S_Gazetten

Dagmarteatret.

„Tordenskjold".

Hr. Riis-Knudsen præsenterede

Tordenskjold i en Skikkelse, som er

Øhtenschlager værdig; Iscenesættelsen

er fortræffelig, og skal „Tordenskjold"

nogensinde slaa igennem, saa maa det

være nu. Efter det drønende Bifald

at dømme paaskønner Publikum ogsaa

den unge Direktørs Bestræbelser, men

desværre er Teatret stadig kun daar-

lig besøgt. Om selve Stykket er der

skrevet uendelig meget: man har sagt,

at det nærmere var en Folkekomedie

end et tragisk Drama, og Heltens

tragiske Endeligt er vel ogsaa den

eneste Grund til at benævne det

„tragisk". Med stor Begejstring lytter

det store Publikum til den unge Sø

helts raske og [frimodige Repliker, i

og de fleste venter med Længsel det

Øjeblik, da Tordenskjold lykkelig skal ;

forenes med Miss Harriet, da — o ve |

— Helten falder i en lnmpen Snare ,

og dræbes, Miss Hariet kommer et

Øjeblik for silde, dog tids nok til at

svøbe den raske Søguts afsjælede

Legeme i Dannebrog og sige et Par

kønne, patriotiske Vers.

Det store

Publikums Begejstring vilde sikkert

have været langt større, om Harriet

var kommen tids nok til at frelse sin

elskede, lønne Dyden og straffe Lasten ;

men netop paa det Punkt har Øhlen-

schlager holdt sig strængt til den

historiske Sandhed. Er Sceneriet for

træffeligt, saa er Spillet for Hoved

rollernes Vedkommende det ikke mindre.

Hr. V. Wiehe er en udmærket Torden

skjold, hans Maske er skuffende, og

hans raske Manerer og djærve Tone

giver os Billedet af Tordenskjold, saa

ledes som vi fra smaa af har været

vant til at tænke os denne Søhelt.

Miss Harriet har en fortrinlig Frem

stillerinde i Fru Gjørling, der særlig

udmærker sig ved sin smukke Dekla- i

mation.

Bedst var Fru Gjørling i I

Slutningen af anden Akt, hvor Harriet

viser Tordenskjold sine Tegninger, der I

i Parantes sagt ikke burde opbevares

i en moderne Fløjlsmappe. Samspillet

i denne Scene var glimrende, saavel !

Hr. Wiehe som Fru Gjørl ng præste

rede her et lille Mesterværk af drama-

tisk Kunst.

De øvrige Rollehavende

gør deres bedste, og det vilde være

Synd at fremhæve nogen enkelt, det

skulde da være Frk. Lerches Debora.

Dagmarteatrets „Tordenskjold" er en

Forestilling, som man kan have. For

nøjelse og Udbytte af at overvære;

den e r , hvad Iscenesættelsen angaar,

ikke langt fra at staa paa Højde

med, hvad vi i Fjor saa hos Mej

ningerne.

—

Gid Pokker havde Alverdens Aviser,

naturligvis undtager jeg den uskyldige

rosenrøde Gazette. Ja, Hr. Redaktør, jeg

er ærgerlig paa Aviserne, de driller mig,

de forarger mig, og de giver mig ikke en

rolig Time hele Dagen igennem. Det er

de mærkværdigste Ting, disse sværtede

Tingester plager mig med. Naar Czaren

hai købt en Bismarcksklump, eller naar

Kapt. Rambusch har faaet Dimmelim i

en Luftballon, saa skal det straks, takket

være de Pokkers Aviser, passere gennem

min arme Hjærne. Aviserne tvinger mig

til at stikke min Næse i Kloakerne, til

at lade mit Øre døves af alt Rigsdags

vrøvlet, til at lade mine Øjne skue A l

verdens Daarligdom, ja undertiden for

langer de saagar, at jeg skal smage paa

dette eller hint.

Tidlig om Morgenen, længe før jeg har

tænkt paa at aabne mine trætte Øjne,

banker Værtinden paa Døren. „Om Herren

ikke vil laane Morgenberlingeren ?“ — |

Min gode Værtinde tror oven i Købet at

gøre mig en Tjeneste ved at laane mig

dette Organ for regerende og averterende.

Jeg takker naturligvis og breder den

kongelige-priviligerede ud over O ver

dynen tor straks efter atter at hvile i

Morfevs Arme. Fem Minutter senere vækkes

jeg atter af et rædsomt Spektakkel, det

er igen min Værtinde, den velsignede

Kone, der „bare vil bede Herren om at

give hende Avisen, for hun har ogsaa

lovet Hr. Petersen ved Siden af, at han

maatte kigge lidt i den." Naa — det er

altsaa ikke til at tænkepaa at faa Morgenro,

ærgerlig springer jeg op, klæder mig paa

og iler ud paa Gangen for at se, om der

ikke skulde være nogle Breve. Breve!

