S_Gazetten

å l S f f M R .

Nr. 5.

Hvemvar Morderen?

En Kriminalnovelle

J . I ) . H . T e m m e .

(Fortsat).

Remmen endnu hængende over Skul

deren. Begge Hanerne var satte „i

Ro “ , begge Løb ladte. Alt talte for

den Antagelse, at han var gaaet hen

ad Vejen uden Mistanke og pludselig

bleven skudt fra et Baghold.

var

Den lyse Dag var forlængst brudt

frem. Skovrideren og lians Ledsager

behøvede ikke at lede længe.

l o

hundrede Skridt fra Ulykkesstedet var

der en Lysning i Skoven. I Udkanten

af denne fandt de en nylig skudt,

halv opskaaret Rakhuk. Den maatte

være skudt endnu samme Nat eller

den foregaaende Aften. Krybskytten,

som havde nedlagt den, maatte være

bleven forstyrret i sit Arbejde med at

skære Dyret op. Han havde da gre

bet Flugten og ladet alt i Stikken,

endog hans gamle, forrevne Jagttaske

laa en halv Snes Skridt længere borte.

„Sanders Jagttaske“ , raabte Skov

rideren, da han fik Øje paa den.

Hvem kunde endnu tvivle paa, at

den forvovne, berygtede Krybskytte

var Morderen?

Retten vandt hurtig denne Over

bevisning og nye, graverende Omstæn

digheder bestyrkede kun yderligere det

allerede oplyste.

Den Dræbte havde fem Kugler, af

den Slags, man skyder Raadyr med,

i Brystet. To af dem havde gjennem-

boret Hjærtet. Døden maatte være

indtraadt umiddelbart efter Skudet.

En Ladning af selv samme Slags fandt

man i det skudte Raadyr. En lille

Pose med Blykugler laa i den fundne

Jagttaske. De var alle støbte af det

samme Metal, havde samme Størrelse

og samme Form, som dem der var

brugt til Drabet af Forstvæsenseleven.

Retten lod strax foretage Husun

dersøgelse i Sanders Bolig, og denne

blev arresteret. Man fandt hos ham

en Kugleform og raat Bly, som begge

Dele svarede nøjagtig til de fundne

Kugler. Derimod fandt man ikke hans

Gevær eller Jagttaske i hans Hjem.

Geværet havde han

sandsynligvis

bortkastet, for at fjærne Mistanken

fra sig.

Der var ingen Tvivl mere; Kryb

skytten var Morderen.

Dog var der en Ting, som forblev

uopklaret.

Den Myrdede laa midt

paa Vejen, Hans Gevær, en Dobbelt

løber, laa ved Siden af ham med

ogsaa,

Liget,

busk,

revne

Skudet maatte være affyret paa nært

Hold, og i Virkeligheden fandt man

kun tredive Skridt fjernet fra

Græsset nedtraadt bag en Elle-

Grenene bøjede tilbage og af-

Blade.

Morderen havde her

staaet paa Lur og sendt sit Offer den

dødbringende Ladning i Brystet.

Men hvorledes passede disse Om

stændigheder sammen, hvis Krybskyt

ten var Morderen?

Hvorfor havde

han forladt det skudte Dyr, før han

var bleven overrasket? Den Dræbte

havde endnu ikke kunnet have endog

blot en Anelse om, at en Krybskytte

var i Nærheden, ellers havde han ikke

nærmet sig saa rolig med Geværet

over Skulderen. Hvorfor havde ende

lig Krybskytten, efter at have begaaet

Mordet, ladet Dyret og sin Jagttaske

blive tilbage, da dette jo maatte kunne

forraade ham som Morderen?

Men ogsaa hertil fandt man Svar.

Natten havde været stille, og Kryb

skytten havde med sin sædvanlige

skarpe Hørelse allerede i Afstand op

daget den sig nærmende Embedsmand.

Han hørte Skridtene komme nærmere,

havde saa sneget sig hen bag Elle

busken og ventet paa ham. Han maatte

have kunnet kjende Forstvæsenseleven

og har sagt sig selv, at denne maatte

komme over Lysningen, i hvis Udkant

Dyret laa. Saa vilde han uden Tvivl

blive opdaget, og der ventede ham

da en meget stræng Straf, da han

allerede saa ofte var straffet for Kryb

skytteri. Tilmed er enhver Skovem

bedsmand

Krybskyttens

naturlige

Fjende. Derfor skød han ham. Hvor

for han da senere lod ikke alene Dyret

men ogsaa sin Jagttaske i Stikken?

Hvem kan vide, hvilket Tilfælde, hvil

ken pludselig Skræk eller Samvittig

hedsnag der kan være kommet over

ham, berøvet ham Besindelsen og jaget

ham bort i vild Flugt, bort fra Stedet

for sin Forbrydelse?

Saaledes blev Mistanken mod ham

stærkere og stærkere og hans Optræ

den under Undersøgelsen tjente kun

til at befæste Dommerne i deres An

tagelser.

Først nægtede han helt at have

været i Skoven. Jagttasken havde vel

engang tilhørt ham, men var for nogen

Tid siden bleven stjaalen fra ham.

Han havde heller ikke i lang Tid

havt noget Gevær.

Siden han sidst

blev straffet; havde han ikke mere

været paa Krybskytteri.

Først da

Forvalteren og hans Søn havde gjen-

kjendt hans Klædning og Skikkelse,

og det tilmed blev oplyst af Naboerne,

at han endnu til for ganske nylig-

havde havt sit Gevær og sin Jagttaske,

tilstod han, at han paa Mordnatten

havde været i Skoven og nedlagt et

Raadyr.

Og nu fremkom han af sig

selv med følgende videre Forklaring.

Medens han var beskjæftiget med

at tage Indvoldene ud af Dyret, for

derved lettere at kunne bære det hoi t,

havde han stillet sit Gevær op mod

et Træ en halv Snes Skridt derfra og

lagt sin Jagttaske ved Siden af. Aller

bedst som han var i Gang dermed,

havde han hørt en Lyd i Nærheden.

Da han saa sig om, havde han set

en Mand staa henne ved det Træ,

hvor hans Gevær var. Manden havde

selv en Dobbeltløber i Haanden, hvor

med han sigtede paa ham. Han blev

forskrækket, da han straks gjenkjendte

Skovrider

Hartmann.

Skovrideren

sagde ikke -et Ord, han rettede kun

truende sin Bøsse paa ham.

Han

indsaa, at her var al Modstand for-

gjæves. Kun et raskt Spring og en

hurtig Flugt kunde redde ham.

dens Skovrideren spændte Hanen, buk

kede han sig og satte med et behæn

digt Sæt om bag et Træ og efter

ladende alt,flygtede han videre. Efter

at han var løbet en fem Minuters

Tid, hørte han et Skud falde i den

Retning, hvor han kom fra.

Det

forekom ham som om det var hans

eget Gevær, der blev affyret. Hvorfor?

Det havde han ikke kunnet forklare

sig. Bagefter, d t han erfarede Mor

det, kunde han naturligvis forstaa

det. Men hvorfor Skovrideren skulde

have dræbt Forstvæsenseleven, hvorfor

den gamle, brave Mand, den stedse

tro og redelige Embedsmand, paa sine

gamle Dage skulde have gjort sig til

Morder — og tilmed paa en Mand,

som ikke havde gjort ham noget, som

han havde agtet, ja endog behandlet

med en høj Grad af Hensynsfuldhed,

-— det havde han ikke kunnet forstaa.