Nr. 5.
© å l S f f S l l .
39
Men hvem kunde vide, hvad der var
kommet imellem dem?
Han holdt haardnakket fast ved
sine Angivelser, jo mere man søgte at
forklare ham det meningsløse deri.
Han havde tydelig kjendt den gamle
Skovrider, uagtet han ikke havde set
meget af hans Ansigt. Den blaa Tje
nestehue med den store Skygge trukket
dybt ned over Ansigtet, den mørke
grønne Frakke, hans bredskuldrede
Skikkelse, hans graa Overskæg.
Skovrideren nægtede alt.
Han
nægtede med en god Samvittigheds
fulde umiskjendelige Ro. Han kunde
jo heller ikke være Gjærningsmanden,
og det af flere Grunde.
Stedet, hvor Forstvæsenseleven var
bleven skudt, laa vel i lige Linje kun
en halv Mils Vej fra Skovriderhuset.
Men denne Linje førte midt igjennem
den saakaldte Ellemose, der var fuld
stændig utilgængelig. Kun ad en stor
Omvej, rundt om Mosen, kunde man
naa til Skovriderhuset.
Og for at
tilbagelægge denne Vej, brugte en god
Fodgænger i det mindste halvanden
Time.
I anstrængende Løb kunde
man næppe tilbagelægge Vejen i en
Time. Alt det blev ved Forsøg fast-
slaaet af Retten.
V el kunde man
hist og her i Mosen, tinde Steder, hvor
man kunde gaa en ti til tolv Skridt
frem, men saa gyngede Grunden, og
man stod igjen enten foran et aabent
Morads, hvis Dybde ikke var til at
udforske, eller man traf en tynd Jord
skorpe, som lod sig gjennemstikke med
en Stok, og under hvilken det tynde,
bundløse Mudder hvilede.
Hvis et
Menneske vovede sig derud, vilde han
ubetinget synke ned i Afgrunden.
Men følgende Kjendsgjærninger stod
fast:
Felsener havde forladt Skovrider
huset Klokken et Kvarter over elleve.
Forvalteren og hans Son havde hørt
det Skud, der uden Tvivl hidrørte fra
Morderen, Klokken tre Kvarter til et.
Skovriderhusets og Forvalterens Uhre
stemmede nøjagtig sammen.
Imellem Felseners Bortgang og
Skudets Affyring laa altsaa nøjagtig
halvanden Time. Netop lige saa længe
som en Fodgænger brugte om at naa
fra Skovriderhuset til Mordstedet. Da
Felsener gik ud, var Skovrideren endnu
hjemme.
Karlen havde efter hans
Bortgang, holdt sig vaagen endnu et
Kvarters Tid, og han havde ikke hørt
nogen forlade Huset. Selv den raske-
ste Fodgænger havde næppe kunnet
indhente Forstvæsenseleven, endsige
kommet ham i Forkjøbet, saa at han
først kunde overraske Krybskytten,
tage dennes Gevær og dernæst vente
paa sit Offer. For den gamle, stive
Skovrider, der tilmed var plaget af
sin Gigt, var det en ligefrem Umulig
hed. Ti Minuter over to kom For
valterens Søn til Skovriderhuset, altsaa
netop en Time og fem Minuter efter
Skudet. Skovrideren var da hjemme;
han var kommet frem ved Yinduet i
sin Natdragt. Karlen havde da vaa-
get en halv Time og ventet paa Fel
seners Hjemkomst; han havde ikke i
den Tid mærket noget til den ringeste
Støj. Alt dette tilsammen gjorde det
ligefrem til en fysisk Umulighed, at
tænke sig Skovrideren som Gjærnings-
mand til Mordet.
Hvad man saaledes kunde anføre
til Fordel for Skovrideren, kunde for
øvrigt siges med lige Berettigelse om
de andre Beboere af Skovriderhuset,
ogsaa om Jægeren Wolf, hvis over
hovedet nogen havde ladet sin Mis
tanke falde paa ham.
Krybskytten Sander stod for den
almindelige Bevidsthed som Gjærnings
manden. Hans meningsløse Beskyld
ning mod Skovrideren blev kun anset
for et nyt Bevis paa hans Siethed.
Han blev, paa Grund af manglende
Beviser, dømt til trediveaarigt Tugt
husarbejde, og først Døden løste ham
fra denne Straf.
Men var han Morderen? Havde
han kun afsonet en retfærdig Straf?
For Verden havde han været begravet
bag Fængselsmurene med sin Forbry
delse. Skulde han slæbe denne Straf
med sig over i den anden Verden,
eller skulde hans Uskyld ■komme til
at lyse over hans Grav?
At prøve og efterforske alt dette
var overladt til mig, det var min
Pligt.
Den Døendes rolige, klare
Stemme, hans højtidelige Forsikringer
om sin Uskyldighed, alt dette bragte
mig til at tvivle om hans Brøde.
(Forts.)
Dagmartheatret.
I denne Tid opføres hver Aften Kl 7:
u d i i i Overmand.
Forbi Kl
10
.
Alb. Schou.
pi
m
irfc3
f-iSQ
Pi
o
whl
o*
SV
4
u
K j øbmagergade 45*
KJØBENHAVN.
K.
J Ø S t e r c j a c l d S .
/Wcsions
Exprestrykkeriet, Walkcndorfsg'. 22. Kbhvn.




