S_Gazetten

© å l B f f B I .

Nr. 8.

Kjærlighed ved Hoffet,

Nationals nye Trækplaster „Kjær

lighed ved Hoffet“ er som Parodi en

gammel Bekjendt fra svundne Dage i

det gamle Frederiksberg Morskabs-

theater.

Nu er den avanceret til

Operette med -original dansk Musik.

Komponisten, som beskedent skjuler

sig bag et bekjendt Pseudonym, har

forlængst erhværvet sig et agtet Navn

for sine Sangkompositioner. Musiken

til „Kjærlighed ved Hoffet“ er mor

som og god, paa sine Steder næsten

for god og kjøn til en Parodi, men

den kan jo kun forhøje Tiltrækningen.

Dertil kommer et Udstyr, som fuldt

ud staar paa Højde med, hvad der

bydes paa de store Hovedstadsscener.

Udførelsen svarer fuldstændig til For

ventningerne. Først og fremmest Hr.

Rasmussen. Som den gamle kongelige

Skurk synger han kraftigt og minder i

sit Spil og Person ikke saa lidt om gamle

Mantzius. Fru Rasmussen gjør ogsaa

god Fyldest i sanglig Henseende, navnlig

i de mere operamæssige Numre, under

streger sine Repliker med megen Ele

gance og ser aldeles fortræffelig ud.

De øvriae Roller ere i gode Hænder

hos Fru Yilhelmi og d’IIrr. Kreutzer

og Kircheiner.

Hr. Rasmussens og

Fru Vilhelmis Latterduet hører til det

bedste i Stykket.

I Tilgift gives en

„Apotheose“ , hvor i en morsom Kom

position Lasten straffes og Dyden be

lønnes. — Thi ville Lysthavende be

hage at indfinde sig.

musikalsk Pels og endelig en Smæld og

Smuld-Pels (ansvarlig: J. C. Jørgensen).

Nationaltidende

har kun én Pels,

Kjøben

havns-Postens

Redaktør har en Pelshue

Dagens Nyheder

gaar hver Dag og

bhcher

paa Lapperne.

Det er snart en offentlig Hemmelighed,

at Magistratens

Nødtøvftshuse

ikke giver

nær nok i Bøtten.

Hvis det skal kaste noget ordentligt af

sig, maa Magistraten sætte en Trum f paa.

Der bør kun abonneres, og med Rabat

for Familier. Smaa fixe Kuponer, i der

til indrettede smaa „Lo-Komvoluter"' bør

kunne faas tilkjøbs i enhver Forretning

med Lingeri og Nødvendighedsartikler.

Paa den Maade vil Magistraten kunne

faa Huset fyldt fra Gulv til Lolt.

Hr.

Andreas Buntsen,

tidligere ved „Avi- |

sen" og „Dagens Nyheder" og „Adresse

avisen", nu noget ved „Jyllandsposten"

vil efter

det sædvanlige Forlydende

grusomt gjærne overtage Direktør-Posten

ved Kasino næste Aar.

Sneftgnrerne

er nu blevet saa mange,

at vi næsten ikke gider omtale dem.

Snehvalen i Cirkus-Haven er den mest ;

praktiske af dem alle. Cirkus-Aktionær-

erne har i et Krigsraad besluttet, at lade

dens Indvolde udtage og i Hulheden ind

rette et Afkølingsrum, hvor man uden

Gené kan afshvale sig, naar man inde i

Salen er kommen for stærkt i Hede over

Toddyerne eller de svenske Sangerinder.

Hr.

Paul Marenssen

foretrak i Søndags

Aftes at kede sig over „Fruen fra Havet"

i det kgl. Theater i Stedet for over „Snus

hanen" i Kasino.

Fru

Marenssen

foretrak derimod D ig

teren Marcussen for Kollegaen Ibsen. Paa

iste Række i iste Parket var hun Vidne

til — om man saa tør sige — Succesen.

Guld og Glimmer.

Den

gamle Venstremand,

Hr.

Korsgaard

agter i sin Ferie, som han haaber at kunne

trække ud til Efteraaret, at se at komme

til Bunds i og undersøge Korrexheden af

Størrelsen af „Aftenbladet"s Oplag.

Skulde det ikke stemme, at Oplaget

som af Rex opgivet er uendelig langt

over 13,417, agter Korsgaard at give sin

Redaktør paa

Pelsen.

