elende, hvorpaa den store forlod Væ
relset.
Damen havde intet set af
elt dette, hun var saa optaget af
det smukke Aftenlandskab.
Værtens Datter var endnu beskjæf-
tiget med sit Arbejde i Værelset ved
Siden af. men siden bun havde set de
to Herrers hemmelighedsfulde \ inken,
var hun bleven endnu mere opmærk
som paa, hvad der foregik. Hun lyt
tede derfor spændt til Samtalen mel
lem Damen og den unge Herre.
„De er saa eftertænksom/' sagde
denne.
„Jeg har vel ogsaa Grund til at
være det. “
„De gjør Dem sikkert unødvendige
Sorger."
„Gud give det var saa!“
„Mine hedste Ønsker ledsager Dem,“
vedblev den lille Herre.
„De er paa
Hejsen bleven mig en kjær Veninde".
— „Veninde", sagde den unge Herre
til Damen. Værtens Datter studsede.
Damen trykkede Herrens Haand og
gav ham et ovar, som nær havde
bragt den lyttende unge Pige til at
skrige højt op af Forbauselse. Begge
talte derefter saa sagte, at hun ikke
kunde -høre mere. Da hun var færdig
med sir Arbejde forlod hun Værelset.
(Forts.)
54
______________________________
HvemvarMorderen?
En Kriminalnovelle
af
J . I > . H . T e m i n e ,
(Fortsat).
Baumann kunde ikke se mig stift
i Øjnene. Sveden løb ham ned ad
Panden.
„Tør jeg sætte mig ned, Herre?"
bad den gamle Mand klagende, „og
spørg mig saa ikke om mere."
„Sæt Dem og hvil Dem ud. Og
tænk saa imens lidt alvorlig over,
hvad det er, jag spørger Dem om, og
hvorfor jeg gjør Dem disse mange
Spørgsmaal. En anden er dømt for
hint Mord. Hvis han er uskyldig
deri og hvis De ved det, men ikke
vil frem dermed, hvem tror De saa
vil blive anklaget tor den evige Dom
stol, hvor vi alle skal træde frem og
aflægge vort Regnskab? Tænk nøje
over det!"
Han havde sat sig ned. Men han
Cf A z E T T
m M,
maatte igjen springe op, som dreven
af en indre Kraft. Han kæmpede med
sin Samvittighed, for at tage en Be
slutning. Endelig syntes han at have
fattet sig. Han traadte frem for mig
med et blegt, men smilende Ansigt.
„Herre, spørg mig nu ikke mere,
for det nytter ikke noget. Jeg svarer
Dem ikke et Ord. Nu er min Be
slutning fattet. Komme hvad der vil,
jeg afgjør det med min Gud."
Han havde øjensynlig her udtalt
sin faste Beslutning, det kunde man
se paa ham. Og der laa noget stort
i denne Beslutning hos den gamle
Mand. Han vilde tage Straffen paa
sig, men ikke .gjøre sig til Forræder.
Men mod hvem?
Han kjendte
Forbryderen, det kunde der ingen
Tvivl være om. Flvem var det, som
han ikke vilde forraade?
Jeg indsaa nok, at jeg ikke vilde
faa mere ud af ham og afbrød For
høret. Nu gjaldt det at komme til
Skovriderhuset saa snart som muligt.
Den gamle Mand blev forskrækket,
da han saa min Vogn vende i den
Retning.
„Herre, vil De til Skovriderhuset?
O, den stakkels, stakkels Kone! Naar
De vidste, hvad hun har lidt, og hvad
hun endnu lider. Er det ogsaa nød
vendigt? De kan jo dog ikke bringe
den Myrdede tilbage til Livet!"
„Ja, det er nødvendigt," svarede jeg.
„Eller kan De sige mig, hvor jeg ellers
skal gaa hen, for at finde Morderen?"
Han saa sørgmodig ned for sig.
„Vær barmhjærtig mod den stak
kels, ulykkelige Kone!"
Saa kjørte vi.
Den Gamle saa
efter os med et Blik, som om han
vilde sige: nu er alt forbi.
Ved en skarp Omdrejning, saa vi
et Menneske flygte skyndsomt ind i
Buskene ved Siden af Vejen.
„Var det ikke Skovrider W olf?"
spurgte jeg Kuskén.
„Jo, jeg syntes ganske bestemt, at
det var ham", svarede denne.
Hvad skulde jeg nu gjøre? Skov
rideren var fulgt efter os. Han havde
rimeligvis ventet i Nærheden, indtil
jeg var færdig med den gamle Mands
Forhør. Han vilde sandsynligvis gaa
tilbage og udspørge ham. Skulde jeg
ikke søge at forhindre dette?
Nej, jeg maatte hellere skynde mig
til Skovriderhuset for at træffe hans
Nr. 7.
Kone alene. Jeg var da mere sikker
paa et godt Udfald. Det var et skræk
keligt Haab, som bævede i mit Indre,
en frygtelig Vished, som jeg gik i
Møde.
Den stakkels, ulykkelige Kone!
havde ogsaa den gamle Karl sagt.
Solen kastede sine sidste Straaler
ind mellem de høje Egetræers Grene,
da jeg ankom til Skovriderhuset. Det
var et ensomt, midt i Skoven liggende
Hus. Paa den bløde Skovvej kjørte
Vognen næsten lydløst frem. Ingen
Støj hørtes fra Huset, ingen Lyd, ingen
hastige Skridt, som viste, at man havde
hørt vor Ankomst.
Døren var lukket. Før jeg ban
kede paa, gik jeg rundt om Huset;
maaske var der nogen i Haven, maaske
den blege, lidende Kone'.
I Haven fandt jeg ingen. Men da
jeg gik forbi et aabent Vindue, hørte
jeg. en Stemme, en let, hviskende,
bedende Tone, og en Barnestemme
gjentog Ordene. Vinduet sad meget
lavt, jeg stod stille udenfor og saa
ind. Det var et Soveværelse. Der
stod 2 Senge, en større og en mindre.
I denne laa en smuk lille Dreng med
lange, blonde Lokker. Han var lige
kommen i Seng, Moderen sad ved
Siden af paa en Skammel og holdt
hans smaa, foldede Hænder i sine.
Hun havde forelæst ham sin Aftenbøn,
og Barnet gjentog den.
„Amen" lød den hviskende Stemme.
„Amen" gjentog Barnet, og det lille
trætte Væsen sov rolig ind.
Hun slap hans smaa Hændei og
dækkede ham omhyggeligt til. Saa
bøjede hun Hovedet sagte ned over
det sovende Barn og lod Ansigtet hvile
paa Dynerne. En Bæven syntes at
gjennemfare hende, og en svag Støn
nen trængte ud til mig gjennem det
aabentstaaende Vindue. Hun hulkede.
Ja, hun var en stakkels ulykkelig
Kone, som endnu led skrækkeligt,
hvis lvun saaledes hver Aften sad og
græd over sit Barn, efter at have læst
Aftenbønnen sammen med det.
Og jeg skulde raat gribe ind i
hendes Hjærte med Inkvirentens kolde
Haand. Hvor det dog ofte kan være
tungt at udføre sin Pligt.
Jeg vendte mig langsomt bort fra
Vinduet og bankede paa Døren.
„Min Mand er ikke hjemme", sagde
hun.




