, badende

sig i Eftermiddagssolens lade Kær

tegn, laa spredt dér for hendes for

undrede Blik.

Saaledes havde hun

aldrig før sét København, heller aldrig

før tænkt sig det. Den var jo for

melig køn, denne'store, brogede, travle

Myretue, som hun aldrig havde kunnet

gøre sig rigtig fortrolig med.

hvor var den stor, langt, langt større

end hendes Fødeby, stor og urolig

som hendes Tanker og Længsler,

higende og rastløs som de!

Hun gik forbi Slottet, over Lande

vejen og ind i Søndermarken. Hvor

var der dog stille og fredeligt her!

Ensomheden og den svage Luftnings

Sus i de svajende Trætoppe fyldte

hendes Sind med en underlig Blanding

af Sørgmodighed og højtidsfuld Glæde,