Apropros om

Pelsværk.

Siden Udstil

lingssommeren er vore indenbys Journal

ister blevet i den Grad foret af, at de

tvertimod at vende det laadne ud holder

sig i Skindet.

Saadan er der nu foruden paa Graa-

brødretorv ogsaa Journalist-Pelse i Inte-

gade. Først er der en Theaterpels, saa

er der en Per anden Pels, saa er der en

Det har vakt megen Opsigt, at Kapel

mester

Johan Svendsen

i disse Dage er j

bleven borgerlig viet til Frøken

Haase,

Danserinde ved det gkl. I heater.

En herværende Journalist — der lokal

iseret sædvanligen kaldes

Pennespild

—

har væ ret slemt i Fedtefadet i Anledning

af Mordet.

Han havde i et herværende

Blad givet en F. F. Beskrivelse af Mord

stedet i den tidlige Morgenstund, i hvilken

Anledning Hr. Holck betragtede ham som

„impliceret i Mordsagen" og indtrængende

begjærede en Samtale med ham. Da det

oplystes, at den fantasirige Pennespild

ingensinde har været oven Senge tilnær

melsesvis saa tidlig, og at Beskrivelsen

var gjort paa Sengen, slap han med en

Advarsel.

Hr. Partikulier

Andreas Buntsen

jog

hans

Knutsen

peb i Mandags Aftes i K a

sino som de var betalt for det.

De havde skjult sig paa bageste Række

i Parterret, men deres ækle Foretagende

gik ikke uden Gjenvordigheder. De blev

tiltalt uyenligt af en Herre, der „ikke

havde troet, at der paa saadanne dyre

Pladser hunde findes saadanne . . . nok

sagt!".

De to sammensvorne

tsen ør

greb i

deres Barm og gik.

' '

„Kjærlighed ved Hoffet" er en fin Titel,

men hvis Hr.

Schmidt —

som siden de

kongelige var ude at se Hvalen har været

aldeles som besat, for ogsaa at faa dem

ud i „National" — mener, at Operetten

skal gjøre Lykke hos de allerhøjeste Her

skaber, har han ikke taget i Betænkning,

at Stykkets Tendens er stærkt revolutionær

og rent glemt Slutnings-Apotheosens An

tydning al, at Kong Bolle er kommen i

Helvede.

Operettens Komponist er en S. P.

. G. E.

Fugl, som man ellers kun har den For

nøjelse at høre noget til ved Juletid. Man

kunde fristes til at komplimentere ham

med nogle af Operettens egne Ord:

„Eders Sang, Eders Sang, Eders Sang,

Eders Sang, Eders Sang.

Den var ligefrem mahogni!

Kannibalisme i Vordingborg.

I „Poli-

tiken" har man nogle Dage i Træk kun

net læse følgende Annonce:

Skræddere,

som vil realisere Klædevarer og For

sager, kjøbes mod kontant straks i

Partier. Tilbud med indlagte Prøver

og Pris sendes til O. K. Brynildsen,

Vordingborg.

Det er underligt, at saadan noget kan

gaa i vore Dage; thi det er jo tydeligt:

Hr.

O. K. Brynildsen

vil æde de Skræd

dere, han faar fat i.

Og tænk hvor oprørende, han forlanger

iforvejen tilsendt indlagte (skal vel væ re

nedlagte)

Prøver

af de ulykkelige, som

vil indlade sig paa denne fortvivlede Spe

kulation.

Hvorfor mon han ikke hellere vil have

Viktualiehandlere? De er da federe. Men

maaske anser han Skrædderne for mere

villige. Deres Hang til Melankoli og L ivs

lede forklares jo let ud fra det Faktum,

at de aldrig nogensinde faar deres R eg

ninger betalt.

„Danmarks første Reporter

" holdt — som

han selv skrev noget om i

Morgenbladet

—

de første Dage efter Rovmordet Øje med

Morderen i Cirkus, i Kasino, paa Frede

riksberg og i „Ligkisten", altsammen paa

en Gang, hvorfor mange Mennesker har

troet, at han gaar med Briller, og at han

ved denne Lejlighed havde anvendt sine

rigtige Synsorganer paa to af Stederne —

et paa hvert — medens han paa de to

! andre lod sig repræsentere ved Brille-

| glassene.

Men dette er rent forkert.

Danmarks første Reporter er saa langt

! fra at være nærsynet, at han ofte kan se