S_Gazetten

320

Nr. 40

Uge-Revue.

I)et er kedeligt nok, at man ikke lever

et halvhundrede Aar tilbage i Tiden.

Den Gang eksisterede der nogle saakaldte

store Digtere, og d’Hrr. skrev nogle allersom-

dejligste Digte om Efteraarets gule Blade,

om herlige Maaneskinsaftener, milde Luft

ninger fra Soen, sval Luft m. m.

Det var den Gang, men Tiderne skifter,

som Homer en Eftermiddag spogefuldt be

mærkede. Nu har vi hverken de store Digtere

eller det velsignede Efteraar.

Nu — aa Gud hjælpe mine arme Galoscher.

Nu er jeg dog kommet i mange bedre Fa-

miljer, men aldrig har jeg oplevet Mage til

Vejr.

Var det ikke, fordi jeg var en saa pligt

opfyldende Skatteborger, der sætter alle Hen

syn til Side, saa havde mine i saa Tilfælde

højst ulykkeligt stillede Læsere denne Gang

slet ingen Uge-Revue faaet.

Jeg skulde lyve stærkt, hvis der ikke var

noget om, at jeg er flyttet hele

Gange i

den forløbne Uge, og det udelukkende af

Hensyn til Ugerevuen.

Først fra min fattige, men renlige Kvist. I

Da jeg seks Gange havde faaet mit Manu-

ski'ipt ødelagt af Regnen,' der væltede ind

allevegne fra, pakkede jeg mit daarlige Tøj

sammen og flyttede — o ! haarde Skæbne —

ned i en Kælder.

Jeg havde snildt beregnet, at skulde

Vandet nu naa mig, saa skulde det allenfals

først gennem

Etager, og inden den Tid

kunde jeg vel nok naa at blive færdig.

Men — o! Idiot — jeg havde slet ikke

tænkt paa, at selv om vi faar Vand ligesom

alt andet her i Verden fra oven, saa kau

Vand meget godt, naar det er i det Hjørne,

søge sine egne Veje til Menneskeslægtens

Fordærv.

Jeg havde ikke siddet en halv Time i

min hyggelige Kælder, før jeg sad i Vand

til Knæerne. Saa blev jeg betænkelig, svømme

kunde jeg ikke — det Fæ til Poul Petersen,

der netop nu har indstillet sine Svømme-

øvelser — og med mit Manuskript i Haanden

vadede jeg ud og styrtede afsted over Stok

og Sten, som Digterne siger, dækket af min

Paraply.

Og hvad hjalp saa det? Den elendige

Paraply havde saa tit holdt for, at den var

bleven endnu mere elendig, og gennem nogle

mig ganske ukendteHuller væltede Regnen ned.

Atter ødelagt Manuskript. Nu lod jeg

fem være lige, lejede mig en uhyre elegant

Lejlighed paa

Værelser paa Strøget. Og

her er det '^nelig'lykkedes mig at overvinde

abe Vanskeligheder.

Men, deltagende Læserinde, jeg ser dit

Ansigt trækkes over med en bekymret Mine.

Huslejen? tænker du.

Ja, Huslejen, hvordan klarer jeg den?

spørger jeg mig selv, naar jeg ligesom i sin

Tid Odysseus i den silde Nattetime vælter

mig uroligt paa Lejen.

Naa, man kan jo Gudskelov lade være at

betale, eller man kan lade sig smide ud

simpelthen.

Man har

jo været paa Gaden før.

Jeg vil imidlertid ikke

uden videre lade mig

smide ud som

Léhmann

Mantzius,

fordi jeg

v*1-

har samme Svaghed som

de, ikke at være ved

Muffen.

Skal nu virkelig stakkels Lehmann som

Sceneinstruktør holde gode Miner til slet

Spil, indstudere de Stykker, . Riis-Knudsen

ikke vil have, og instruere de Skuespillere,

der bliver lagt hen som Hr. Lippert. Og

Mantzius! Han faar nok Lov at spille

Komedie med, men til Gengæld skal han

være Administrator af Boet.

Folk siger, at der var nogle, hvem de

Flasker Champagne, de drak efter Revolu

tionen derude, smagte bittert.

Om der den Dag var nogen Stemning

derude, véd jeg ikke, men saa meget er

vist, at da den sidste Slat var tømt, saa

rejste Hr.

