62 / 326
62
Cr- A. .25E? T?
T m m.
Hvemvar Morderen?
En Kriminalnovelle
af
J . D. IX . T e m m e .
(Sluttet).
Skovriderens Kone var faldet sam
men. Hun græd liøjt. Ansigtet havde
hun dækket med sine Hænder. Saa
tog hun pludselig en fast Beslutning
og hævede Ansigtet op imod mig.
Hun vilde sikkert tilstaa mig alt. En
underlig knugende Spænding paakom
mig. Da bankede det paa Døren.
„Kom ind !“ raabte min Protokol
fører; der var ingen af os andre, der
kunde faa et Ord frem.
Den gamle Christian Baumann
aabnede Døren. Han var meget bleg,
og han saa alvorlig, ja næsten højti
delig ud.
„Marianne, kan jeg komme til at
tale alene med Dig — hvis de
Herrer tillader det?“ henvendte han
sig til mig.
„Ja, vær saa god“ , svarede jeg.
Han forlod Værelset sammen med
Skovriderkonen.
Der maatte være
forefaldet noget. Jeg maatte dog se
at faa oplyst, hvad det var.
Nogle faa Minuter efter vendte
den unge Kone tilbage. Hun var bleg
som forhen, men en underlig Fatning
lyste ud af hendes sorgfulde Træk.
Hun kom hen imod mig.
„Min Herre! Nu er hin Time
kommen, som De før talte om, og som
jeg selv i saa mange Aar har imøde
set med Angst. At den dog en Gang
maatte komme, har jeg aldrig kunnet
dølge for mig selv. Nu er den her
i al sin alvorsfulde Strenghed, og dog
har Herren været naadig mod mig
og gjort mig Bekjendelsen lettere.
Hør nu af mig Sandheden, Hr. x\sses-
sor! Krybskytten Sander var ikke
Felseners Morder. Det var min Mand.
En vild Skinsyge mod den ulykkelige
Felsener havde allerede længe ulmet
i hans Indre. Paa Mordaftenen havde
han udspioneret Felsener og mig.
Vi havde forladt Balsalen i Holz
hausen og spadserede i Haven. Fel
sener havde bedt mig derom. Han
havde om Eftermiddagen faaet et Brev
fra sin Moder; om det vilde han gjerne
tale alene med mig. Hun havde givet
sin Indvilling til vor Forbindelse, og
hin Aften trykkede vi første Gang
hinandens Hænder som Forlovede.
Hvilke lykkelige Minutter var det ikke;
thi vi elskede hinanden! Men bag
ved os stod Forræderiet.
Næste
Morgen vilde Felsener forlange min
Faders Samtykke til Ægteskabet, og
jeg er vis paa, at vi havde faaet det.
Men samme Nat blev han myrdet.
Hvorledes Forbrydelsen blev begaaet?
Min Mand kjendte en Vej gjennem
Mosen. Han havde ved et Tilfælde
erfaret, at Krybskytten Sander paa
den Nat vilde være at træffe ved Elle
mosen, og han gav Felsener et \ ink
herom. Felsener gik derhen. Min
Mand fulgte ham, iført min Faders
Frakke og Hue og med min Faders
Gevær, som hang i Forstuen. Hans
Soveværelse var i Stue-Etagen, og han
bortfjærnede sig gjennem Vinduet ud
til Haven. Ved at gaa over Mosen,
kom han Felsener i Forkjøbet. Han
overraskede Krybskytten, tog hans
Gevær og skød dermed Felsener. Havde
han ikke faaet Krybskyttens Gevær,
var min Faders bestemt til deimed
at udføre Mordet.
Sanders Gevær
sænkede han ned i Mosen, gik tilbage
til Skovriderhuset og gjennem Vinduet
ind paa sit Værelse, uden at blive
bemærket af nogen.
Hvorledes jeg har opdaget I or-
brydelsen? Mit umistænksomme Hjærte
havde ingen Anelse derom, omend-
skjøndt min Mand allerede kort efter
vor Forbindelse ofte blev anfaldet af
en uforklarlig Angst. Da fødte jeg
en Søn. Det var hans Barn, men det
bar den Myrdedes Træk. Nu blev
han ofte angreben af Fortvivlelses
Anfald. Under et af disse traf jeg
ham med et blodigt Brev i Hænderne.
Han stirrede stift i Brevet. Da han
saa mig, forsøgte han at skjule det.
Saa sprang han pludselig op. Nej!
raabte han, nu kan jeg ikke bære det
længere. Her, læs! Kjender Du dette
Brev? — Det var Brevet, som Fel
sener havde faaet fra sin Moder Dagen
før Mordet. Han havde baaret det
paa sit Bryst. Min Mand havde taget
det, medens han holdt Vagt ved Liget.
I hans vilde, ud over Modstanderens
Død rækkende Skinsyge, havde han
ikke formaaet at skille sig af med
det.
Skinsyge og Samvittighedsnag
tvang ham uimodstaaelig til at aaben-
bare alt for mig.
Hvad jeg siden har lidt i de mange,
lange Aar sammen med ham, lader
sig næppe beskrive.
Han var min
Mand, han var mit Barns Fader, han
var en Morder, min Elskedes, min
Forlovedes Morder!
Og nu ? Den gamle Christian brin
ger mig netop Budskabet om, at den
Ulykkelige har skudt sig selv, efter
at han for en halv Time siden har
talt med den tro Olding. “
„ Ham har Gud dømt. Gud Herren
være ham naadig.“
„Ja, Gud være hans syndige Sjæl
naadig!“ gjentog den stakkels Enke,
„mit Sind er som lettet, og en tung
Byrde er taget væk fra mine Skuldre.
Og saa har jeg jo mit Barn at
leve fo r !“
Hun var dybt rystet og hulkede
stærkt ved disse Ord.
Det var imidlertid blevet sen Aftem
Jeg tog hendes Haand og førte hende
ind i Stuen ved Siden af, hvor Barnet
laa og sov.
Hun knælede ned ved dets lille
Seng og bad, medens jeg sagte forlod
hende og Skovriderhuset i Winkel
horst.
Br u den a11 en.
En Kriminalnovelle
af
*
J . I ) . X I . rF e m i n e .
(Fortsat).
Før Værtens Datter fik lukket
Døren til de Fremmedes Værelser,
hørte hun den lille Herre sige højt
til Damen:
„Men lad os nu ikke hengive os
til mørke Tanker. Paa denne Aften,
den sidste, som vi er sammen, ville
vi more os.“
„Hvem er de Rejsende? “ spurgte
Postholderens Datter sin Fader, da
hun kom ned.
„Baron Lange fra Kurland med
Følge, staar der i Rejselisten. “
„Og dette Følge bestaar af to
Kvinder “ fortsatte Datteren.
Faderen saa forbauset paa hende.
„Er der to Kvinder? “
„Ja, for den mindste af Herrerne
er Baronens Gemalinde."
Hvorfra hun vidste det? Jo, da
den lille Herre hviskede sammen med
Damen ved Vinduet, havde denne
svaret ham: