51 / 326
Q A Z E ' T T ' E ' N .
Nr. 7.
staar ved Døren og spærrer Adgangen
for dem, der ikke har Billet eller be
taler Ørene, og en Kakkelovn staar
i en Krog og fryser. Yi følger dens
Exempel, hvilket kan forsvares, da
Termometret viser tre kolde Grader.
Professoren bliver stablet op foran
den ene Væg med et Bord foran sig
og to kongelige Olietryksbilleder paa
Siden.
Foredraget begynder.
„Mine Herrer! Jeg vil tale om
Ulæmperne i Danmark" — —
En Orkan af Hyl vælter sig op
imod barn: Næ, lad os begynde med
Krigssangen! Ingen Sludder i Rabes-
"have! Ta’e Støvlerne af! — Efter 20
Minutters Orkan fortsættes.
„— Ulæmper er der nok af, der
er nu Rigsdagsmændene med de
6
Kr.
(Dem ku’ Du li’e!) de snakker bare,
men vi andre (vi holder os paa Maat
ten! Ta’ Handsker paa, Professor!),
vi maa ha’e noget at kjøbe for (En
Spand Vand til Professoren! Den hen
tes og sættes paa Bordet sammen med
en stor Snaps), vi maa bruge vor
Fornuft (Den barvi ikke!), jo, vi har
(næ, ellers sad vi ikke her!), og hvor
dan bar saa Snedkerne det. (Skidt!)
Og saa er der Brændevinsspørgsmaa-
let (Opvarter! bring Professoren 4
Bajere, han taaler ikke Akvavit!) men
Svenskerne (jeg holder nu paa Lap
perne !) de blankeros af (Behold
Buxerne paa !) og snyder os (Det bed
hedder pudse Næsen, Professor, paa en
igjen!), vi vil ophjælpe Handelsstanden
(Sludder, lad os faa noget om Sæde
ligheden!). Nej, fy, I er daarlige
Mennesker (jamen, vi skal jo belæres!).
Paa den Vis fortsættes en halv
Time, Professoren kommer ikke langt.
Saa afbrydes Talen komplet, idet en
Tilhører højtideligt overrækker ham
en Buket Grønkaal, sirlig indpakket
i Papir.
Jubelen er ganske ube
skrivelig.
Men Professoren fortsætter. Han
holder paa de danske Jurister, men
vil have Stolemagerne ophævede —
lige til en ny Deputation indfinder sig
og overrækker ham et t astelavnsns.
Ny Jubel og en ny halv Times Af
brydelse af Mødet. Professoren prøver
at fortsætte, men Folket vil ikke til
lade det.
Et Medlem trækker en
Barnetrompet frem, en anden en Mund-
harmonika, en tredie en Fløjte og en
liflig Musik lader sig høre.
Saa finder Professoren, at Tids
punktet til at børe op er kommet:
„Mine Herrer, jeg takker Dem for den
Opmærksomhed, hvormed De har hørt
paa min Belysning af de Samfunds-
spørgsmaal, der rører sig i Tiden. Jeg
trænger til en Bajer og skal i Morgen
bruge to Kroner. Næste Gang vil jeg
navnlig berøre Toldspørgsmaalet. “
Vældige Hurraer for Professoren
smælder i Luften. Paa dette Tids
punkt — Kl.
1 1 3/4
— forlader „Ga
zetten" Handelsmødet. Men endnu inden
vi har naået ned paa Gaden, har Sel
skabet afleveret første Vers af Krigs
sangen:
Det lød:
Hurra for „Skrutten", for han kan
belære vores Handelsstand,
hvad raver det vel os, at der
er Hul paa Overlær!
:|: Der er dog ingen besser,
bi—ba—besser,
end voreses Professor,
ham med de skæve Knæer! :|:
[Da vor spændende Kriminalnovelle: Hvem
var Morderen? sluttes i næste Nummer,
har vi denne Gang paabegyndt den yderst
spændende Kriminalnovelle: Erudenatten,
som vil komme til at folge herefter.]
Brudenat t en.
En Kriminalnovelle
af
J . 1 ) . I-I. T e m m e .
Paa en klar Oktoberaften, kort før
Solnedgang ankom en Rejsevogn, for
spændt med to Heste, til Postgaarden
i Reichengrau. I Vognen befandt sig
en Dame og to Herrer.
En al Herrerne spurgte, om man
her kunde faa Nattekvarter.
Der
blev svaret bekræftende, hvorpaa de
tre Rejsende forlod Vognen.
„To Værelser ved Siden af hinan-
anden", bestilte Herren, „helst i Stue-
Etagen".
I Stue-Etagen var dér ingen Frem-
medværelser, hvorfor Postholderens
Datter, en ung Pige, førte de Rejsende
op paa
1
ste Sal og anviste dem to
Værelser ved Siden af hinanden, for
bundne ved en Dør. I hvert af Værei
serne stod to Senge.
„Hvilket Værelse ønsker De; Frø
ken?" spurgte den ene af Herrerne
Damen.
„De ved jo, at det er mig lige
gyldigt," svarede denne.
„Saa bliver vi her", sagde Herren.
„Lad vore Kufferter bringe herop",
fortsatte han, henvendt til Pigen.
De Rejsendes Kufferter blev bragt
op. Der var to, en større og en
mindre.
Den sidste tilhørte de to
Herrer, den første var Damens, og
den var dygtig tung. Herrerne be-
stilte Aftensmad bragt op paa kærei
set. Saa forlod Pigen dem.
De tre Fremmede havde vel talt
lidt sammen, medens Pigen var til
stede, men hun kunde dog ikke deraf
51
forstaa, i hvad Forhold de stod til
hinanden. De var alle tre godt klædt.
Den ene af Herrerne var stor og kraf
tig hygget.
Han kunde vel varne
midt i Trediverne, havde sort Fuld
skæg, mørke, gjennemtrængende Øjne
og en Ørnenæse. Der var noget be
falende i hele hans Væsen. Den anden
var lille og fin, med noget drengeag-
tigt. ja man kunde næsten sige pige-
agtigt ved sit Udseende. Han syntes
næppe at være tyve Aar gammel; han
var blond, og kunde maaske kaldes
smuk, hvis han ikke havde havt et
Træk i Ansigtet, som virkede frastø
dende ved første Øjekast. Damen var
en stor, slank Skikkelse med et fint,
noget blegt Ansigt, Hun var usaul-
vanlig smuk og den aabne, ærlige God
modighed,
som lyste ud af hendes
smukke Arisigt, gjorde det dobbelt til
trækkende.
Postholderens Datter kom kort
efter deres Ankomst op paa Værelserne,
for sammen med Pigen at tage Tæp
perne af Sengene og gjøre alt i Stand
til Natten. De tre Fremmede opholdt
sig da i Herrernes Værelse. Døren
ind tik Værelset ved Siden af stod
aaben.
Damen og den mindste af
Herrerne stod ved Vinduet og saa. ud
i det Frie.
Den ældre Herre med
det store Skæg spadserede op og ned
i Stuen. De to ved Vinduet vekslede
en Gang imellem et Par Ord. Solen
gik netop ned.
„Se en Gang hvor yndigt," sagde
Damen idet hun pegede ud over det
smukt belyste Landskab med de skov
rige Bjærge i Baggrunden, som man
h a v d e
fri Udsigt til gjennem den dybe
Slugt, hvori Poststationen laa.
„Ja, det er virkelig meget smukt",
svarede den unge Herre.
„Men her synes ogsaa at være
dygtig ensomt" fortsatte hun.
„Aa ja, man ser ikke engang et
Hus i hele Omegnen."
Dermed var Samtalen imellem de
to forbi for den Gang. Damen saa
ud af Vinduet: den unge Herre saa
eftertænksom ned for sig.
Kort efter bemærkede Aærtens
Datter, hvorledes den ældre Herre
gav den yngre et Aink. Denne saa det,
uagtet han syntes fordybet i sine egne
Tanker, og han saa spørgende hen til
den ældre, som pegede paa Døren ud
til Gangen. Den lille nikkede bifal--
(Fortumttes Side 54.)
-