Fiåonie-Nielsen

— egentlig naar

man vil være ærlig den mest literære af

alle Dagmarteatrets Skuespillere — sig op

og talede saalunde med Munden skævt i

venstre:

„Herregud! hvorfor skal vi nu ikke ud

bringe en Skaal for vores eneste Direktør,

ham med Sylene, ham

Riisiko-Knudsen?

IJan

leve!“

Det er ubekendt, om Direktøren faldt

Nielsen om Halsen for den smukke Tale,

men sikkert er det, at han straks gav Ordre

til at male

nye Bag

tæpper.

Saa kan da

heller ikke Statisterne

have noget at beklage

sig ovei, saa meget som

de nu faar at gnide sig

op ad.

Næst efter Hr. Riisiko-

Knudsen turde den Mand, som har oplæst ;

Navnene paa de

33,000

Udstillere i Paris,

der har faaet Medaille, være mest at be

undre.

Besynderligt er det, at Bladene ikke ofrer

ham en Bulletin. Det var dog af Interesse

at vide, hvordan han har det. Han begyndte

Oplæsningen forrige Fredag og fortsætter

den

Dag i Dag.

Skønt Manden har ind

skrænket sineMaaltider og sin Nattesøvn,

ventes det dog ikke, at han vil blive færdig

før ud paa Eftermiddagen lille Juleaften,

Skal vi ikke alle være

enige om at ønske ham

en rigtig glædelig Jul?

Det havde ellers nok

været værd at være Ud

stiller derovre denne

Gang. Lige saa snavs

Ph. Schou lavede det

i Fjor, da han ved en Fejltagelse kom til at

give

alle dem, der netop ikke skulde have

og heller ikke vilde have det, Medaille, lige

i saa brillant har de arrangeret det derovre.

Naar der er

60,000

Udstillere, hvoraf de

33,000

faar Medaille, mens de, der ikke faar

Medaille, alligevel faar Medaille, nemlig Er-

. indrings-Medaille, saa er der i det hele taget

ikke noget at knurre over.

Det er der ellers nok Anledning til, naar,

som det skete forleden i den offentlige Politi

ret, en Mand blev dømt for at have kaldt

en anden en rigtig reel — maaske var det

rijæl — Prokurator.

Havde Manden saa blot været Prokurator,

saa kunde det endda forstaas, om han ikke

vilde lade en saa infam og utidig Beskyld

ning sidde paa sig, baade for sin egen og

den hele Stands Skyld, men ellers — —

Vil man skælde ud, saa er der jo endelig

ogsaa nok at tage til. Journalisterne, der

som bekendt oplyser og vejleder Folket,

giver det gode Raad og fornuftige Forma

ninger, kan ogsaa hjælpe paa dette Punkt.

Der er f. Eks. fra nyeste Dato et Par

ganske gemytlige Fagoner at tiltale Folk

paa, som Tugthuskandidat, Bandit, Gade

dreng o. s. v.

Det betyder ikke noget mellem Journal

ister, det falder nærmest ind under spøge

fulde Vendinger, og hvorfor skulde saa andre

skabe sig vigtige over en saadan Tiltale?

Det hele, det kan føre til, er en Smule

Væddeløb, som forleden mellem en Spleis af

en Redaktør og en Garderkarl af samme

Næringsvej. Og selv om Væddeløbet ender

i en Gadedør, hvor Situationen ser en Smule

truende ud, saa betyder det heller ikke noget,

For naar Splejsen raaber om Hjælp, og samt

lige Husets Tjenestepiger desaarsag kommer

farende, saa er Synet af alle disse frelsende

Eugle mer end nok til at blødgøre Garder

karlens Hjærte.

Og saa trykker man hinandens Hænder

og lover hinanden at blive bedre Mennesker.

Nu faar man at se, hvordan et Par bedre

Herrer pludselig forvandles til bedre Menne

sker.

Puk.

Brevkasse.

Oito.

Den indsendte Artikel vil ikke

blive benyttet. — Forøvrigt modtager Red.

gærne fremdeles gode Humoresker, som altid

kan ventes optagne, saa fremt de maatte

findes egnede for „Gazetten".

I n d h o l d .

Illustrationer:

Fra det kgl. Teater. —

Fra Cirkus Variété.

Tekst:

Det kgl. Teater. — Cirkus Variété.

— Geniet. — Damernes Skaal. — Køben

havnske Originaler. — Gazetten. — Uge-Revue

[illustr.] —■Avertissementer.

Redigeret af

Th. N. Wishohn.

Expedition: Klosterstræde

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade

. K.