324 / 326
326
6 A Z E T T E I*.
Et Offer!
K o 1) e n h a v n e r b i l l e d e
af
W. I. S. Holm.
(Eftertryksretten forbeholdt.)
(Fortsat).
Ved Middagstid brød de op og gik
videre vest paa, indtil de stansede ved
Hulsøen, denne fortryllende lille Skøn
hedsplet der som en blinkende Dug-
draabe ligger gemt inde i store Hare
skov og pludselig, naar man mindst
venter det, glimter frem for ens Fod.
Paa den ene Side kranses den af præg
tig Naaleskov og paa den anden af
lyse, højstammede Bøge, blandede med
vilde Æbleti æer. Som et aarvaagent
Øje, alvorligt og dog skælmsk, titter
den frem under Naaletræernes buskede
Bryn. Et forunderligt Trylleri griber
en, naar man pludselig ser sig fangen
af dens klare Blik, og det kan være
svært nok igen at vende den Byggeri
og tage Afsked med den — Skovens
skønneste Perle! — Anna klappede i
Hænderne som et overgivent Barn,
ogsaa Anker maatte beundre den
fredelige Idyl , og de havde begge
vanskelig ved at løsrive sig fra den.
. De spiste til Middag i Frederiks-
dal Kro og foretog bagefter en Sejl
tur paa Fursøen. Anker roede. Da
de var kommen ud paa Midten, tog
han Aarerne ind og lod Baaden drive
for den svage Strøm. Han intonerede:
„Flyv, Fugl, flyv!“ Anna faldt ind
med, hendes bløde Altstemme lød godt
sammen med hans rene, velskolede
Tenor, og sjældent har Chr. Winthers
dejlige Romance lydt smukkere hen
over dens Hjemsteds Vover. Anna sad
henne i Agterenden; Anker gik hen
og satte sig ved hendes Side, og læ
net op til hinanden sang de forskel
lige Duetter. Til sidst sang Anker
alene en schweizisk Hyrdesang, hvis
smeltende Toner kastedes tilbage fra
de høje Bakker og dirrede hen over
Søens Vande. Da Sangen var endt,
roede han i Land, og de spaserede op
i N ø r r e skov . Atter gik de ved hin
andens Side inde under de løvrige
Træer, og under munter Samtale svandt
Eftermiddagen hen. —
Da de skiltes om Aftenen efter at
have aftalt en ny Udflugt for næste
Søndag, kyssede han hende atter;
uden Tilbagehold gengældte hun hans
Kys og lænede sig tillidsfuldt op til
hans Bryst.
Da hun kom op paa sit Værelse,
blev hun længe siddende ved Vinduet
og tænkte paa ham — paa ham,
hvem hun havde ofret hele sin unge
Kærlighed.
Ja, for hun vidste det
nu, at hun elskede ham med al sin
Ungdoms Styrke og Inderlighed. Om
han elskede hende til Gengæld, derom
spurgte hun ikke; hun troede det vel.
Men i øvrigt var hendes egen Kærlig
hed hende nok, og nynnende begav
hun sig omsider til Ro og sov ind i
lyse Drømme.
Fra nu af begyndte en ny Tid og
et nyt Liv for Anna, et Liv fuldt af
Lykke og Solskin.
Hver Søndag og
undertiden og Ugens øvrige Aftener
var hun sammen med Anker. De fore
tog Udflugter eller gik i Tivoli i hin
andens Selskab, og naar de var borte
fra hinanden, stod hans Billede be
standig for hendes Tanker og kastede
Lysglans over hendes Arbejde, som
ikke mere syntes hende ensformigt og
trist.
Deres Forhold til hinanden var
stadig det samme: Han passiarede, og
hnn hørte til, og hans Kærtegn gav
hende rig Erstatning for alle hendes
tidligere Savn og Længsler. Han talte
aldrig til hende om Kærlighed; men
hans Kys var varme og ildfulde, og
hun gengældte dem i fuldt Maal.
Aldrig var hun lykkeligere, end naar
de var ene sammen, og hun med Ar
men om hans Hals saa ham ind i de
spillende brune Øjne og trykkede sine
Læber mod hans, mens hun dirrende
over hele Legemet klyngede sig op til
ham og ind i hans Favn’ Han lod
da gærne Haanden glide kærtegnende,
ligesom beroligende hen over hendes
Haar og Kinder; men denne Kæiteg
nen gød ny Ild i hendes Blod. Hendes
Øjne blev duggede, Læberne aabnede
sig, og hendes Kys blev hedere og
hedere.
