304 / 326
306
T E A T R E N E .
Dagmarteatret
Det er Synd, at Dagmarteatret
ikke trækker Hus paa „Frejas Alter
som sikkert har beredt de fleste Til
skuere en overordentlig behagelig Over
raskelse.
Det tager sig nemlig, efter med
kyndig Haand at være beskaaret i
betydelig Grad, overordenlig morsomt
ud i en Opførelse, som, straalende af
godt og elskværdigt Humør, breder
Ynde over de største Naiviteter, laaner
Ungdoms Glans til Vittigheder, som
ved Læsningen vil synes horrible og
forslidte og træffer Stykkets Stemning
paa en Prik.
Æren herfor tilkommer i første
Række Hr. Mantzius, hvis gamle Pe
dant med den snørklede Tåle er en
morsom og soigneret Præstation, og
Hr. Sofus Neumann, der er uimod-
staaelig som den gamle Nar von
Bilbo.
En Fryd for Øjet er Frk.
Hartmann som Clausine. Hun er skøn
og tin som et Portræt af David,
ganske i Stilen.
Selv Smaamangler
som hendes lidt ubehjælpsomme og
ængstelige Sang klæder hende og
giver Figuren en egen Ynde.
Hun
spiller dertil rigtig flinkt. Fru Mantzius
er indtagende skælmsk som Kammer
pigen Beate, og Hr. Alfr. Møller som
Oberst Hjælm en drastisk Buldre-
basse.
„Frejas Alter“ burde blevet en
virkelig Folkeforestilling, kan hænde,
det kan ske ved anden Lejlighed.
-X-
*
■X-
Mindre heldig har Teatret været
med Holberg. Hører end „Den hon
nette Ambition" ikke til Holbergs
bedste Ting — dem har selvfølgelig
det kgl. Teater beholdt — vil dog
dygtige Skuespillere sagtens gøre det
underholdende den Timestid, det varer.
Men Opførelsen savner i en mærkelig
Grad Stil og rummer for megen
Dilettantisme.
Hr. Neumanns Jero
nimus er rigtig anlagt, men Spillet
er ikke frigjort og hører langtfra til
hans bedste Ydelser. Under alle Om
stændigheder er det dog en Præstation
af Interesse og Værd. Fru Mantzius’s
Pernille er for renstrøget og Pir.
Hunderups Arv for tør. Hr. Lipperts
Henrik — 2. Debut — er overordenlig
ringe. Med et saa tarveligt Spil i
en saa væsenlig Rolle er Forestil-
lingens Skæbne egenlig givet. Tilbage
bliver Hr. Mantzius’s Dobre Podolski.
Det er den eneste Præstation, der er
fuldtud, hvad den skal være. Lune,
Stil og Teknik paa ethvert Punkt.
Hans Scene med Jeronimus i 3die Akt
blev Stykkets Glanspunkt.
e å Z B - -T*
T> w
N
.
Guld og Glimmer.
Ondskabsfuldt.
Et herværende lille krakilsk Aftenblad,
der temmelig ofte bringer sine Læsere
fejlagtige Meddelelser, fortalte forrige Lør
dag, at „Gazetten" for en Uge siden var
afgaaet ved Døden. „Gazetten“s Kontor
blev i den Anledning gæstet af en Mængde
bedrøvede Abonnenter og Købere, der
græd deres salte Taarer over i Fremtiden
at skulle undvære den kære Gazette, som
saa mangen Aften havde glædet og op- i
livet dem.
„Gazetten", der selvfølgelig
var og er spillevende, trykkede rørt sine
mange Venners Hænder og forsikrede J
dem, at den befandt sig i bedste Vel-
gaaende. „Gazetten" ansaa def ikke for I
muligt, at Bemærkningen i vedkommende i
Blad var fremkommet med Redaktionens !
Vidende, da denne umulig kunde være
uvidende om „Gazetten"s velsignede Hel
bredstilstand; snarere maatte Notitsen
skyldes en ved samme lille Aftenblad
ansat haabefuld Medarbejder, der havde
følt sig ilde berørt over, at „Gazetten" en
Gang havde vraget nogle til denne af
ham indleverede „Vittigheder". Da „Ga
zetten" endvidere lovede at lade Retten
tage sig af Sagen og derved forøge Aften
bladets Mulkter, gik de mange Abonnenter
og Købere henrykte bort.
*
*
*
Selvsyn og Beskedenhed.
I F olketea-
trets „Høg over Høg" siger Debutantinden
Frk.
