S_Gazetten

A, 2? E

'T ©

S®

•

Nr. 6.

Guld og Glimmer.

Paa sidste Kasinoniåskeradc

fik den

stedlige Frisør ikke Søvn i sine Øjne.

Han havde udlejet en fyldig og sort Lokke-

paryk til en forfløjen samt østjysk Gods

ejer, hvis medfødte Hovedhaar var saavel

talt som tabte. Jorddrotten svansede om

med Parykken paa og endte — Skælmen

— med at komme i Dameselskab. Klokken

blev fem, og Frisøren tølte Trang til at

lukke sin Garderobe. Men hvem der ikke

vilde ud med sin lejede Haarfagerhed,

v a r Godsejeren. Han tilbød Frisøren 2

Kroner pr. Time saa længe han til Ladi-

ernes beundrende Forbauselse havde

Haarvæxt paa Hovedet, og drev dette

Uvæsen lige til Klokken blev 7 om Mor

genen.

Saa sagde Frisøren: „Undskyld godeste,

men nu

kan

jeg ikke holde mig længere",

og tog med et elegant Sving Haarprydelsen

af Hartkornsmanden.

Pennen gjør sig

udtilbens og vægrer sig ved at beskrive

den Rædsel, der greb Damerne, da

Harald Haarfager gav Gæsterolle som

Karambol-Bal.

Efter at

Kjøbenhavns

Posten

rned snildt

punkterede Linier har afsløret Fantasma

Neptuna, er der egenlig ikke videre Grund

for „Gazetten" til at væ re overdreven

diskret i den Retning. Der skal her kun

konstateres, at den oprindelige Frøken

Datter af Havguden Poseidon har ladet

sig bestandig borgerlig ansætte som

Hjælpekassererske i en herværende Choko.

ladebutik, og at det for Tiden er en

nagelny og fynsk Najade, der vrider sig

under Hotel Tivolis forstemte Lirekasse-

toner.

Digteren

W . Rantsau

— De véd — F or

fatteren til den wiensk-danske Ronacher-

Vise „Min Rigdom ist mein . . . . • “ har

i Restauratør Nielsen-Bahns Forfald med

et daarligt Ben velvillig taget sig af Buf

feten i „Kisten".

Denne hans Virksomhed er slaaet ud

i en

total

og for en ædru Betragtning

svimlende Forandring i den hidtil gængse

Øl-Konsum.

Forandringen ær Guld værd, det er en

Diamant.

Efter den Erfaring, vi har

drukket os til, er Diamant-Øllet aldeles S

identisk med almindeligt bajersk

. Men

det er til Hr. Rantzaus uvisnelige Hæder,

at han skænker sit gamle

ud i Glas^

lige saa fint slebne, som hans Sange.

Hr.

Charles Kjerulf

er i disse D age

afrejst til Berlin, hvorfra han ventelig

vender tilbage med rigt Udbytte for

Scenen.

Brødnid er en ækel Ting.

Nu er

Elith

Reumert

igjen paa Spil med at

bearbejde

en eller anden. Denne Gang er det Julius

Petersen. Det gaar stadig paa Melodien

„Nikolaj".

Theaterdirektør Steffensen,

eller egentlig

talt hans Hustru, har nu definitivt givet

sig hen i Privatlivet, medens en

Mohr

optræder paa Allé Theatret.

Det gaar nok.

Thi som Shakespeare forudseende

spaaede paa sin tydsk: „falls der Mohr

seine Schuldighed gethan, wird es gehn."

Med Hr. Mohrs specielle Erfaring vil

Moralen blive storartet. Revyforfatterne

maa væ re belavet paa, at han skærer

alle de anstødelige Steder væk.

Hr. Steffensen har til en fremmed

Korrespondent, der søgte ham i Anled

ning af hans opsigtsvækkende Demission,

gjort gjældende, at han efter Samraad

med Fallesen, Scavenius og de andre, nu

da Edv. Brandes vil trække Theatret ned,

og hvormeget han end kunde ønske selv

— eller egentlig talt hans Hustru — at

spille bl. a. „Hakon" og „Jeppe paa

Bjerget", saa har han dog af Hensyn til

Kollegaen paa Kongens Nytorv i enhver

Retning renonceret.

Skulde imidlertid dramatiske Konflikter

kræve det, viger Hr. Steffensen dog ikke

tilbage for at lade sin Stemme høre.

