308 / 326
310
Q
A m
E T T E N.
Nr. 39
Et Offer!
K ø b e n h a v n e r b i l l e d e
af
W. I. S. Holm.
(Eftertryksretten forbeholdt.)
(Fortsat).
Anna var stanset for at se paa
Legene.
Det var længe siden, hun
selv havde leget; men Munterheden
vakte halvglemte Minder til Live hos
hende. Øjnene fik Glans, Kinderne
Rødme, og uvilkaarlig trippede Foden,
som længtes den etter at trave af Sted
sammen med de andre.
Ja, unægtelig havde hun stor Lyst
til at slaa sig sammen med den muntrø
Flok. Hun havde saa længe været
stængt ude fra Ungdommen og dens
Glæder, at Synet af de andres Mor
skab formelig gjorde hende ondt, da
hun ikke selv kunde være Deltager.
Og hun
kunde
jo ikke.
Hun kendte
ingen, med hvem kun kunde træde
sammen ind i Legen, og ingen kendte
hende eller tænkte paa at indbyde
hende til at være med. Ingen saa’
eller forstod de Taarer, som atter
trængte sig op i Øjet i Følelsen af
at staa alene, at hun ogsaa her var
stængt ude fra den øvrige Ungdoms
glade Kreds. —
— „ Skal vi ikke lege med, Frø
ken ? “
Hun for sammen og vendte sig
hurtig for at se, om det virkelig var
til hende, der blev talt. Jo, ganske
rigtig. En elegant klædt ung Mand let
tede høflig paa sin lyse Straahat, mens
et muntert Blik fra et Par spillende
Øjne saa’ hende kækt ind i Ansigtet.
Blikket forvirrede hende, og halvt
sky, halvt glad stammede hun:
„Jeg véd ikke — kan det gaa an ?“
„Vist kan det gaa an! “ lo han og
rakte Haanden frem.
Lysten var stor. og han saa’ saa
god og saa vakker ud, at det var
hende umuligt at sige n e j; hun tog
den fremrakte Haand, og de traadte
sammen ind i Kredsen.
I Førstningen følte hun sig lidt
generet af hans Elegance og Blikket
fra hans brune Ø jne; men han talte
saa livlig og venlig til hende, at hen
des Forvirring snart fortog sig, og
med Liv og Lyst gav hun sig hen i
Legens Glæder.
De legede „Enkemandr , og hendes
Kavaler var ikke blot den eleganteste,
men ogsaa den hurtigste og behæn
digste af dem alle. De øvrige Damer
misundte hende ham, mærkede hun
snart, og det baade glædede hende
og vakte hendes Stolthed. Hun følte,
at hun fejrede en lille Triumf, og hun
kæmpede tappert for at hævde den.
Hver Gang, det var hendes Tur at
løbe ud, gjorde hun sit yderste for
ikke at blive fangen, men naa sin
Kavaler igen; og da han som sagt
var baade hurtig og smidig, lykkedes
det ogsaa hver Gang. En Gang kneb
det rigtignok, og hun maatte anspænde
alle sine Kræfter for at undgaa For
følgeren ; Løbeturen blev lang, og
da de endelig mødtes, var hun. i saa
stærk Fart, at hun formelig styrtede
ind i hans Favn. Han lo bare, tog
hende i sine Arme og svingede hende
et Par Gange rundt, hvorpaa de Arm
i Arm vendte tilbage. —
Ja, hvor hun morede s ig ! Øm
mest over Legen eller af Stolthed over
sin Kavaler, vidste hun ikke, men
reflekterede heller ikke der over. Hun
følte kun, at hun var glad, — lykkelig,
som hun ikke havde været i lange
Tider.
Præsentationen havde straks fundet
Sted. „Mit Navn er Georg Anker“ ,
havde hansagt, „og jeg hedder Anna“ ,
lød Svaret. Der blev ikke spurgt om
mere, og han kaldte hende Anna lige
saa ligefrem, som hun tiltalte ham
med Hr. Anker. — Han var en 24—
26 Aar gammel, slank og velbygget,
smukt formet Hoved med blondt, let
krøllet Haar, blonde Moustacher og,
som allerede bemærket, spillende brune
Øjne. Han var i det hele taget, hvad
man kalder en smuk Mand, dertil
elegant og beleven, og intet Under
derfor, at Anna var henrykt over at
lytte til hans muntre Passiar og støtte
sig paa hans Arm. —
Mørket var imidlertid indtraadt,
og Legen hørte op. Anna og Anker
fulgtes ad lienad Gangen, forbi Fre
derik VI.s Statue og ud af Haven.