Jørgensen
drillende til Hr.
Orlamundt
saadan noget som: „Aa! skal vi to ikke
lade være med at sidde og spille Komedie."
Og de spillede heller ikke Komedie.
*
*
*
I salig Kong Ludvig af Bayerns Teater
vilde Folk rædsomt gærne komme, men
dér maatte de ikke. I Hr.
Riis-Knudsens
Dagmarteater maatte Folk allerhelst ræd
somt gærne komme — men dér
vil
de ikke.
*
*
*
Saa Du Røgent
I Byens vise Fædres
ugcnlige Konversationsmøde . sagde Hr.
Gjødesen
i Mandags, at Københavns Brand
væsen af og til havde været med til Ild
løs, hvor det ikke havde haft Brug for
Lygter.
Vi er en brandfarlig By, er vi. Tænk!
at man kan finde Ilden uden at behøve
at tænde Lys.
Storartet!
jji
*
Elektrisk Sprøjtenist.
Borgmester
Ø ll
gaard
er væk; han er i Paris. Men før
han rejste, forbavsede han sin Samtid ved
at meddele Borgerne paa Raadhuset, at
det saamæn var meget muligt, at Sprøj
terne herefter kom til at trille om pr.
Elektricitet.
Hvilket ogsaa bliver storartet.
Naar bare det ikke var Vanvid.
Nr. 39
Oii est la femme?
eller
Aksel og Valborg.
Mo d e r n e My s t i k i 3 B r e v e .
Fn i københavnske Artistkredse vel
kendt og almindelig afholdt Personlighed,
hvis Billede for nogen Tid siden fandtes
i „Gazetten", og som nok for Resten skal
være svært i Skuddet blandt det smukke
Køn, har i disse Dage været Genstand for
en ejendommelig Mystifikation. Da „Ga
zetten" tilsyneladende har været den indi
rekte Anledning, har den ogsaa bered
villig stillet sine Spalter til Disposition for
mulig gennem Offentliggørelse af Sagen
at fremkalde et eller andet, som kunde
føre til Gaadens Løsning.
Historien lyder:
Den omtalte Personlighed, der er knyt
tet til et herværende offentligt Etablisse
ment, modtog i Mandags følgende B re v :
,,Kareste Aksel!
Tilgiv en ung Pige, som vover at til
skrive Dem disse faa Linier; ja, le kun,
men tænk for alt i Verden ikke noget
ufordelagtigt om mig for min Dristighed.
Jeg har nu foresat mig, at De skal vide,
hvor rasende forelsket jeg er i Dem; ja
se nu véd De det, nu kan De le, ligesaa
galt De vil, — græde har De i ethvert
Tilfælde ingen Grund til. Kæreste A k se l!
(Gud, hvor alene det Navn er dejligt!)
mød mig i Morgen, Tirsdag, Kl. 3 paa
Nørrebrogade, Hj. af Louisebroen, jeg skal
nok være der, saa kan De se paa Varerne.
Vær nu ikke vred, men send mig et Par
Ord, om De kommer eller ej. Adr.: Adams
Kontor, Frk. Valborg Gram, poste restante
Jeg henter eller forhører mig Tirsdag
Formiddag Kl. 10—12.
Lad mig nu se,
at De ikke narrer mig. Jeg kan fortælle
Dem, at jeg er 19 Aar, blond, høj og har,
efter hvad Kendere siger, en udmærket
Skabelon; der er endogsaa dem, der
siger, at jeg er mere end net. Ungdom
har jeg da i ethvert Fald, hvis det kan
bringe Dem til at holde en lille bitte
Smule af
en meget ufornuftig
ung Pige.
Vær ikke vred, Du elskeligste af alle
Herrer!"
Hr. Aksel kunde næppe tro sine Øjne.
— En ung Dame, der endog gjorde For
dring paa at væ re smuk, friede til ham
— tolkede ham sit Hjærtes brændende
Kærlighed og indbød ham til et Stævne
møde ved højlys Dag — det var jo utro
ligt! Men nej, — Brevet holdt han jo i
sin Haand, Kærlighedens Veltalenhed
slog ham jo i Møde fra hver Linie deri
— hvor kunde han tvivle?
Hm! Hr. Aksel snoede sit bedaarende
Overskæg, tyggede lidt paa sine vel
plejede Negle, knipsede et Fnug bort fra
sit intelligente Skjortebryst, bestilte en
Pilsner, tog en Slurk, lod det langsomt