313 / 326
Nr. 40
„Geniet" styrker dem i Troen paa deres
indbildte Talent, han skal nok gøre for
dem, hvad han formaar, og som Veder
lag for dette Løfte trakterer de ham efter
bedste Ævne. „Geniet" har selv en Gang
været et saadant „ungt Talent", og de
fleste at de unge Talenter, som nu om
giver ham, vil selv en Gang med Tiden,
naar „den gamle" sigerStop, blive ligesaa
store Genier som han. Undertiden hænder
det jo, at en af disse unge Mænd tilfældig
træffer ham i Kridtpiben eller et lignende
Sted, men i saa Fald har han altid den
Undskyldning paa rede Haand, at han
„studerer Folkelivet".
„Geniet" er en lidenskabelig Tobaks
røger, men da han selvfølgelig ikke har
Raad til at købe sine Cigarer, bruger han
følgende Fremgangsmaade: Han samler
først en Del Stumper sammen, promenerer
derpaa ned ad „Strøget'' og udsøger sig
et Offer. Offeret er i Reglen en ældre,
distrait udseende Gentleman, der damper
paa friskantændt Cigar.
„Tillader De,
jeg tænder!" siger „Geniet". — „Med For
nøjelse!" svarer den fremmede Herre og
rækker ham sin hele Cigar.
„Geniet"
tænder nu sin „Stump", rækker derpaa
den fremmede denne, idet han letter paa
Hatten, med et høfligt Smil og et for
bindtligt Tak, hvorpaa han skyndsomst
tjærner sig med den tremmede Herres
Cigar mellem sine Læber.
„Geniet" er selvfølgelig med allevegne,
hvor der er Sjov i Gaden, han er jo selv
et Gadens Barn, der slider de kommunale
Brosten tidlig og sildig. For ham gaar
det slet ikke an at være hjemme, thi en
eller anden af hans mange Kreditorer
kunde jo let opdage hans Bopæl og sende
ham en Prokurator paa Halsen. Hænder
det en Gang imellem, at han møder sin
Skræder paa Gaden, og Skræderen saa
tillader sig at minde ham om Regningen,
saa svarer Fyren altid med den største
Frækhed af Verden: „Regning! — Tror
De, jeg er saa gal at betale mine Reg
ninger, nej — men, vil De ikke drikke
et lille Glas Vin!" Den godmodige Skræder
følger ham saa ind til Vinhandleren, og
„Geniet" kræver den ene Flaske efter den
anden. Naar den stakkels Skræder saa
begynder at faa „et Stænk", siger „Geniet"
pludselig: „Død og Pine! Der gaar Prof.
I)., den Mand skylder mig nogle Penge
— A a undskyld et Øjeblik." Saa fordutter
„Geniet", og den ulykkelige Skræder maa
betale hele Gildet. „Geniet" er altid med
paa Spørgsinaalet, han er Fri-Abonnent
paa alle københavnske Blade, d. v. s. hver
Morgen spaserer han forbi samtlige A v is
kontorer, i hvis Udhængsskabe han læser
Aviserne. „Geniet" er paa Hat med alle
Hovedstadens bekendte Mænd; mærkelig
nok er det altid ham, der hilser først, og
de andre, som besvarer Hilsenen uden at
ane, [hvem det er, de har den Ære at
blotte deres Hoveder for. Mod Damer er
han altid yderst galant og elskværdig;
hans kvindelige Ideal er en Kone, som
G A Z
E T T E N.
kan forsørge ham, men lykkes det ham
ikke at kapre en saadan, inden Glansen er
gaaet af ham, ja saa havner han i Reglen
paa Ladegaarden, hvis ikke Smaagaderne
har Brug for hans Ævner, eller hans geni
ale Streger har været af den Art, at Politiet
lægger Beslag paa hans Person.
Gazetten.
Vi holder ikke af at rose os selv, og
skønt vi selvfølgelig godt véd, at vort
Blad er noget af det fikseste og mest
originale, der findes i København, taler
vi aldrig derom, for vi er saa rædsomt
beskedne. Men vi er selvfølgelig stolt af,
at andre roser os, og det er med en
vis Tilfredshed, at vi betragter det Par
Vognlæs anerkendende Skrivelser, som
vi har liggende for os. Allerede inden
den lille kom til Verden, strømmede de
rosende Skrivelser ind, saaledes at „Ga
zetten" dybt rødmende saa Dagens Lys og
presenterede sig paa rosenrødt Papir for
de beundrende Københavnere.
Blandt
Skrivelserne findes nogle paa tæt be
skrevne Folioark, andre i Form af smaa
blegrøde Billetter, der, naar man aabner
dem, dufter — aa saa sødt! Der findes i
Samlingen Breve fra al Verdens Berømt
heder, affattede i alle tænkelige Sprog.
Vi griber paa Maa og Faa i Bunken og
præsenterer her vore Læsere et af dem.
Det er dateret London, d. lS/g, og be
gynder med Ordene „Mon cher Gazette".
