284 / 326
286
© A
SS,
K- T T
m
N.
Nr. 36
Et Offer!
K ø b e n h a v n er b i l l e d e
af
W. I. S. Holm.
(Eftertryksretten forbeholdt.)
For et Par Aar siden, mens jeg
boede ude i Voldkvarteret, gik jeg mig
i Reglen hver Dag en Morgentur i
„østre Anlæg".
Jeg kom der gærne ganske tidlig,
straks efter at der var lukket op,
forinden dets sædvanlige, støjende
Publikum havde indfundet sig. Fug
lene kvidrede uforstyrret i Kor, Dug
gen blinkede i Græsset, og Morgen
luften, sval og frisk, strøg viftende
frem mellem de prægtige, højstammede
Træer.
Paa disse Ture mødte jeg jævnlig
en ung Kvinde med en fire-fem Aars
Dreng ved Haanden.
Der var noget ved dette Par, som
straks ved vort første Møde vakte
min Opmærksomhed og Interesse, uagtet
jeg vanskelig kunde klare mig. hvori
det egentlig laa. At det var Moder
og Søn, følte jeg mig straks overbe
vist om; den Ømhed og Omhu, den
unge Kvinde lagde for Dagen overfor
Drengen, tydede aldeles bestemt der
paa. Men alligevel fandt jeg noget
gaadefuldt
ved Parret,
og
den
Omstændighed, at jeg saa ofte mødte
dem paa samme Sted- og bestandig
uden Ledsagelse, gav mig efterhaanden
Lyst til at lære deres Forhold nærmere
at kende.
Dette er senere ved Tilfældets
Hjælp lykkedes mig; i det følgende
skal jeg meddele nogle Træk af den
unge Kvindes Liv, saaledes som de
paa nær Haand er kommen til min
Kundskab.
Det er vel kun en Hverdagshistorie
— én af de gamle, der bliver evig
ny — ; mulig dog, at den hos Læseren
kan vække den samme Deltagelse, jeg
selv har følt — og saa er Hensigten
ruiaet . . . .
*
- x-
Den unge Kvinde — vi kan kalde
hende Anna — var født i en lille jysk
Købstad.
Hendes Barndom havde ikke været
lykkelig. Moderen, Datter af en anset
Embedsmand, havde mod sin Families
Ønske giftet sig med en smuk, men
temmelig indholdsløs Haandværker,
hvilket Skridt hendes Slægtninge be
lønnede ved fuldstændig at slaa Ilaan-
den af hende.
Det samme gjorde
ogsaa næsten hele hendes tidligere
Omgangskreds: De, hvis Dør havde
staaet vidt aaben for Embedsmandens
Datter, ønskede paa ingen Maade at
betragtes som ligestillede med Haand-
værkerens Kone.
Hun var derfor
henvist til at ■søge sit Livs Glæder
indenfor sit eget Hjem og i Omgangen
med sin Mand — og de blev snart
tarvelige nok.
I Begyndelsen, saalænge hun endnu
var blændet af Mandens Raskhed og
glatte Ansigt, levede hun nogenlunde
lykkelig, idet hun i sin Kærlighed
fandt Erstatning tor sine øvrige Tab.
Men efterhaanden, som Hulheden i
Mandens Karakter mere og mere viste
sig for hende, gled Bindet ogsaa mere
og mere fra hendes Øjne, og hun ind-
saa kun altfor snart, at hun havde
bygget sin Fremtid ved Skrænten af
en Afgrund. Ikke nok med, at Man
den aldeles ikke forstod hende, at
hendes Dannelse og Opdragelse havde
draget en dyb Kløft mellem hendes
og hans Ideer og Tankeliv, men han
tik endog snart en vis Tilbøjelighed
for ligefrem at saare hende ved Bru
talitet og Raahed.
Den Tone, han var vant til at
anslaa blandt sine Kammerater, søgte
han ogsaa at indføre i sit Hjem, og
da han mærkede, at den ikke fandt
Genlyd hos Konen, blev han irriteret.
Han havde ikke Finfølelse nok til at
indse, at Konen var af finere Stof end
han og maatte behandles der efter,
at hun var en sart Plante, der kun
kunde trives i Solskin, men vilde visne
i Slud. Han ansaa hendes Væsen for
Skaberi, som han vilde udrydde, og
krænkede hende ofte uden maaske
at tilsigte det.