Nej, naturligvis ikke et eneste Brev, men

hele fire Aviser: Avisen, København,

Nationaltidende og Politiken, tænk Dem:

fire Blade skal jeg døje til min Morgen

kaffe, fire Aviser, af hvilke den ene er

værre end den anden, og den første er

væ rre end den værste.

Lidt op ad Formiddagen kommer saa

min elskværdige Værtinde igen; den vel

signede Sjæl har nede hos Urtekræmmeren

laant Adresseavisen, og nu vil hun bede

mig om at se efter, om der ikke skulde

„staa en Plads til Frederikke."

Tak

Skæbne. Jeg kigger og kigger, de sorte

djævelske Typer danser Kankan for mine

Øjne. I min Fortvivlelse kaster jeg Adresse

avisen i Hovedet paa min Værtinde, der

i den Anledning meget venskabeligt beder

mig, om jeg vil behage at flytte til den

første, og saa stormer jeg ned paa Gaden,

ud i det fri, der maa jeg da vel for

Pokker kunne faa Fred for de forbistrede

Blade. Jo vist, jeg faar saamæn ikke

gaaet ti Skridt, før en nærgaaende A vis

mand kommer hen til mig og falbyder

mig sit Kram. Jeg havner paa en Re-

stavration og kommer der kun i den frede

lige Hensigt at spise til Middag, men

næppe er jeg kommen inden for Døren,

før end tre, fire Opvartere overfalder mig,

hver med sjn Avis i Haanden: Værsaa-

artig, Herre, Morgenbladet, Venstrebladet,

Dagbladet, Social-Demokraten, Dagens

Nyheder . . . . Brr! Naa, ja siden jeg

altsaa ikke kan blive ft i for Bladene, saa

lad 'mig da faa Dagens Nyheder, i den

kan jeg da se, af hvilke Retter min borger

lige Middag skal bestaa. Lad se:

Champignonsuppe.

Bajrbue au Gratin.

Dyresteg med Kompot og Salat.

Kræmmerhuse med Flødeskum.

Ih Du Fredsens! Nej, det har min bor

gerlige Portemonnæ s’gu ikke Raad til.

Jeg tror, at baade Fru Nimb og Dagens

Nyheder vil gøre Nar ad mig. Opvarter:

en B øf!

Naa, saa fortærer jeg min Bøf, gaar

atter ud i Byen, men lidt henad Efter

middagen kommer jeg i Tanke om en

Artikel, i hvilken København skældte

Korsgaard ud. Jeg maa dog se, hvad

Aftenbladet svarer. A tter paa Restavra-

tion, atter et Styrtebad af Blade — uh

ha! Mandagen er min bedste Dag, saa

kommer de færreste, og Lørdagen min

værste, for saa har jeg foruden de daglige

ogsaa de illustrerede Plageaander paa

Halsen. Som sagt: Gid Pokker havde

dem allesammen, skønt jeg tror s’gu dog

ikke, jeg kunde undvære dem.

Max.

Hatten af!

Gud bevares, jeg holder umaadelig

meget af Damer, især a f unge Piger, og

jeg kan forsikkre Dem, at mit Hjerte slaar

lige saa højt for Bajerske Fremskridtskvinder

som for Bahnsonske Kanonpiger. Mindst

af alt havde jeg derfor troet, at jeg skulde

komme paa Kant — eller rettere — „paa

Flat" med Damerne, men ikke desto mindre

er det dog Tilfældet. Sagen er den: Først

paa Sæsonen gik jeg omkring og glædede

mig: Damerne bar alle saadan nogle fikse

smaa Jokeyhuer. I A ar kan Du da faa

Lov til at se Komedie uden at dreje Hal

sen af Led, tænkte jeg, men ak, hvor skulde

jeg skuffes. Straks da jeg kom i Teatret

første Gang, opdagede jeg til min For

færdelse, at hele det smukke Køn alle som

en havde kastet Jokeyhuerne og i Stedet

puttet deres allerkæreste Hoveder i nogle

smaa Tuborgflasker; det var den sidste

franske Mode, som paa dansk hedder „la

tour de Marstrand" eller saadan noget

lignende. Uheldigvis havde disse Hatte

ikke Flaskernes gennemsigtige Egenskab,

og alt, hvad jeg fra min Plads kunde syne,

var en snehvid Damehals, et fikst opsat

Nakkehaar og saa Hatten — den ulyksa

lige Hat. Nu indrømmer jeg naturligvis,

at Udsigten til en smuk Damenakke kan

være ganske køn, men strængt taget er

322

G A

E T T E N

Nr.

Plageaander.