Undertiden kunde han da
løsne hendes Arme og læmpelig skyde
hende fra sig eller lade hende glide
ned af sit Skød, mens en nervør Dir
ren for hen over hans Ansigt. Hun
betragtede ham saa med et forundret,
spørgende Blik; men han lo bare, og
hun var atter glad.
Saaledes forløb flere Maaneder, og
Efteraaret var kommet med Rusk og
Regn.
Anker havde endnu aldrig
været oppe paa hendes Værelse; men
en Aften, da de kom tidligere hjem
end sædvanlig, ytrede han Ønske om
at se hendes „ Jomfrubur “ , som han
udtrykte sig. Hun blev lidt forlegen,
fordi det var saa tarveligt og vilde
tage sig saa fattigt ud til Ankers Ele
gance. Men han slog hendes Betænke
ligheder hen med Spøg, og hun lod
ham følge med.
Hun boede paa tredje Sal i et lille
etfags Baggaardsværelse, der næppe
havde Plads til en Seng, et lille Vaske
bord, en Kommode og to Stole, hvilket
udgjorde hele Møblementet.
Anker
saa sig om uden at sige noget, satte
sig paa den ene Stol og trak hende
ned paa sit Skød, og som sædvanlig
forsvandt alle hendes Betænkeligheder
under hans Kærtegn.
Efter den Aften fulgte han ofte
med op paa hendes Værelse. I Reg
len bad lian hende lade være at tænde
Lys, og i Mørket sad de da og pas
siarede og kærtegnede hinanden. Og
lians Ord og Kys spredte Lys og Lykke
i hendes fattige Kammer.
En Søndag Aften hen i November
Maaned sad de som sædvanlig oppe
paa Annas Værelse. De havde været
i Kasino og set en Folkekomedie, et
af disse farceagtige Udstyrsstykker,
som altid i Befolkningens brede Lag
kan finde sit taknemlige Publikum.
Den kaade, buldrende Musik, de pragt
fulde Tableaux, de grotesk-heroiske
Optrin, de højst usandsynlige, men
grundkomiske Situationer, Støjen og
Latteren af hele et tætfvldt Teaters
entusiastiske Publikum — alt genlød
endnu i Annas Øren og flimrede for
hendes Øjne, mens hun overvældet af
Aftenens Indtryk havde sat sig paa
Sengen.
Anker havde taget Plads ved hendes
Side og kærtegnede hende paa en egen
nervøs-lidenskabelig Maner. Men hun
syntes hverken at ænse hans Kys eller
at bemærke hans særegne Adfærd —
opfyldt som hun var af Komediens
stærke Indvirkning.
Pludselig gav
Anker sig til at kildre hende.
Hun
var meget nervøs og ogsaa meget
kilden, og denne Berøring rev hende
ud af hendes Ro. Hun vred og krum
mede sig under hans Hænder og vilde
trække sig bort, men han fortsatte
sine Angreb og trykkede hende fastere
op til sig. Blodet hamrede i hendes
Aarer, Tindingerne bankede som i Fe
berhede, og en krampagtig Latter
gennemsitrede hendes hele Legeme,
mens ligesom en Taage omslørede
hendes Sanser............
— — Da hun igen kom til sig
selv, var hun alene. Maanens Straaler
kastede et mat, sitrende Skær ind i
hendes Kammer, hendes Dragt var i
Uorden, og en underlig pinefuld Slap
pelse hvilede over alle hendes Lemmer.
Hun rejste sig op og søgte at samle
sine Tanker, og i et Nu stod Aftenens
Begivenhed klar for hende — hun
begreb, hvad der var sket. En navn
løs Kval overfaldt hende, og i for
tvivlet Hulken kastede hun sig ned
paa Lejet, mens en træt Stønnen trængte
sig over hendes Læber. Saaledes laa
hun længe. Fra Tid til anden gennem-
rystede Graaden hende; lidt efter lidt
hørte den dog op, og hun blev atter
rolig. Rolig? nej, men Tankerne kla
rede sig, og hun begyndte at overveje
det skete.
Saaledes skulde det altsaa komme,
dette skulde blive Enden paa deres
skønne Forhold! Enden? nej, det var
umuligt! Han kunde ikke .have for
ladt hende; han maatte komme igen,
vilde trøste hende i hendes kvalfulde
Sorg, vilde med sin slanke hvide