315 / 326
Nr. 40
317
Blot til L y st:
Venskab
og
Fjendskab
eller
Den forlorne Søn.
K o m e d i e i 2 Ak t e r .
P e r s o ne r ne :
„Redaktøren".
Oscar, Poet, hans Fostersøn.
Holger, Recensent.
Thomas, Czarens Kurér.
Journalister o. s. v.
Handlingen foregaar i Revolverpressen;
mellem 1ste og
2
den Akt er et Tidsrum af
2
Maaneder.
1 s t e Akt.
Et, Redaktionskontor. Travle Journalister
sidder rundt omkring og bider i Pennene
„Redaktøren" gaar betænkelig op og ned ad
Gulvet.
R e d a k t ø r e n .
Naa, skriver I ? Hæng i, hæng i!
Skriv kun Skandaler — for andet kan
I jo ikke* lave! — O Oscar, Oscar!
hvor mon han bliver a f? — Ja, det
saa galt ud for os, hvis vi ikke. havde
ham.
Han er et prægtigt Menneske,
det bedste, som jeg kender. Jeg tror
næsten, at'hans Artikler er det eneste,
Folk gider læse — ja, og saa mine
egne naturligvis og Fabers Kaffe
sladder.
(Det, banker).
O s c a r
(ind).
R e d a k t ø r e n .
Oscar!
Os c a r .
Fmil!
(De omfavner hinanden.)
O s c a r (til Journalisterne).
God Dag, Kammerater! naa har I
lavet noget godt? Bra’ mange Skan
daler ?
J o u r n a l i s t e r n e
(i Kor).
Ja-a-h!
R e d a k t ø r e n .
0 Oscar, tro dem ikke, kære Yen.
Kun Du formaar at lave noget godt.
Og ikke sandt: Nu skriver Du nok
noget, et af dine mageløse Portræter
til Eksempel.
Os c a r .
Ja — hm — det var just det, jeg
vilde tale med dig om — men —
under fire Øjne.
R e d a k t ø r e n
(vifter de andre Journalister ud af Lokalet).
Naa,. min brave Oscar, hvad er
det saa, Du har paa Hjærtet?
Os c a r .
Hm ! Ser Du : £)et gør mig ondt
for d ig, men vi to kan ikke længer
arbejde sammen. Mit litterære Navn
maa ikke længer knyttes til det Papir,
Du redigerer. Fra nu af vil jeg selv
være Redaktør.
R e d a k t ø r e n .
Hvorledes, vil Du svigte mig?
Os c a r .
Ja, kort og godt, Emil, vi to maa
skilles.
R e d a k t ø r e n .
Og Du gaar over til Bohemerne?
Os c a r .
Bohemerne, hvem vover Du at
kalde for Bohemerne. Farvel, Hr. R.,
fra nu af kender jeg Dem ikke mere,
fra nu af er det Orla Lehmanns
Dattersøn og mig og mig og Orla
Lehmanns Dattersøn!
(Han gaar).
R e d a k t ø r e n
(ser efter ham.)
Ha!
Uværdige, som jeg har
skænket al min Kjærlighed!
H a !
Slange, jeg har næret ved min Barm!
Død og alle Djævle ramme Dig?
Ha! Ha!
(Han stamper rasende
i
Gulvet).
J o u r n a l i s t e r
(styrter ind og knæler. I Kor).
O store Mester! Hvad er der i
Vejen?
R e d a k t ø r e n .
Stat op, I brave Gutter! I skal
ej mere skælde Frederik ud for Fidte-
klump! I skal ej mere skælde Mini
strene, Gendarmerne, Matzen, Højre,
Livjægerne ej heller Privatfolk ud.
Nej, den Skarnbøtte, I éJlers kaste
over Massen, den skal fra nu kun
vendes over
Madsen:
.3 \ /S
J/g
> t
o
J o u r n a l i s t e r n e
(i Kor).
Madsen! — Æh bæh! — Boheme,
Æsel, Morder! Æh bæh! o. s. v.
2 d e n Akt .
Et andet Redaktionskontor. En Mængde
unge, velskabte Mennesker, alle velklædte og
med fyrige Øjne, sidder og drikker „Mumm".
Oscar ved et Skrivebord. Thomas træder ind.
må
- V
Os c a r .
Hil Thomas, hil Czarens Kurér!
Th oma s .
Tak, kære! Har I læst „Sprøjten" ?
Skandale, kære. De skriver, at jeg,
Czarens Kurér, har listet mig bort fra
Regningen.
Os c a r .
Tror Du, de har det fra Værten ?
Th oma s .
Hvor falder Du paa sligt? ham
har jeg jo prist i høje Toner! Kan
Du ikke huske, hvor kønt jeg skrev
om Hr. Brodersens lækre Koteletter,
der smilte over til mig, den Gang jeg
stod og dinglede oppe i Czarens Villa ?
O s c a r . ,
Ja, det er jo sandt. Jo, Du har
gjort et godt Stykke Arbejde nede
paa Fredensborg. Naar jeg blot tænker
paa alt det, Du lavede om Prins
Christians Forlovelse.
Th oma s .
Ja, den klarede jeg tykt, for det
var naturligvis Sludder, kære, Sludder
og Væv alt sammen.
Os c a r .
Naturligvis!
H o l g e r
(kommer springende).
Oscar!
Oscar!
Har Du læst
Skandalebladet?
Os c a r .
Ja, min Ven, men nu har jeg
skrevet en om Kors— ; aa, Du kan
stole paa, han snakker ikke mere om
Strikken i hængt Mands Hus.
Th oma s .
Og de andre, hvad vil Du kalde
dem?
Os c a r .
Tugthuskandidater, Tyveknægte
o. s. v.
Th oma s .
Brilliant, kære; mon Robert ikke
kan komponere en Melodi til den
Tekst?
Os c a r .
Og saa knækker vi Halsen paa
en ny Flaske Mumm.
Th oma s .
Bravo, kære!
A l l e .
Hil Oscar! Hil vor store Mester!
Tæ p e t f a l d e r .
Moral:
Af den Komedie lærer
man, hvorlunde fordums Venskab kan
blive Fjendskab, indtil den forlorne
Søn Oscar atter en Gang vender til
bage; thi det er temmelig sikkert, at
„atter det skilte føjer sig sammen,
■en Gang i Tiden vorder det ét!"