38
å l S f f M R .
Nr. 5.
Hvemvar Morderen?
En Kriminalnovelle
af
J . I ) . H . T e m m e .
(Fortsat).
Remmen endnu hængende over Skul
deren. Begge Hanerne var satte „i
Ro “ , begge Løb ladte. Alt talte for
den Antagelse, at han var gaaet hen
ad Vejen uden Mistanke og pludselig
bleven skudt fra et Baghold.
var
Den lyse Dag var forlængst brudt
frem. Skovrideren og lians Ledsager
behøvede ikke at lede længe.
l o
hundrede Skridt fra Ulykkesstedet var
der en Lysning i Skoven. I Udkanten
af denne fandt de en nylig skudt,
halv opskaaret Rakhuk. Den maatte
være skudt endnu samme Nat eller
den foregaaende Aften. Krybskytten,
som havde nedlagt den, maatte være
bleven forstyrret i sit Arbejde med at
skære Dyret op. Han havde da gre
bet Flugten og ladet alt i Stikken,
endog hans gamle, forrevne Jagttaske
laa en halv Snes Skridt længere borte.
„Sanders Jagttaske“ , raabte Skov
rideren, da han fik Øje paa den.
Hvem kunde endnu tvivle paa, at
den forvovne, berygtede Krybskytte
var Morderen?
Retten vandt hurtig denne Over
bevisning og nye, graverende Omstæn
digheder bestyrkede kun yderligere det
allerede oplyste.
Den Dræbte havde fem Kugler, af
den Slags, man skyder Raadyr med,
i Brystet. To af dem havde gjennem-
boret Hjærtet. Døden maatte være
indtraadt umiddelbart efter Skudet.
En Ladning af selv samme Slags fandt
man i det skudte Raadyr. En lille
Pose med Blykugler laa i den fundne
Jagttaske. De var alle støbte af det
samme Metal, havde samme Størrelse
og samme Form, som dem der var
brugt til Drabet af Forstvæsenseleven.
Retten lod strax foretage Husun
dersøgelse i Sanders Bolig, og denne
blev arresteret. Man fandt hos ham
en Kugleform og raat Bly, som begge
Dele svarede nøjagtig til de fundne
Kugler. Derimod fandt man ikke hans
Gevær eller Jagttaske i hans Hjem.
Geværet havde han
sandsynligvis
bortkastet, for at fjærne Mistanken
fra sig.
Der var ingen Tvivl mere; Kryb
skytten var Morderen.
Dog var der en Ting, som forblev
uopklaret.
Den Myrdede laa midt
paa Vejen, Hans Gevær, en Dobbelt
løber, laa ved Siden af ham med
ogsaa,
Liget,
busk,
revne
Skudet maatte være affyret paa nært
Hold, og i Virkeligheden fandt man
kun tredive Skridt fjernet fra
Græsset nedtraadt bag en Elle-
Grenene bøjede tilbage og af-
Blade.
Morderen havde her
staaet paa Lur og sendt sit Offer den
dødbringende Ladning i Brystet.
Men hvorledes passede disse Om
stændigheder sammen, hvis Krybskyt
ten var Morderen?
Hvorfor havde
han forladt det skudte Dyr, før han
var bleven overrasket? Den Dræbte
havde endnu ikke kunnet have endog
blot en Anelse om, at en Krybskytte
var i Nærheden, ellers havde han ikke
nærmet sig saa rolig med Geværet
over Skulderen. Hvorfor havde ende
lig Krybskytten, efter at have begaaet
Mordet, ladet Dyret og sin Jagttaske
blive tilbage, da dette jo maatte kunne
forraade ham som Morderen?
Men ogsaa hertil fandt man Svar.
Natten havde været stille, og Kryb
skytten havde med sin sædvanlige
skarpe Hørelse allerede i Afstand op
daget den sig nærmende Embedsmand.
Han hørte Skridtene komme nærmere,
havde saa sneget sig hen bag Elle
busken og ventet paa ham. Han maatte
have kunnet kjende Forstvæsenseleven
og har sagt sig selv, at denne maatte
komme over Lysningen, i hvis Udkant
Dyret laa. Saa vilde han uden Tvivl
blive opdaget, og der ventede ham
da en meget stræng Straf, da han
allerede saa ofte var straffet for Kryb
skytteri. Tilmed er enhver Skovem
bedsmand
Krybskyttens
naturlige
Fjende. Derfor skød han ham. Hvor
for han da senere lod ikke alene Dyret
men ogsaa sin Jagttaske i Stikken?
Hvem kan vide, hvilket Tilfælde, hvil
ken pludselig Skræk eller Samvittig
hedsnag der kan være kommet over
ham, berøvet ham Besindelsen og jaget
ham bort i vild Flugt, bort fra Stedet
for sin Forbrydelse?
Saaledes blev Mistanken mod ham
stærkere og stærkere og hans Optræ
den under Undersøgelsen tjente kun
til at befæste Dommerne i deres An
tagelser.
Først nægtede han helt at have
været i Skoven. Jagttasken havde vel
engang tilhørt ham, men var for nogen
Tid siden bleven stjaalen fra ham.
Han havde heller ikke i lang Tid
havt noget Gevær.
Siden han sidst
blev straffet; havde han ikke mere
været paa Krybskytteri.
Først da
Forvalteren og hans Søn havde gjen-
kjendt hans Klædning og Skikkelse,
og det tilmed blev oplyst af Naboerne,
at han endnu til for ganske nylig-
havde havt sit Gevær og sin Jagttaske,
tilstod han, at han paa Mordnatten
havde været i Skoven og nedlagt et
Raadyr.
Og nu fremkom han af sig
selv med følgende videre Forklaring.
Medens han var beskjæftiget med
at tage Indvoldene ud af Dyret, for
derved lettere at kunne bære det hoi t,
havde han stillet sit Gevær op mod
et Træ en halv Snes Skridt derfra og
lagt sin Jagttaske ved Siden af. Aller
bedst som han var i Gang dermed,
havde han hørt en Lyd i Nærheden.
Da han saa sig om, havde han set
en Mand staa henne ved det Træ,
hvor hans Gevær var. Manden havde
selv en Dobbeltløber i Haanden, hvor
med han sigtede paa ham. Han blev
forskrækket, da han straks gjenkjendte
Skovrider
Hartmann.
Skovrideren
sagde ikke -et Ord, han rettede kun
truende sin Bøsse paa ham.
Han
indsaa, at her var al Modstand for-
gjæves. Kun et raskt Spring og en
hurtig Flugt kunde redde ham.
Me
dens Skovrideren spændte Hanen, buk
kede han sig og satte med et behæn
digt Sæt om bag et Træ og efter
ladende alt,flygtede han videre. Efter
at han var løbet en fem Minuters
Tid, hørte han et Skud falde i den
Retning, hvor han kom fra.
Det
forekom ham som om det var hans
eget Gevær, der blev affyret. Hvorfor?
Det havde han ikke kunnet forklare
sig. Bagefter, d t han erfarede Mor
det, kunde han naturligvis forstaa
det. Men hvorfor Skovrideren skulde
have dræbt Forstvæsenseleven, hvorfor
den gamle, brave Mand, den stedse
tro og redelige Embedsmand, paa sine
gamle Dage skulde have gjort sig til
Morder — og tilmed paa en Mand,
som ikke havde gjort ham noget, som
han havde agtet, ja endog behandlet
med en høj Grad af Hensynsfuldhed,
-— det havde han ikke kunnet forstaa.




