S_Gazetten

314

Det kgl. Teater.

I Onsdags Aftes opførte det kgl.

Teater for første Gang i ny Indstude

ring

Gluc.ks

berømte Opera :

I f genia

i Aulis.

Der er allerede i Dagbladene skre

vet saa meget om denne Opera, at vi

ikke vil trætte vore Læsere med en

ny Gentagelse af samme, men nøjes

med til omstaaende Billede at knytte

følgende Bemærkninger om selve Spillet:

Højest blandt de forskellige Bollers

Fremstillere staar selvfølgelig Hr. Si

monsen.

Hans Agamemnon er en

Præstation saa fuldendt og lødig, at

man vanskelig finder dens Lige selv

blandt denne begavede Kunstners mange

andre fortrinlige Roller. Sjældent eller

aldrig er hans Stemme og Ydre kom

men saaledes til sin Ret som i den

Kamp, der sønderslider Agamemnon.

— Frk. Skytt som Ivlytemnestra tog

sig ypperlig ud, sang og spillede, efter

at hun først var kommen i Aande,

fortrinligt og rev Publikum med. Det

samme var Tilfældet med Frk. Regina

Nielsen, som i Begyndelsen tog lidt

ængstelig fat, og hvis Apparition ikke-

staar godt til den majestætiske Ihgenia.

Hen imod Stykkets Slutning sang hun

imidlertid baade kønt og fyldestgørende.

— Hr. Nordal Brun saa godt ud som

den vrede Akilles. Hans Sang kunde

vel have lydt lidt bedre, men forøvrigt

maa denne Præstation henregnes til

en af hans bedre.

Cirkus Variété

indviede i Mandags sin Sæson med en

Festforestilling for Pressens Repræsen

tanter og andre særlig indbudte. Det

forud tilsendte Program var meget

lovende; men straks ved Indtrædelsen

modtog man i et

for tilfållet

udfær

diget Telegram om, at et Par af de

lovede Numre maatte udgaa, fordi

Wiener-Dame-Kvartetten

Søstrene De-

lina

og den engelske Sangerinde

Miss

Rosa Heath

endnu ikke var indtrufne.

Man beklagede Forsinkelsen og fore

satte sig at nyde

godt

af det øvrige.

nyde

kunde man jo sagtens; for

Hr. Direktør Rasmussen gav gratis

Traktement i enhver Retning.

Med sit joviale, vindende Smil stod

Hr.

Georg Lumbye

i Orkestret og di

rigerede sin flinke Stab, der først

spillede en Festmarche. Saa gik For

tæppet op, og de gennemgaaende flinke

Artister præsenterede sig.

Den lille 8aarige

Mina Coss

—

Mini atur Soubrette, som hun kaldes

— vandt straks alles Hjærter ved sine

kvikke Smaasange, nydelige Stemme

og graciøse Bevægelser — å la en

rigtig, stor chanteuse. — Hr.

Henry

Taylor

gav

som

Jonglør

flere

smukke,

nye Numre

til bedste

A, Z Z' T T E N.

og høstede fortjent Bifald for sine

virkelig glimrende Præstationer. —

Hr.

Tom Lucett

var en flink Neger-

Komiker, der aabenbart morede Pub

likum, hvilket ogsaa var Tilfældet med

de komiske Brødre

Laugs,

der gen-

nemtærskede hinanden paa alle mulige

Maader. At de ogsaa smed Publikum

Stokke, Stole og lignende Smaating i

Movedet, syntes ikke at genere. —

Brødrene

Possenti

saa’ godt ud som

Luftgymnastikere og gjorde deres Ting

mad fornøden Sikkerhed og Elegance,

ligesom de franske Duettister

Walson

db Lindon

sang chikt og rask. — Til

Slut fik man et Festtableau, der vir

kede i den Grad ufrivillig komisk, at

Tæppet maatte op da capo. — Og

saa satte Orkestret Punktum efter det

hele med en rask Slutningsmarche.

De senere ankomne kvindelige Ar

tister viser sig ogsaa at være ganske

flinke, og den gjorte Begyndelse og

Trumferne

in mente

synes at varsle

godt for Cirkus Variété og dens ener

giske Direktion. At Publikum er til

freds, derom vidner de hver Aften

tætfyldte Lokaler. Lad os da ønske,

at Fortsættelsen maa blive Begyn

delsen lig !

Damernes Skaal.

(Udbragt af

Gasetten).

