S_Gazetten

Br udenat t en.

En Kriminalnovelle

J . I> . H . T e im m e .

(Fortsat).

En saadan Lejlighed til selv at

begynde en Forretning frembød sig

nu pludselig for Reinhard Sommer,

idet en ung rig Mand, som havde

arbejdet paa Kontoret som \ olontær

sammen med ham, ved sin laders

Død blev Indehaver af et stort Han- i

delshus i Sydtyskland. Han skrev op

til Sommer, for hvem han havde fat-

tet et sandt Venskab, og tilbød ham

Rart i Forretningen, hvis han vilde

tiltræde sin Plads straks.

Sommer

betænkte sig ikke, og faa Maaneder

efter sin Forlovelse med Karoline Wild

rejste han ned til sin nye Plads.

De var begge meget lykkelige ved

de lyse Udsigter, som saa pludselig

havde aabnet sig for dem. Han tænkte

sig allerede som en rig og anset Mand, i

alle hans Drømme og Planer, al hans

Ærgjærrighed maatte nu blive til

fredsstillet. Og saa kunde han hjem

føre sin smukke Brud om kort Tid, |

for at gjøre hende delagtig i sin Rig- ,

dom og Anseelse. Den beskedne Ka

roline Wild tænkte kun paa den Tid,

hvor hun atter skulde forenes med

den Elskede, for ikke mere at skilles

fra ham.

Reinhard Sommer var afrejst til

sit nye Hjem. Forretningen, som han

indtraadte i, var rigere og mere stor

artet end han havde tænkt sig. Hans

Breve til Karoline aandede kun Kjær

lighed og Lykke.

Et halvt Aar efter sin Afrejse skrev

Sommer til sin forlovede, at hans

Stilling nu var saa sikret, at intet

mere stillede sig i Vejen for deres

Forbindelse. Han bad hende at ordne

alt i Danzig, saa at de nødvendige

Papirer til Vielsen kunde være ved

Haanden og denne udføres umiddelbart

efter Karolines Ankomst til sit nye

Hjem. Thi det var ikke muligt for

Sommer at være saa længe borte fra

Forretningen, at han kunde rejse til

Danzig for at giftes.

Den Gang disse Begivenheder til

drog sig, havde man endnu ingen

Jærnbane eller Telegraf, og kun paa

de større Hovedlandeveje kjørte der

Ilpostvogne, saa at en Rejse IraNord-

til Sydtyskland ofte kunde vare hele

Maaneder.

Karoline Wild besørgede det for

nødne til Vielsen, saaledes som hendes

I Forlovede havde ønsket det.

Men

netop samme Dag, som hun vilde

skrive til Sommer og meddele ham,

at hun rejste fra Danzig, blev den

Dame, som hun opholdt sig hos, meget

syg. og Karoline kunde ikke under

disse Omstændigheder forlade sin Vel-

gjørerinde. Hun holdt ud hos hende,

til Døden en seks LTger efter indtraadte

og løste hende fra hendes anstrængende

Hverv. Men nu maatte hun atter op

sætte sin Afrejse i fire l Tger. indtil

Damens Testament var bleven aabnet,

og Arven kunde udleveres hende.

Saa kom da endelig den Dag, da

hun kunde skrive til sin Forlovede,

at hun begav sig paa Rejsen til ham.

Hun ventede naturligvis ikke paa hans

Svar, da alt jo var aftalt skriftligt

mellem dem, og han havde i sine

Breve klaget nok ov.r det forlængede

Ophold, hun havde maattet gjøre i

Danzig.

Hun tog sin Formue med sig. Den

bestod i to tusind Daler i Guld, en

stor Kuffert, fuld af fint Linned og

en Mængde gode Klæder, som hun

alt havde faaet i Arv efter sin Vel-

gjørerinde. Et Par Hundrede Daler

havde hun yderligere' sammensparet

sig, saa hun var overmaade lykkelig

over at kunne bidrage saa meget til

den fælles tlusholdning.

De to Tusind Daler bar hun ind-

! syet i sit Korset.

De andre Penge^

I med Undtagelse af dem, hun brugte

I til Rejsen, havde hun i sin Kuffert.

Fra Danzig til Berlin rejste hun med

Ilposten. Derfra til sit Bestemmelses-

I sted havde hun endnu henved firsinds-

tyve Mil, som hun maatte rejse med

i almindelig Postbefordring, da der ingen

Ilpost gik.

I Gjæstgivergaarden i

Berlin, hvor hun var steget af, tilbød

der sig imidlertid en anden Rejsebe

fordring.

Hun var ankommet om Aftenen

til Berlin og var strax gaaet ned i

Spisesalen, for at forhøre sig hos Vær

ten om, med hvilken Befordring hun

næste Dag skulde rejse videre. Irnid-

| lertid kom der flere Rejsende til, en

Herre og en Dame. De talte ogsaa

med Værten om deres Befordring for

© A Z E T T

N .

den næste Dag. De skulde til Stutt-

gart og vilde rejse med Extrapost

næste Morgen tidlig.

Til Stuttgart! Kun nogle faa Mile

fra Stuttgart laa den unge Dames

Rejsemaal. Værten talte med hende

derom og med de Fremmede, som

havde bestilt Extrapost.

Man blev

forestillet for hinanden og fandt gjen-

sidig Behag i hinandens Selskab; saa

enedes man da om at fortsætte Rejsen

i Fællesskab.

Den fremmede Herre

havde indført sig i Rejsebogen som

Baron Lange med Frue fra Kurland.

Karoline Wild var glad over at kunne

fortsætte Rejsen under saa en god Be

skyttelse. Saa tik \ ærten ( )rdre til, at

bestille Extraposten til Baron Lange

med Følge.

Baronessen og Karoline gjorde

endnu samme Aften nærmere Bekjendt-

skab med hinanden. Baronessen var

henrykt over Frøkenens stille og be

skedne Elskværdighed, og Karoline

fandt paa sin Side Behag i den liv

lige og smukke unge Baronesse, som

vel ikke viste sig at være i Besiddelse

af nogen særlig fin Dannelse, men

derimod syntes at være begavet med

saa meget mere Hjærtelighed og God

modighed.

Baronen var stille og alvorlig. Han

talte kun lidt men viste Frøkenen en

i udsøgt Høflighed.

Den følgende Morgen kjørte de

præcis Ivl. fem. Vognen var Baronens

Ejendom; det var en lige saa bekvem

som elegant Rejsevogn. Baron Lange

havde kun forlangt en Trediedel af

; de kontante Rejseudgifter af Karoline,

og hun var meget godt tilfreds med

dette Arrangement.

Det var endnu ikke ganske lyst,

da de steg ind i Rejsevognen. Baro

nessen var indhyllet i en vid Slæng-

; kappe, hvis Hætte skjulte den største

Del af hendes Hoved og Ansigt. Ka

roline havde ikke lagt særlig Mærke

hertil.

Desto mere overrasket blev

hun ved den næste Station, da Baro

nessen vist

sig i Herredragt.

Hun

lo muntert over Frøkenens Overra

skelse.

„Det er kun et Indfald af mig,

paa den Maade rejser jeg mere uge

nert og ligner da et kjønt ungt Men

neske paa atten Aar“ .

Karoline Wild følte ingen Mistanke

herover. Saadanne Folk har saa mange

Nr. 9