Vore Billeder.

W illiam Riley Foster jr.

efterlyses af det

amerikanske Politi paa Grund af f alskneri

til et Beløb af

193,000

Dollars. Han er

Aar gammel,

“ høj, vejer

190

Pund, ath-

letisk bygget, har mørk Teint, lige Næse,

brune Øjne, mørkebrunt Haar og Overskæg,

tyk Hals, en dyb Stemme, elegant Gang og

gestikulerer stærkt, naar han taler.

New- York Proclitce Exchange

udlover en

Belønning af

5 0 0 0 D o l l a r s

for hans Paagribelse. Alle Oplysninger bedes

sendt den nærmeste amerikanske Konsul.

Han flygtede fra Byen Nev-York den

September

1888

Kronprinds Rudolph

af Østrig var født den

. August

1858

. Grunden til hans mystiske

Selvmord, om hvilket alle i den sidste Uge

har talt, er endnu ikke fuldt opklaret og

bliver det maaske aldrig. Østrig har i ham

tabt en Thronarving, til hvem Folket saa op

med store Forventninger, og Regeringen vil

nu ved Kejserens Død gaa over ^il Erkeher-

tug Ferdinand eller dennes Søn

Sparket ihjel.

En fem Aar gammel Dreng-

blev i Onsdags paa østerbrogade overredet

og truffet i Tindingen af Hestens Hove. Den

uheldige Rytter bragte Barnet til en Læge,

som imidlertid kun kunde konstatere, at

Døden var indtraadt.

Ildebranden i St. Kongensgade.

Yort Billede

viser Branden i St. Kongensgade

i Lør

dags Aftes i det Øjeblik, hvor Kapt.

Edv.

Christensen

forsøger at fire sig ned fra sit

Vindue paa

. Sal. Han slap imidlertid Taget

i de sammenrullede Lagener og styrtede ned

paa Stenbroen, hvor han forslog sine Knæ

og sit Hoved i høj Grad. Dog haaber man

nu paa at kunne frelse ham fra en Amputa

tion af det ene Ben, om hvilket der først

var Tale.

„Et Besøg” af Edv. Brandes

i „Kalkehallen".

En Handskemager-Forestilling.

Mens Strindberg uafladelig bliver

ved med at udvikle sit sære Program

i „Politiken“, har en elskværdig Kol

lega ført Tanken om et

theatre libre

ud i Livet. Sagen er gaaet for sig

i „Kalkeballen“ eller som Stedet paa

hypermoderne Manér kaldes „Monsieur

Christoffersens Selskabslokale

Rime

ligvis paavirket af „Adresseavisen“s

ideile Artikler om kjøbenhavnske The-

aterforhold, dem, Herman Bang med

uforknyt Galgenhumor har stillet i

Udsigt at ville bringe i Orden, har

Handskemager Klub Nr. 1

resolut taget

sig af Sagerne og uden videre Vrøvl

opført „Et Besøg“ i Lille Kannikestæde.

Samtlige Byens Nr. 1 Hanskema

gere overværede Forestillingen og tra

vede derfra med en spillevende Idé om

Elegancen i dette

high-life,

Hr. Bran

des her har villet skildre.

Hr. Brandes har af og til travlt

med det kongelige Theaters Scene

arrangement. Hr. Brandes burde have

overværet de prima Handskemageres

Opførelse af hans Stykke. Han vilde

da være bleven belært om, med hvor

uendelig faa Midler et overdaadigt

Herregaardsinteriør kan laves.

For

fire Skilling Godtkjøbs-Gardintøj paa

Bagtæppet, for to Skilling Makartbu-

ketter og lignende Salonpryd

plus

for

en halv Skilling Juveler og Smyksager

til Florizel kan der etableres et Ar

rangement, som er noget af det mest

overraskende.

„ Gazetten “ vil naturligvis ikke her

sætte sig ned og skrive en lang ind-

gaaende Kritik af det ny Theaters

Premiére. Vor Anmelder besvimede

død væk af Beundring og Tilslutning,

Repholt

(denne Personifikation af

de vildeste Verdensmænd) fortalte Kai

Neergaard, at „Vi havde jo saadan

taget og begyndt med detteher, at

kalde hinanden for Monsjøhr og Ma-