316 / 326
318
Gr & z
E: T T E N.
Et Offer!
K
d
b e n h a v n e r b i 11e d e
af
W. I. S. Holm.
(Eftertryksretten forbeholdt.)
(Fortsat).
Næste Morgen vaagnede Anna sent
og havde stærk Hovedpine; for første
Gang kom hun for 'sent paa Systuen.
De andre Jomfruer, der lagde Mærke
til hendes blege Ansigt, spurgte, om
hun var syg, men fik intet afgørende
Svar. Hun havde lidt Hovedpine, for
klarede hun. — „Maaske har hun
været ude at more sig i Gaar!“ dril
lede en af Syerskerne; det forekom
hende, at hun havde sét hende paa
Frederiksberg. — Anna blev rød, men
svarede ikke. Hun mærkede, at det
vilde genere hende, om de andre er
farede noget om hendes Møde med
Anker. Hvorfor, vidste hun ikke, men
hun besluttede dog at være alene om
sin Hemmelighed.
Og atter drejede hendes Tanker
sig om Gaarsdagens Begivenheder, om
alt, hvad der var hændt. — Ja, hvad
var i Grunden sket? Hun var gaaet
ud, havde følt sig alene og længtes
efter at tage Del i de andres Leg.
Saa havde han vist sig, næsten som
fremtryllet af hendes Længsel, havde
draget hende med sig ind i den glade
Kreds, havde fanget hende igen, hver
Gang de løb ud, havde et Øjeblik
holdt hende i sine Arme, i Overgiven
hed svinget hende rundt.
De var
fulgtes ad hjem, havde spist og drukket
Champagne sammen, og han havde
talt saa smukt til hende om Ungdom
mens Ret og Lysten ved at leve.
Hvor hun mindedes dem tydeligt
alle de Smaating, som havde kastet
Stænk af Lykke paa hendes Vej og
for en kort Stund havde bragt hende
til at glemme sit tidligere Savn og
give sig Haabet og Livslysten i Vold.
Men kunde der vel være noget
ondt heri? — Sikkert ikke! Hvorfor
skulde ikke ogsaa hun have Ret til
at følge Ungdommens Drift og Krav,
til at føle sig glad og give sig hen
deri? -— Og hvad ondt kunde der vel
være i, at hun havde syntes saa godt
om den smukke unge Mand, som med
sin Kækhed og Munterhed havde jaget
hendes Mismod paa Flugt? — Hvad
mon for Resten Kammeraterne vilde
sige, om de vidste det? — vidste, at en
hun havde gjort Bekjendtskab med ung
Mand, at hun havde faaet sig e n ...........
Her hørte hendes Reflektioner plud
selig op. Hun blev ligesom stakaandet
og rødmede ubevidst. — Kæreste? —
Var han liendes Kæreste, var det det,
Kammeraterne mente med „Kæreste” .
Var det da Kærlighed, disse glade Stem
ninger, hans Selskab havde fremkaldt;
denne Følelse af underlig Betagethed ?
Hun havde aldrig før været som i
Gaar Aftes, og selv i Dag følte hun
sig saa underlig til Mode.
Og saa
længtes hun saadan efter ham, længtes
efter hans lyse Smil og frejdige Lat
ter . . . .
'Mon han ogsaa tænkte paa hende,
længtes efter hende? — Nej, hvorfor
skulde han vel det? Han kendte na
turligvis mange andre unge Piger, der
var meget bedre end hun — han, der
var saa smuk og elegant. Ja, men
alligevel kunde han dog vist godt lide
hende. Hvortor skulde han ellers have
vist hende saa megen Opmærksomhed,
talt saa smukt og venligt til hende
og — ja og saa kysset hende. Hvor
for havde han mon kysset hende? Det
var da noget, man ikke gjorde ved
alle og enhver. Og det var sandt,
saa havde han jo inviteret hende til
i
en Udflugt næste Søndag. Hvorfor
skulde han det, hvis hun var ham
ligegyldig.
Saaledes forelagde hun sig det ene
Spørgsmaal efter det andet, og jo
mere hun søgte at hitte Rede i dem,
desto mere indvikledes hun . i deres
fine Net. Hun var for uerfaren til at
kunne løse den stillede Opgave. Spørgs
maal og Svar, der igen fødte nye
Spørgsmaal, dukkede bestandig frem
og gjorde hende aldeles forvirret. Be
standig tænkte hun paa ham, og sta
dig spurgte hun sig selv: „Er det
Kærlighed — elsker jeg ham ?“
Søndagen efter foretog Anker og
Anna en Udflugt til Lyngby. Efter
at have spist Frokost paa Hotellet
spaserede de til Frederiksdal.