Ligefra Adam eksisterede —

fra, da man her nomadiserede —

fra, da i Danmark residerede

lutter Barbarer, som huserede

fælt og det hele kommanderede —

ligefra — da man balsamerede

Folk, naar de først var vel kreperede —

ligefra, da man spekulerede

over, at Maanen præsenterede

sig som en Ost, der flot spenderede,

at den sig selv illuminerede —

ligefra, da man protesterede

mod, at vor Klode den roterede

. . . . ned til vor egen Tid, Højstærede!

da vi er mer civiliserede:

et Thema

stedse

interesserede,

selv om man ivrigst disputerede.

Themaet

ingen

Tid generede

eller det mindste fatiguerede —

dets Interesse distancerede

alt, hvad man ellers refererede —

man det bestandig varierede

hver Dag, der hengik og passerede,

— man tor dets Værd argumentel ede

og for dets Storhed agiterede,

medens man alle S traf dikterede,

der mod dets Drøftning protesterede.

(Vel blev de ikke arresterede,

men til Eksempel masakrerede,

hvis de da ikke blev skalperede —

kort sagt de blev da spolerede

og paa forskellig Vis torterede

samt ud af Verden ekspederede)

. . . . Og det var

Ret,

man dem kasserede,

Ret,

thi den Sag, man debatterede,

Sætningen var, som proponerede,

at man bestandig højligt ærede

og, som man kunde bedst, feterede

Damerne, som man konverserede.

. . . Mangen en Mand, som deklamerede,

sang eller ogsaa komponerede,

eller som skrevne Vers leverede,

ganske uhyre lamenterede

over, at

ingen

reusserede,

hver Gang han proved’ og proberede

paa, at han paralelliserede,

Nr. 40

sammenlignede, balancerede

Damer, han særlig højt placerede,

yndigt med Blomster, som — friserede

net af en Zephyr — mildt serverede

kvægende Duft, der regalerede.

(Ak! ingen Dame eksisterede

hidtil, som ikke konsumerede

mér end en Blomst, og som brillerede

ved, at lidt Dug hun kun fortærede).

. . . . Mangen en Digter sig blamerede,

naar han i bunden Stil erklærede,

at naar en Stjærne han fikserede,

og den ham stærkt delikaterede

ved al den Glans, som den præsterede,

— at saa hans Sjæl den imiterede

med en Skønjomfru, der spaserede

netop forbi og koketterede.

. . . . Mangen en Danser inviterede

Samtiden, naar han prætenderede,

at man som Faktum straks noterede:

at naar et Pigebarn polkerede,

valsede eller inklinerede,

hun saa i Ynde distancerede

„hastige Hind", der galloperede.

Sagen er den : man ignorerede

ofte det gamle Sprog, Højstærde!;

at man fornuftigst retirerede

naar det for stærkt akkomoderede

Stenen at løfte, som generede.

. . . Selv om man snedigt manøvrei ede,

saa er det rent umuligt, Kæreste,

at finde Ord, der involverede,

hvordanne Kvinder

gouterede,

hvor hendes Skønhed os frapperede,

hvor hendes Ynde imponerede,

hvor heudes Vid os dominerede.

Skaal!

Gren ie t .

En Skitze.

Naar Folk ser ham paa Gaden, er der

ikke en eneste, som tvivler om, at han

er et stort Geni. Den bløde, bredskyggede

Hat, som bedækker hans Hovede, det

lange, sorte Haar, som hænger ned i

Nakken, Lorgnetten, der sidder paa hans

klassiske Næse, og endelig det lange

Slips, som flagrer en halv Alen udenfor

hans Skjortebryst — alt dette gør Indtryk

af noget i Retning af Skuespiller, Kunstner

. A f hvilken Art hans Genialitet er,

det véd kun de færreste, selv kalder han

sig „Literat" og siger, at han arbejder paa

et stort videnskabeligt Værk, men hidtil

er han ikke naaet videre end til paa Kre

dit hos sin Boghandler at købe det Papir,

til hvilket han agter at fæste sine geniale

Tanker. Selvfølgelig betaler han aldrig

sin Husleje og maa derfor flytte hver

Maanedsdag, noget der falder ham saare

let, da alle hans Ejendele bestaar i en høj

Silkehat, et Par Flipper og det omtalte

Manuskriptpapir. Han hører alle offent

lige æsthetiske Forelæsninger paa Køben

havns Universitet, thi sligt styrker hans

Avtoritet.

I Smug omgaas han alle Københavns

Bohémer, blandt dem føler han sig bedst

hjemme, og naar den kommunale Gas

gør Folk ukendelige, søger han til sit

kæreste Tilflugtssted „Kridtpiben". Om

Dagen ser man ham derimod paa de

fineste Kaféer i Selskab med en Flok

unge Mennesker, allesammen vordende

„Kunstnere", der for Øjeblikket lever af

„den gamles" Penge, men som nok en

Gang i Fremtiden vil drive det vidt.