S_Gazetten

Nr. 9

Uge-Revue.

Lotteri er en herlig Ting, naar bare man

vinder. Og Gudskelov, jeg kan ikke klage.

Jeg vinder mindst én Gang om Aaret, det

vil sige, jeg vinder ingen Ting, for alt hvad

jeg vinder, er kun lige til at dække Sedlen.

Det er vel ikke store Ting, naar man

har en Ottendedel, der om et Par Aar kan

holde

Aars Jubilæum, men jeg er stolt'

over lige godt at kunne holde den saa pænt

gaaende. Det er et net Nummer, som man

ikke slaar store Slag med, men som man

hænger ved, saa længe der er en Stump

tilbage.

Det er ikke et Nummer f. Ex. som

339

Det gøs i mig, da jeg forleden læste i

„Aftenposten

— siden dets Redaktør er ble

ven Ridder af Dannebrog læser jeg daglig

det Blad — hvilket Slag den Mand, der bar

det Nummer, havde slaaet i Landemærket.

339

— det maa være et mærkeligt Numme^

siden nogle hundrede Mennesker betragtede

det som en ren Gevinst at faa fat i det.

Det er ellers foruroligende saa Nummer

tossede Folk er blevet. Som forleden Aften,

da den Arbejderklasses Hjælpeforening, hvis

Særkjende er det

broder

lige

— broderligt vil

sige saadan noget som

Forholdet mellem Kain

og Abel — var nær ved

at rive Exercerhuset ned

bare for at sætte Musik

til saadanne to umusi

kalske Talstørrelser som

956

161

, hvoraf

ingen kunde dirigere den.

Sidenhen har de faaet en Bunke andre

Numre at raabe med, hvoraf man ser, at

Sansen for det broderlige maa være stærkt

udviklet i Kjøbenhavn; ikke saa snart har

„de besindiges Agitationskomité" raabt deres

Numre op, før „de agiterendes Besindigheds-

komité" er paa Færde med deres.

Numre har de nok af begge to, men

hvorfor glemmer de Nitterne? Dem har de

dog sikkert mange flere af.

Nej, det er nogle underlige Numre til

Størrelser, vi har herhjemme. Maa jeg saa

bede om

Kæmpen,

han rager dog allenfals

op over det almindelige. Han kunde forresten

gjæme have været en Smule større, ligesom

Hvalen helst maatte have været noget læn

gere. Saadan noget som en

100

eller

200

Fod, en Tamp, der kunde spytte over Runde-

Taam eller staa paa

Knippelsbro

og tage

Manden fra Frelserens

Kirketaarn ned, inden

denne selv gaar sig en

Tur.

Men en Herre, der bare

er lVa Gang en almin-

delig Kjøbenliavner, ser man nødig op til.

Og den Slags Folk, der ikke kan se et andet

Menneske lige i øjnene, vil jeg nødig staa

Ansigt til Ansigt med.

Men hvad der er' rent ud sagt stygt er,

at alle Blade — Højreblade ikke mindre end

Yenstreblade - er faldet i saadan Beundring

over Kæmpen, at de ligefrem har krænket

den Ærbødighed, inan skylder Kongehuset.

De har fornærmet

Prins Hans,

og det er

dobbelt urigtigt, saa sikkert som Prins Hans

aldrig fornærmer nogen.

Man kan sige meget omPrins Hans; men stygt

og uærbødigt er det at fortælle, at da Prins

Hans forleden besøgte Kæmpen, viste det

sig, at han selv med høj Hat paa stod langt

under ham.

Paa den Maade taler man nu om Konge

huset. Jo, Tiderne forandre sig.

Der er nu , f. Éks. almindeligt Hospital.

Har vi ikke en Gang ^alle troet, at det var

en grundfæstet Institution, der ikke var til

at rokke, som vilde holde ud som Fallesen

og vare evig som Tivoli. Og som Tivoli er

vort Livs Sommerglæde, saaledes skulde vi

alle henad Livssæsonens Slutning paa Almin

deligheden i Ro og Fred kunne nyde -en glad

Alderdom, bedre end nogen Brama-Livs-Elixir

kunde give den.

Og saa ligger det hele derude en skjønne

Dag, Forhaabninger, Lofter og Yægge.

Man indvende ikke, at det er noget, der

sjældent sker.

Det er ingen Sjældenhed

længer, naar det hører Almindeligheden til.

Men Følgen vil ogsaa blive, at der ingen

Tilgang bliver mere derude, ingen vil længere

melde sig frivilligt, lidt efter lidt vil Almin

deligheden staa ganske øde og forladt, og

der vil gro Mos derover, til maaske en Gang

en stor eller lille Tietgen gaar hen og kjøber

hele Stadsen.

