78 / 326
78
B
f
ude n a t t e n .
En Kriminalnovelle
af
J . D.
11
. T e 111 n i e .
(Fortsat).
Ægteparrets Mordplan var nu hur
tig lagt. Den var i Korthed følgende, j
Karoline Wild skulde om Aftenen gives
j
en Sovedrik og saa kvæles i ben-
gen, helst med hendes eget Strømpe-
baand, Liget derpaa bringes ud af
Huset og skjules i Nærheden paa et
dertil egnet Sted.
Planen var simpel nok og syntes
let at udføre.
Dog frembød den
Omstændighed, at de ved Ankomsten
vare tre Personer, medens der kun
bortrejste to, en Vanskelighed for
Ægteparret, Men her fandt Barones
sen paa Raad.
„Vi kjører bort om Morgenen me
dens det endnu er mørkt, thi vi kan
sagtens faa Extrapostheste om Natten.
Saa stiger vi først begge to ind i Vog
nen, saaledes at man lægger Mærke
dertil, derpaa sniger jeg mig i et
ubevogtet Øjeblik igj:n ud, vender til
bage til Huset, og kommer snart igjen,
iført Frøkenens Hat og Kaabe. Og
saa kjører der tre bort, som der kom. “
Tre- Gange forsøgte de at udføre
Planen. Første Gang i Fichtelgebirge.
Stationen laa ensomt, omgivet af høje
Bjærge; i Dalene var der smaa Søer
med mørkt, grumset Vand. Baronen
havde forsøgt at maale Dybden, men
kunde ingen Steder naa Bunden med
sin Stang. Poststationen laa frit uden
Spor af Indhegning.
„Her,“ sagde Baronen til sin Kone.
„har vi en Lejlighed, som næppe saa
snart vd tilbyde sig igjen. Men hvor
ledes skal vi give hende Sovedrikken,
uden at hun fatter Mistanke ? “
Karoline Wild kom her selv deres
Mordplan i Møde. Hun havde Hoved
pine og klagede derover til Baro
nessen.
„Vil De ikke have et Glas varmt
Rødvin, min Kjære, før De gaar i
Seng? Det virker beroligende."
Karoline tog imod Tilbudet.
Baronen var tjenstvillig som sæd
vanlig. Han gik selv med ud i Kjøk-
kenet for at paase, at man tog af
den bedste Vin. Han bar selv Glasset
ind i Værelset. Paa Gangen hældte
han behændig af en lille Flaske noget
Opium i Glasset.
Frøkenen drak Vinen, uden at fatte
nogen Misranke. Drikken virkede hur
tig, og den medlidende Baronesse hjalp
Karoline til Sengs, hvor hun snart
sov fast ind.
„Nu til Arbejdet!"
Klokken var ti om Aftenen; der
var altsaa Tid nok endnu.
De aab-
nede først Doren ind til Karolines
Værelse. Den Sovende laa i sin Seng.
„snoren falder næsten om Halsen
paa hende af sig selv", sagde Baronen.
Baronessen havde imidlertid havt
sin Opmærksomhed henvendt paa noget
andet. Hun kunde ikke tinde Nøglen
til Kufferten.
„Den ligger vel under Hovedpuden,"
mente hendes Mand og løftede forsig
tig den Sovendes Hoved.
Der laa
begge Nøglerne, sammenbundne med
®
A
Z
E T- T S
W.
Den sidste Aften i Posthuset.
en tynd Læderrem.
Baronessen tog
dem.
Den Sovende gjorde ikke en Bevæ
gelse.
Hun laa som en Død i For
brydernes Hænder.
„Mon hun ogsaa virkelig bærer
sine Penge under Korsettet?" sagde
Baronessen.
Hun følte med let Haand under
Korsettet, som den Sovende ikke havde
taget af. <
^JDet er fuldstændig udstoppet med
de rare Penge", hviskede hun.
Hun kunde godt have talt højere,
den Sovende hørte eller mærkede
intet.
Forbrydernes ø jn e lyste.
„Jeg maa dog først engang have
den Kuffert efterset, hVad den egentlig
indeholder," sagde Baronessen.
Nøglen aabnede let, og hendes
Øjne straalede ved Synet af .de præg
tige Klæder, Linned og Smykker, som
her var pakket sammen i den store
Kuffert. Intet Under, at den var saa
svær.
Baronen havde imidlertid taget en
Snor frem, hvormed Offeret skulde
kvæles, da hun havde beholdt Strøm
perne og Strømpebaandene paa.
„Kun endnu et!" sagde den for
sigtige Baron,
førend [han lagde
hende Snoren om Halsen. „Hvorledes
skal vi i Nat bringe Liget ud af
Huset?"
Deres Værelser laa paa første Sal.
Ved den foreløbige Undersøgelse, som
Baronen havde anstillet, havde han
-mærket sig de - forskjellige Udgangs
døre. Der var tre: den sædvanlige
Hoveddør, en Dør fra Kjøkkenet og
en Sidedør fra Laden. Men var disse
Døre| aabne^om Natten ? Dette maatte
Baronen unaersøgefførst.
"Klokken var [bleven elleve. I Huset
var der stille og mørkt over alt. Ba
ronen sneg sig- ned ad Trapperne.
Hoveddøren var lukket og Nøglen
intet Steds^at finde. Saa gik Baronen
til Ladebygningen, for at prøve denne
Dør. Men han vendte snart om.
j Derinde laa Karlene, de var vaagne
1
endnu og®laa og talte sammen. Nu
var der kun Kjøkkendøren tilbage.
Baronen kom uden Hindring ind i
i
Kjøkkenet. Nøglen sad i Døren, han
drejede den blot om, og Vejen laa
ham aaben.
Men han for rask til
bage, som om et vildt Dyr vilde springe
løs paa ham.
Og i Virkeligheden
; var det ogsaa Tilfældet. Umiddelbart
foran Døren laa en Hund i Kjæde.
Under dens rasende Hylen smækkede
Baronen Døren i og ilede op ad Trap
pen igjen.
„I Nat lader det sig ikke gjøre!"
sagde han til sin Kone og fortalte
hende om sine Opdagelser.
„Man kunde jo forgive Hunden,"
indvendte Baronessen.
Hun havde
følt de mange Penge og set de præg
tige Smykker i Kufferten. Rovlysten
var vækket hos hende. Men Baronen
havde mistet Modet for den Gang.
Kufferten blev igjen lukket. De
to Nøgter lagt under Hovedgjærdet
og Mordet opsat til næste Nat.
Karoline Wild mærkede næste Mor
gen ikke noget, fraregnet en tung.
Nr. 10