De „fine Nykker"
skulde pilles ud, mente han ; men han
greb fejl efter Midlerne dertil.
— Omtrent samtidig gik det op
for begge, at de ikke passede for hin
anden ; men ingen af dem tænkte paa I
at sprænge Baandet.
Hun gemte
Skuffelsen, Græmmelsen og Savnet dybt
i sit eget Indre; han søgte Erstatning
udenfor Hjemmet, i Kammeraternes
døvende Selskab. Han havde aldrig
været særdeles dygtig i sit Fag, og (
efterhaanden tabte han fuldstændig
Lysten og skejede mere og mere ud.
Det meste af sin Smule Fortjeneste
ødelagde han paa Værtshus, og det
var kun en Ubetydelighed, han bragte
til sit Hjem og sin Kone.
Foruden Følelsen af sin Livslykkes
Ruin fik hun ogsaa Armodens centner
tunge Vægt at bære; men hun bar
det alt uden at knurre og uden at
klage. Hun saa Fremtidsmørket for
sit Blik; men hun fandt intet Middel
til at ændre det. —
Saa blev Anna født . . .
For en kort Tid bragte hun For
ældrene nærmere sammen; men da
Barnets Uro og Skiig irriterede Fa
deren, søgte han snart igen sine egne
Veje og lod Moderen ene om at bære
den dobbelte. Byrde.
Og hun bar den. Fra nu af be
gyndte først ret hendes stille Kamp —
Kampen for det daglige Brød, for
Opholdet til sit Barn. Hvad hendes
Stolthed før havde modsat sig, gjorde
hun nu: Hun henvendte sig til flere
af sine Omgangsfæller om Hjælp i
Form af Sytøj og Haandarbejde. Og
Arbejde fik hun. Hun modtog ingen
Gave, ingen Understøttelse; men i de
korte Dage og lange Nætter sled
hun ufortrødent for at tjene de Ører,
for hvilke hun fik Mad og Tøj til sit
Barn. — Fingrene blev krogede og
Blikket mat, alt som Aarene gled;,
men Anna vokste til uden at lide
Savn, og det var Moderens Beløn
ning. ---------
Under disse Forhold vokste Anna
op. Faderen gjorde intet for at binde
hende til sig; hun lærte snarere at
frygte ham. Moderen var den, hvem
hendes hele Opdragelse paahvilede, og
med skinsyg Aarvaagenhed vogtede
hun paa hver af hendes Bevægelser.
Hun havde jo intet andet i Verden
end Anna, og hun blev hendes Afgud
og Øjesten, ligesom Anna paa sin
Side sluttede sig inderlig og fast til
Moderen.
Furts.
„En Aften1.
De maa s’gu ikke tro, at jeg er bange
for Spøgelser, — nej, jeg har saamæn
ofte siddet ene i Mørke sammen med
min Værtindes „Tulle", om hvem kyndige
Folk paastaar, at hun er det værste
„Spøgelse", de nogensinde har set, uden
at det har afficeret mig; men jeg skaj
alligevel ikke nægte, at forléden Aften
havde „Spøgelserne" nær taget Vejret
fra mig.
Hvorledes? — Ja, nu skal De bare
høre:
Ser De, jeg havde saa ofte ønsket at
se et Spøgelse, ikke et af den Slags som
„Tulle", skønt hun saamæn er tilsræk-
kelig skrækindjagende, nej, men saadan
et rigtigt hvidt Gespenst af den Slags,
der holder til paa Kirkegaarde og i gamle
Borgruiner.
Jeg meldte mig ind i spiritistisk For
ening, spiste al min Mad hos Aandekongen
Niedermann, men ak, forgæves, ikke
Spor af Aand, hverken det ene eller det
andet Sted.
Men saa forleden sad jeg henne paa
Kaféen og læste en grufuld Beretning i
„Aftenbladet" om nogle Flødeboller, der
havde hjemme i en Bagerbutik ude paa
Vesterbro. De havde faaet St. Veitsdans
og var slet ikke til at styre. Kakkel
ovnen, det sorte Bæst, der stod dernede
i Jomfruburet, havde foretaget Proptræk
kerspring å la Olschansky. Vandhanen,
der i Aaringer havde siddet rolig paa
sin „Post", havde pludselig givet sig til
at „rende", og Ruderne tog Moden op
efter den og gav sig til at springe, ja, om
det saa var den gamle, skikkelige Hænge-