Det var tidligt paa Formiddagen,
Luften var mild og klar, og Solen
kastede sine blanke Straaler ned fra
en skyfri Himmel. Nynnende og pas
siarende som to glade Børn gik de
med hinanden under Armen henad
Prinsessestien. Anna var glad og let
om Hjærtet, og Fuglenes Sang, der
dirrede hen over Engene, fandt Genlyd
i Sangbunden i hendes eget Bryst.
Med straalende Blikke saa’ hun op til
Anker, mens han muntert snakkede
løs om alt, hvad der faldt ham ind.
Atter i Dag var det Livets Skøn
hed og Ungdommens Forrettigheder,
hvorved han især dvælede. Han gjorde
hende opmærksom paa Søens Blinken
og Solens Straalespil mellem Trætop
pene, hvilket han sammenlignede med
Haabet og Frejdigheden i Menneskets
Sjæl og med Ungdommens Given sig
hen i Øjeblikkets Lyst.
„Hvad er det, der gør, at man paa
en saadan Dag føler sig saa lykkelig
og let om Hjærtet?” sagde han; „er
det Sommeren alene, der fremkalder
disse Følelser? Nej, det er Følelsen
af, at vi er et med Naturen, vor lykke
lige Ævne til at kunne give os hen i
Nuet, uden at Tanken om Livets ma
terielle Krav kan forstyrre vor Glæde.
De gamle og de, som daglig maa
ase i Livets Trædemølle uden dog at
komme videre, tror De, at en saadan
Udflugt i det fri har den samme op
livende Virkning paa dem som paa
os? Nej, det er umuligt! De kan
maaske nok for et Øjeblik føle lidt
Lettelse, lidt Opmuntring i deres Ens
formighed; men Bevidstheden om, at
naar den korte Dag er forbi, saa skal
de atter i Morgen tage fat, hvor de
slap i Gaar, den vil dræbe deres Fri
hedsglæde. Og naar de kommer hjem
i Aften, vil de være lige saa trætte,
som em de havde forrettet deres dag
lige Dont. Ogsaa derfor kan en saa
dan Udflugt ikke efterlade noget varigt
Lyspunkt i deres Sind.
Mon vi unge, vi, der føler Livet
og Livskraften pulsere i vore Aarer,
vi kan nyde Sommerens Skønhed om
kring os, fordi den harmonerer med
vort eget sommerfriske Sind. Naar
Solstraalen kysser vor Kind, føler vi
det ligesom en højere Magts velsignende
Kærtegn; naar vi sér ind i det sol
oplyste Perspektiv, der aabner sig for
vort Blik, synes vi ligesom at skue
ind i den forhaabnings- og forjættelses
fulde Fremtid, der vinker os med sæl
somt Trylleri. — For os er en saadan
Udflugt ikke en kort Dag, der er forbi,
naar Aftenen kommer; nej, den er en
Del af selve vor Ungdom, hvori noget
af det Haab og den Begejstring, der
er et Særeje for det unge Sind, lige
som opfyldes og mættes.
Sig mig, føler De ikke Brystet lige
som udvide sig og alle Lemmer lige-
som faa forøget Spændstighed, nye
Kræfter, mens De betragter Naturens
svulmende Skønhed omkring Dem?
Men,” fo’r han fort uden at afvente
Svar, „hvad er det vel, der gør, at
De føler Dem saa glad og saa kæk,
saa livsfrisk og stærk? Det er Haabet
i Deres Bryst og Deres Ungdoms Fylde,
der folder sig ud og smelter sammen
med den unge Sommernatur omkring
Dem. Det er Harmonien mellem Dem selv
og Deres Omgivelser, Deres Ungdoms
varme Drifter, der higer ud, gærer
og søger Næring!
Ja, kære Anna, vi er unge, De og
jeg, og derfor kan vi glæde os over
Sommeren omkring os. Lad os nyde^
vor Ungdom, ikke ængstelig mure os
inde, men følge Naturdriften i vore
Hjærter — lad os følge dens lokkende
Stemme, mens vi kan.
En Gang
maaske vil der komme en Tid, da
ogsaa vi føler os gamle og trætte, da
Naturen ogsaa for os har mistet sit
friske Trylleri; men derpaa vil vi
ikke tænke. Lad os nyde Ungdommen,
mens vi har den, nyde Glæden, hvor
den byder sig frem, og plukke dens
Blomster over alt, hvor vi finder dem.
— Lad os plukke af Livets Roser saa