S_Gazetten

Q å S B T f B K .

Nr. 8

Uge-Revne.

Alt er ved det gamle.

Fallesen sidder der endnu, og Hvalen

ligger der endnu, Holger Drachmann bliver ved

at smøre op, og Paul Marcussen er der igjen.

Og Morderen er ikke fundet.

Hvem er vel den hemmelighedsfulde, som

kan undgaa selv et saa

snedigt Politi som det

Frederiksbergske?

Forleden Aften gik

Rygtet, at .man havde

ham. Det hed sig, at

han var taget for fuldt

Hus og aubent Tæppe i

Kasino ved første Opførelse af „Snushanen*.

Man fortalte, at Sofus Neumann, der for

enhver Pris vil tjene de 200 Kr., havde meldt

sig til Frederiksberg Politi som Opdager,

havde klædt sig om og saa gaaet paa Rov

efter Morderen.

Saa vil Tilfældet, at han faar Mistanke til

Stigaard, den rare Stigaard, der før mange

Gange har været meget uskyldig dømt, og

ulykkeligvis hin Aften har havt Blus paa

Lampevejen, husker daarligt og ligervis som

Lygtetænderen har Lygteskinnet mod sig.

Og det var saamænd ikke umuligt, at

Neumann havde taget ham, hvis ikke en

Røst fra Galleriet havde bragt ham paa andre

j- Tanker. Thi fra en oprørt Tilbeder af Sti

gaard lød:

„Det er jo’nte ham, det er jo Nathansen.*

Men Nathansen, Skuespiller yed Kasino,

Dg hjærtelos i „Snushanen", har klaret sig

med den, at han som Morder kun har været

et viljeløst Redskab i,Paul Marcussens Haand.

Hvorefter Mistanken ganske naturligt ret

tedes mod denne. Han er jo for længe siden

opdaget, dg det er jo bekjendt nok, at han

før har slaaet nogle Stykker ihjel.

Men man er heller ikke kommet nogen

Vegne med denne dramatiske Jan Omb. Det

er konstateret, at han jævnlig har givet sig

af med at plage Livet af Avislæsere, men

af Mord har han i den sidste Tid ktin be-

gaaet et enesté. Det er paa sit eget Stykke.

Det pæne Stykke, som han ikke en Gang

kan faa ordentlig begravet i Fred og Ro.

Han er fløjtende gal over Pibningen.

Det skulde han slet ikke være.

Han

skulde en af de nærmeste Aftener gaa ud i

Kasino og se sig om blandt det gabmundede

Publikum — saadan hedder jo de Par Men

nesker, der ikke læser „Dagens Nyheder* —

og saa vilde han se, at sine bedste Venner

har han blandt det Publikum, der for Tiden

besørger den Mellemakts-Underholdning, Hr.

Gottschalksen ellers er Manden for.

Det er i Nøden man skal kjende sine

fenner. Og forstaar Marcussen ikke, at det

en Vennetjeneste, der her vises ham?

Kan han ikke huske

Sergeant

Thimms

gyldne

Dage paa. Folketheatret,

den ganske danske

Hær stormede løs paa

Pølsen, fordi den ikke

var skaaret over Virke

ligheden, med Fløjter,

Trommer og Pauker — hver Aften skiftende

Regimentsmusik.

Det var hin Aften, da den første Fløjte

lød, at

Abrahams

— Di

rektørenmed den spænd

te Muskel — og

Reumert

— Skuespilleren og Pøl

sefabrikanten — faldt

hinanden grædende om

Halsen i Kulissen. De

græd, græd af Glæde,

græd saa det næsten peb efter.

Og det peb som bekjendt en lang Række

Aftener efter. Der var reddet en

succes

, som

maaske ellers var gaaet fløjten.

Siden da er Pibekoncerter blevet moderne.

Det hører med til ethvert, ordentligt Theates

Repertoire. Kvad Klakørerne ikke kan gjøre,

det kan Fløjtenisterne opnaa.

Var der ikke et Par smaa fixe Fløjter i

Gang i Dagmartheatret for nogen Tid siden

i Anledning af „Grevinden og hendes Søsken

debarn* ?

Og er „Grevinden* ikke stadig den Dag

i Dag paa Brædderne? Jojo!

Og hvorfor skulde Kasino stikke op for

de andre og stikke Piben ind, naar de ende

lig faar en vellykket Anledning til at bruge

den?