De gik genrem „Sommerlyst", og
Anker foreslog en Forfriskning. Da
hun af Varmen, Støvet og Legen var
bleven baade sulten og tørstig, gjorde
hun ingen Indvendinger. De tog Plads
i et af Lysthusene, Anker bestilte
Aftensmad — Steg og Rødvin — og
bag efter en Flaske Champagne. For
første Gang i sit Liv nød Anna denne
Drik, følte dens oplivende Virkning,
hvorledes den ligesom gød Strømme
af nyt Liv, af Lykke og salig Fryd i
hendes Aarer.
Hun vidste ikke selv
hvordan; men Verden var pludselig
bleven en hel anden, herligere og
skønnere omkring hende.
Hver Sorg
og Længsel og Følelse af Forladthed
var veget bort, og hun følte sig saa
kæk, saa lykkelig og rig.
Klokken var imidlertid bleven lienad
12, og de brød op fra Sommerlyst.
Anker bød hende sin Arm, som hun
uden Betænkning tog, og i den
lune, stjærneklare Sommernat fulgtes
de ad ind til Byen. Han var drejet
af fra Vesterbrogade ned til Søerne,
og de gik henad „Svineryggen". Maanen
tittede søvnig ned gennem de lette
Skyer og spejlede sit bleggule Fjæs i
Søernes rolige Vandflade; Stjærnerne
tindrede, blinkede og lo til den for
fængelige gamle Knarks grinende Spejl
billede, mens Insekterne svirrede om
kring i den duftsvangre Atmosfære.
Det var én af hine fortryllende Som-
mernætter, da hele Naturen synes at
aande idel Harmoni og Vellyst, Erotik
og sværmerisk Kælenskab, der faar
Sindets fine Fibre til at bæve i anel
sesfuld Lykke.
Under Indflydelse af denne Følelse
bevægede de sig langsomt fremad; de
vekslede kun af og til et Par Ord —
eller rettere sagt: Anker gjorde en
Gang imellem en kort Bemærkning,
hvortil hun svarede lige saa kort eller
blot indskrænkede sig til at nikke med
Hovedet. Hun var helt sunken til
bage i sine egne Tanker, tænkte maaske
næppe en Gang, men blot. gav sig hen
i lad Nydelse af den stille Lykke, der
ligesom havde omslynget alle hendes
Sanser.
Anker, der lagde Mærke til hendes
Tavshed og maaske misforstod Grunden
dertil, gav sig efterhaanden til at tale
mere sammenhængende. Han dvælede
ved Sommerens Skønhed, sammenlig
nede den med Ungdommen, dette korle
Spand af Tid, der kan give saa meget
smukt, naar man ret forstaar at nytte
Øjeblikket. „Men", sagde han, „lige
som der er mange, der aldrig lærer
at tage Vare paa de korte Øjeblikke,
da Naturen i al sin Pragtudfoldelse
indbyder dem til Glæde og Lyst, til
at kaste alt det tyngende og trykkende
paa Døren og i Sommerens styrkende
Solbad hente Kraft og Opmuntring
til at møde kommende Tiders Barsk
hed og Slud, saaledes er der ogsaa
mange, der ikke agter paa Ungdom
mens Forrettighedei', men lader denne
vor herligste Livsperiode svinde unyt
tet hem
Sommeren har imidlertid
den Fordel, at den vender tilbage,
hvad der forsømmes i Aar, kan derfor
maaske indvindes til næste Aar. Men
ikke saa med Ungdommen; naar den
er svunden, er den borte for stedse.
Det gælder derfor om at benytte Øje
blikket.
Jeg for mit Vedkommende har taget
den faste Beslutning at nyde saavel
Livets som Aarets Sommer i fuldeste
Maal. Med min Haand vil jeg kryste
dens saftfulde Drue og tømme dens
skummende Bæger til Bunds.
Jeg;
vil gribe det skønne, hvor jeg finder
det, og søge dets Skjul over alt. Jeg.
er et Livsmenneske: Det mørke og
triste kan jeg ikke fordrage, det lyse
og skønne elsker jeg, i hvad Skikkelse
jeg end møder det. Jeg bliver aldrig
en Filister.
Lad Bekymringer og
Sorger passe sig selv — jeg er Glæ
dens og Livslystens erklærede Discipel!
Men hvor kan man ogsaa være
trist i Sind, naar alt er saa fortryl
lende omkring én? Er det ikke, som
om hele Naturen aandede Jubel og;