Lemmerne vil for

svinde, en efter en for

lade det synkende Hus

som Rotterne Skibet.

Thi der er ikke godt at

være mere.

Og uden Lemmer

intet luv, og uden Liv

ingen Lemmer, og naar Beboerne derude

risikerer at miste baade Liv og Lemmer, saa

er det naturligt, at de søger til andre Be

lægningsstuer, hvor de ikke pludselig opdager

Bjælker i hinandens øjne og Lofter liggende

paa Gulvet, men hvor de i Ro kan oppebie

det Øjeblik, da Vorherre lukker Lemmen op

for dem.

Men hvor skal de stakkels Gamle flytte

hen. En og anden af dem kan vel faa En

gagement ved Forsøgstheatret, som trods

det at Hr. Schiwe er engageret, endnu har

Brug for et Par enkelte Kræfter, men de

øvrige raader jeg til at søge den nye Theater-

kafé. Thi der kan de faa, hvad de nu sav

ner, et roligt Sengested.

Der er nemlig det mærkelige ved Kaféen,

at Manden der driver den, ikke har Restau

ratør- men kun Gjæstgiver-Bevilling; følgelig

skal han have et Par opredte Senge staaende

i Lokalet.

Gjør Hr. Wieberg ikke Alvor af det, vil

Kaféen blive lukket. Men Hr. Wieberg gjør

Alvor af det. Om et Par Dage kommer Sengene.

Der er ikke Tvivl om, at saadanne et

Par Senge, lidt fixt opstillede midt i Lokalet)

vilde gjøre sig i en forbauseude Grad. Noge

tilsvarende har vi jo aldrig set Mage til. Og

kunde Hr. Wiberg saa yderligere faa ind

rettet det saaledes med Hr. Fallesen, af hvem

han har lejet Kaféen, at

iTheatrets

Skuespillere

|forpligtedes til vekselvis

^at tilbringe et Par Ti

mers Tid i Sengen, saa

vilde Tilstrømningen bli-

’lv e

kolossal.

Eller han kunde ind

føre ved Theatret, at alle de sygemeldte

skulde ligge til Sengs i Theaterkaféen til de

var raske.- Det vilde dog maaske spare ham

nogle røde Plakater om Aaret.

Og hvor hyggeligt kunde det ikke blive

om Sommeren, naar Dørene aabnedes, og

Bot-dene flyttedes ud! Saa skulde naturligvis

Sengene med de deri værende Skuespillere

ogsaa flyttes ud.

Jo, den Succes er oplagt. Nimb paa den

anden Side Gaden vil ærgre sig sort over, at

hah ikke ogsaa er Gjæstgiver, men Wiberg

vil gnide sig i Hænderne, mens han skadefro

beder Nimb gaa hjem og lægge sig. Men

ikke i Kaféens Senge.

De vil trække mindst lige saa fuldt Hus

som den Ballet, F,erd. Schmidt skal dirigere

i „National".

Thi Schmidt, der altid vil

have, hvad han ikke kan faa, vil nu have

Ballet, og det med saa smukke Skjønheder?

som nogen Genée kan

have dem. Fru Kirchhei-

ner danser Solo.

Men om Schmidt faar

Lov at danse, saa bliver

det nok efter Mathiesens

Pibe. Mathiesen vil ikke

taale Danserinder i Na

tional, han vil se god Komedie der.'’ t)g just

som Balletten er i Gang med en Trippevals,

vil Mathiesen beslaglægge hele Schmidts Bal

let. Saa er en ny Succes røget i Lyset, det

elektriske Lys, der trækker svært.

Hidtil har det trukket

90,000

Kr. Gliick

auf Gliick Stadt!

JPigott.

Indhold.

Illustrationer:

Fra Dagmartheatret. — En

Champagne-Diner. — Ada Rohan. — Man

den søger Skilsmisse. — En Opiumssalon.

— En Kamp for Livet. — General Lutz.

Taget af Politiet. — Dræbt paa Stedet. —

En Sammenstyrtning paa alm. Hospital. —

Forsøg paa Mordbrand. — Slagsmaal med

Politiet. — Fra det nye Panorama.

Text:

Dagmartheatret. — Yore Billeder.

Guld og Glimmer. — Sport. — Meget i fa a

Ord. — Brudenatten. — Uge-Revue (illustr.)

— Avertissementer.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde 24.

Trykt hos Philipsen & Co.