S_Gazetten

HvemvarMorderen?

En Kriminalnovelle

,J . 1 ) . I I . T e m i n e .

(Fortsat).

Dertil kom endelig den tredobbelte

Gaade fra det stille Skovriderhus:

den smukke, blege Kone, den fanatiske,

mørke Mand, den indesluttede Olding,

som havde været min Kusk i Skoven.

Yilde jeg nogensinde finde Opløsningen

paa disse Gaader?

Den blege Kone var Marianne,

Skovrider Hartmanns Datter. Hendes

Mand, Skovrider Wolf, var hin Jæger

Gotfred Wolf, som paa den Dag,

Mordet blev begaaet, havde været med

paa Ballet i Holzhausen.

Ogsaa den

gamle Mand, som havde kjørt med

mig, Karlen Christian Baumann, havde

været en vigtig Person i hin Under

søgelse.

Nu var den gamle Skovrider død.

Det var ikke ham, der var Morderen,

havde den døende Krybskytte sagt.

Han havde villet anklage en anden.

Ogsaa om

liende

havde han talt. Hvem

havde han vel ment? Og hvem var

det vel, som Krybskytten kunde have

antaget for den gamle Skovrider?

Jeg maatte paany optage Under

søgelsen og lagde følgende Plan.

Fremfor alt nærede jeg en vis

Mistanke til den kolde, heregnende,

tilbageholdne Skovrider, og til den

gamle, indesluttede Christian Baumann,

ja selv til den blege, lidende Kone.

Thi kun i Skovriderhuset var efter

min Formening Morderen eller i hvert

Fald hans Spor at finde.

Enhver af

Beboerne kunde være den skyldige,

ikke alene Skovrideren.

Jeg kjørte

derfor til Skovriderhuset med min

Protokolfører.

Yi lagde Yejen over Holzhausen;

som er en Kirkeby.

Hos Præsten

vilde jeg søge Oplysning om Beboerne

i Skovriderhuset. Det var om Efter

middagen, jeg ankom til Landsbyen.

Jeg lod Vognen med min Protokol

fører kjøre til Værtshuset og begav

mig selv hen til Præsten.

Han var en noget forsigtig og til

bageholdende Mand. Om Forstvæsens-

elevens Mord syntes han ikke at vide

andet, end hvad der i sin Tid var

fremkommet ved den retslige Undér-

M §2,

® ^ ^ ® IS.

søgelse.

Krybskytten Sander

var

efter hans Overbevisning Gjærnings-

manden.

Den gamle Skovrider Hartmann var

bleven saa angrebet og rystet af hele

Begivenheden, at han ikke mere kunde

beklæde sin Plads og søgte om sin

Afsked. Hans Efterfølger blev Jæ

geren Wolf,

en yderst dygtig og I

samvittighedsfuld

Skovembedsmand.

Den gamle Skovrider havde med

Liv og Sjæl hængt ved Skov

riderhuset, hvor han havde levet

og virket i over fyrretyve Aar.

Yed Jægeren Wolfs Udnævnelse til

Skovrider maatte han være forberedt

paa at forlade sit gamle Hjem for

at give Plads for sin Eftermand. Men

W olf havde allerede for længere Tid

siden kastet sine Øjne paa Skovride

rens Datter; og efter at han havde

faaet sin nye Stilling, friede han til

hende — og fik ja. Om hendes Svar

kom straks, om hun gjærne eller

ugjærne gav sit Samtykke, derom

vidste Præsten ingen Besked.

Men

Folk havde rystet paa Hovedet og

kunde ikke ret forstaa, hvorfoi den

smukke, dannede Pige kunde finde

Behag i den uanseelige Mand, der

ikke var andet end en samvittigheds

fuld Skovembedsmand. Andre havde

ogsaa talt om, at Skovriderens Datter

vist ikke kunde glemme den myrdede

Forstvæsenselev, da der efter deres

Overbevisning havde eksisteret

hemmeligt Kjærlighedsforhold mellem

disse to. Sikkert var det, at hun

efter Mordet var bleven usædvanlig

stille. Den forhen blomstrende, stedse

glade og livlige unge Pige var nu

bleven bleg og sørgmodig. Men hun

havde sin gamle Faders Ko og Til

fredshed i sin Haand; hvis hun giftede

sig med Skovrideren, hunde han rolig

I blive boende i sit kjære Skovriderhus.

Dette har maaske været det bestem-

: mende for hende, og saa giftede hun

sig med Skovrider Wolf.

Hendes Ægteskab kunde egentlig

! ikke efter den Gejstliges Mening kal-

: des ulykkeligt. Konen var vel stedse

j stille, og man saa hende aldrig glad,

men det var blevet hendes Maade at

være paa, siden hin Ulykke med Fel-

j sener. Manden var vel stræng i hele

| sin Færd men yderst retskaffen, og

tilmed var han Aar for Aar bleven

> mere gudfrygtig. Man havde aldrig

Nr. 6.

hørt Tale om nogen Strid eller Uenig

hed mellem Ægtefolkene.

Det var alt, hvad den Gejstlige

formaaede at meddele mig.

Det var

naturligvis saa godt som Intet, i hvert

Fald bød disse Oplysninger mig intet

Holdepunkt. Derfor turde jeg naturligvis

ikke opgive Haabet om paa en eller

anden Maade at faa kastet et Lys

over denne Sag. Navnlig ved et nøjere

Forhør over de Personer, som boede

i Skovriderhuset, da Forbrydelsen blev

begaaet.

Den største Fejl ved den tidligere

Undersøgelse havde efter min Mening

bestaaet netop heri.

Jægeren, den

nuværende Skovrider Wolf, var kun

flygtig forhørt, og Skovriderens Datter

Marianne var slet ikke taget med.

Karlen Christian Baumann havde kun

maattet besvare et Par enkelte Spørgs-

maal. Man havde slet ingen Vægt

lagt paa disse Personers Udsagn, da

Skovriderhusets fjærne Beliggenhed

fra Mordstedet syntes at tale tilstræk

kelig for deres Uskyldighed. Men var

denne Antagelse ogsaa rigtig? Havde

man tilstrækkelig nøje undersøgt,.>,'om

der ikke gaves en Vej gjennem Elle

mosen? Den gamle Mands underlige

Blik ud over Mosen, da han kjørte

for mig, havde frembragt ligesom en

svag Mistanke hos mig. Den Gejstlige

havde naturligvis aldrig hørt Tale om

nogen Vej gjennem Mosen.

Der var

ikke andet for, end at henvende mig

til den gamle Baumann. Ham maatte

jeg først tage for, men forsigtig maatte

jeg være, hvis jeg ventede at faa noget

ud af ham; han maatte overraskes.

Det var næppe sandsynligt, at han

selv var Gjærningsmanden, ellers havde

han vel ikke rejst Korset over den

Myrdede. Men med hvilken Kjærlig-

hed hang han ikke ved den blege,

lidende Kone, og mellem denne og

Felsener „havde der været noget“ , som

Folk sagde, — og dog havde hun

giftet sig et Aar efter Mordet med

Jægeren Gotfred Wolf.

Der var ogsaa en anden Omstæn

dighed, som var forbleven uopklaret.

Det Brev, som den Myrdede kort før

sin Død havde faaet fra sin Moder,

var ikke senere omtalt i Akterne.

Hvor var det vel blevet af, siden det

ikke fandtes? -

Den gamle Baumann boede, som

den Gejstlige havde fortalt mig, i et