I Oversættelse lyder det saaledes: „De,
kære „Gazette", er den eneste, som for
maar at sprede mine mørke Tanker; naar
jeg har gennemgaaet min kolossale Post,
kvæger Deres Billeder altid mit Sind."
Dette Brev er undertegnet „Le brave
général". Edison skriver: „Elskværdige
„Gazette", jeg er en stor Opfinder, men
saa opfindsom som Du har jeg aldrig
været." Fyrst Bismarck meddeler os, at
det hovedsageligt skyldes os, at Krigen
ikke for længe siden er udbrudt, „Ga
zetten" stemmer mig saa fredelig," skriver
han.
Størst er naturligvis Antallet af Skri
velserne fra berømte Københavnere, hvis
Navne vi dog skulle fortie, da vi er lige
saa diskrete som „København". En Mand,
der har stor Indflydelse i Regeringskred
sene, takker os, fordi vi altid giver
Oppositionen et Hip, og en bekendt
Venstrefører mener at burde takke os,
fordi vi aldrig skaaner Højre. Sagen er
nemlig den, at „Gazetten" er Organ for
den mest udprægede Konservatisocialibe-
radikalisme, man kan tænke sig. En
tredie Mand skriver til os: „Gazetten" er
Københavns bedste „Illustreret Tidende",
den „Familie-Journal", som bør holdes i et
hvert Hjem.
„Gazetten" vil ikke fortælle sine Læ
sere, hvor stort dens Oplag er, det er
nemlig saa kolossalt, at Folk umulig vil
kunne tro det.
A t Folk paa Grund af dette Oplags
315
Størrelse gærne vil avertere i „Gazetten"
er en Selvfølge, men da Bladet kun raa-
der over en meget indskrænket Plads til
Avertissementer, maa De skynde Dem,
hvis De vil have Deres Annonce optaget.
Og De, min elskværdige Læser og Læser-
inde, er naturligvis ikke i T vivl om, paa
hvilket Blad De bør tegne Abonnement
for næste Kvartal.
Københavnske Originaler.
Under denne Overskrift bragte „Gazetten"
under sin forrige Redaktion en Række Bi
ografier; i en af disse — om den blinde Spille
mand Rasmus Christensen - er fremkommet
nogle forkerte Oplysninger.
Fejltagelsen
er indtruffet paa følgende Maade: Der findes
i København to Spillemænd, som begge gaar
omkring i Gaardene og synger en Vise om
deres Levnedsløb. Artiklens Forfatter havde
indhentet sine'Oplysninger fra to forskellige
Kilder, af hvilke den ene har forvekslet Ras
mus Christensen med den anden Spillemand,
og saaledes er Skildringen af Rasmus Chri
stensen bleven ukorrekt. Vi mener derfor
at skylde ham en Undskyldning og skal sam
tidig oplyse følgende: Først og fremmest:
Rasmus Christensen er blind eller i hvert
Fald næsten blind, herom foreligger følgende
Attest fra Dr. Ed. Hansens Gjenklinik:
„Rasmus Christensen (Adr.) er fuldstændig
blind paa venstre Oje og kan med højre Øje
kun tælle Fingrene i nærmeste Nærhed, alt
som Følge af Øjenbetændelse i den tidligste
Barndom.
(Underskrift). “
Fra Sognefogeden i Attrup foreligger end
videre følgende Oplysninger om ham: „Han
er meget rigtig Søn af en jysk Husmands-
familie, sin Børnelærdom lærte han vel saa
meget af, at han blev konfirmeret, men han
lærte den ved, at andre læste den for ham,
da han var lærenem, men se at læse har han
vist aldrig kunnet undtagen meget stor Stil
og dette endda daarligt nok. At han har
været i Skræderlære har aldrig været Til
fældet, da ingen vist nogensinde har kunnet
tænke paa, at hans Syn tillod ham at be
skæftige sig med et saadant Arbejde, der
imod tik han af Sogneraadet foræret en
Violin." Sognefogeden skriver endvidere, at
Christensen mistede sit Syn faa Dage gammel,
at han lærte at spille og en kort Tid var
Tjenestekarl, men paa Grund af sit daarlige
Syn ofte kom til Skade, saa der ikke var
andet for ham at gore end at ernære sig som
omvandrende Spillemand.
Da dette næppe
har været meget indbringende, kan man
forstaa, at Christensen
ikke,
som vi skrev,
har nogen Ejendom i Jylland eller nogen
Formue. Den aftrykte Vise og Historien om
„Pigen fra f yen" knytter sig ikke til Ras
mus Christensen.
Rasmus Christensen bor i en Kælder ude
paa Nørrebro, hvor hans anden Kone (han
har været to Gange gift) har en lille Butik
med Grøntsager o. s. v. — Tre smaa Børn
tumlede sig i den tarvelige, men overordenlig
propre Lejlighed, da vor Meddeler forleden
aflagte Rasmus Christensen et Besøg.