Men naturligvis kan man ogsaa forlange

umenneskelige Ting af en Fløjte, selv om

man faar den gratis. Og det er vel bare

Overdrivelse, naar man fortæller, at Kasino

.for Tiden har Sukkerfløjter liggende paa

Lager.

Hidtil er Fløjtekoncert kun mislykkedes

ét Sted, det Sted, hvor al Ting gaar galt.

Paa det kgl. Theater.

Fallesen vilde gaa

sine Privattheater-Kolle-

ger i Bedene, og saa

satte han — Gud hjælpe

mig! — Olaf til at

fløjte ganske solo for

aabent Tæppe.

Men den var dog for tyk. Han skulde

naturligvis have ladet Olaf sidde i en mørk

Krog i Galleriet, saa kunde der endda være

blevet Brug for Gongongen.

Den Gang sagde Folk

„Tak for Seven,,

Kammerherre*, eller de vilde have sagt det,

hvis de havdekjendt det bevingede Ord,

som allerede nu forlængst har faaet Folk

vænnet fra at holde sig paa Maatten.

Den Gang* vilde Olaf gjærne spille alle

mulige Roller. Nu er det

Emil,

der ikke

vil spille nogen. Han vil ikke engang spille

Abekat

for Drachmann.

Saa

vil han hellere

tage sin Afsked.-

Det har jeg ogsaa Lyst til. Men det

skulde være med dette Liv. Jeg er nu

nogenlunde paa det rene med, at det ikke

engang er saa meget værd som en forfalsket

Postanvisning.

Kunde man endda faa fat i den Morder.

Jeg holder det ikke ud, hvis ikke jeg eller

en anden snart snapper ham. Nu har jeg i

over 8 Dage rendt Byen rundt med tre

lumpne 500 Kronesedler, men jeg tor ikke

saa meget som forsøge paa at faa dem vexlet,

og jeg ryster ved Tanken om blot at vise

nogen dem.

Og det var netop

# jjj

Meningen. For det er

ikke mine egne, jeg har

faaet dem tillaans til I

Styrkelse af Krediten—

"T/'l1 ’ *’

og saa tør

jeg

ikke lade

fj"'

nogen se dem. Det kan——

stemme Humøret ned.

Jeg gjør en Dag en Ulykke paa mig

selv eller en anden. Jeg vil ikke lade sidde

paa mig, at der ikke skulde findes en eneste

saa modig Højremand, at han tør vove

Pelsen paa

Rex.

Og løber jeg en Dag paa Rex — og det

ér jo ingen Kunst for en Skøjteløber — saa

vil jeg nok se, om

han

er saa ligeglad for

Pelsen.

For bare én ny om Aaret — det løber dog

altid op.

9 5 6 .

T i t - B i t s .

En fattig Pige

spørger os, hvordan hun

skal faa sit Haar til at skifte Farve. Alle

unge Mænd siger, at det er

rødt.

Svar:

Bliv rig, og de unge Herrer vil

ligge for Deres Fødder og beundre Deres

dejlige —

gyldne

Haar!

Hele Verden.

En ung Dame spurgte £n

Elskedez „Karl, hvor lang er Yejen om

hele Verden?*

„Omtrent tyve Tommer, min Elskede*,

svarede Karl og slog Armen om hendes

smækre Taille*

Slagteren:

„Hvad kan jeg sende Dem i

Dag, Fru Styles?

Fru Styles:

„Send mig en Lammesteg;

men endelig af et

sort

Lam!*

Slagteren:

„Hvorfor af et sort?*

Fru Styles:

„Jo, for vi har Sorg i denne

Tid.*

Indtryk. Hun

(blidt): „Jeg skal aldrig

forglemme denne Nat — og dette Bal*.

Han

(indsmigrende): „Sig mig — hvorfor?*

Hun:

„Og denne sidste Vals*.

Han:

„O, De gjør mig henrykt! Har jeg

gjort Indtryk paa Dem?*

Hun

(usædvanlig smægtende, blidt): „Ja!

De har næsten traadt to af mine Tæer flade!“

Indhold.

Illustrationer:

Kjærlighed ved Hoffet. —

Paa Spor efter Morderen. — Portræt af

Kæmpen Emanuel Andersson. — Portræt af

Hr. S. von Huth. — Romanillustration.

Text:

Kjærlighed ved Hoffet. — Vore

Billeder. — Guld og Glimmer. — Meget i faa

Ord. — Brudenatten. — Hvem var Morde

ren? (sluttet) — Uge-Revue (illustr.)

Aver

tissementer.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche

Expedition: Klosterstræde 24.

Trykt hos Philipsen

Co.