S_Gazetten

e A fe B 9

T .&

Sf.

Nr. 6,

Uge-Revue.

Jeg er svært spændt paa Sommeren.

For dette evindelige Sne-, Regn-, Frost-,

To-, Blæse- og alt muligt andet Vejr, er

ganske uudholdeligt.

Hvis saa endda Byen var en Smule mor

som. Men det er noget siden. Og naar man

nu hverken har Kone eller Udsigt til Born

og altsaa er pisket til at løbe ud hver Aften,

saa — ja hvad saa?

„Nu har jeg set „Dristig vovet — !“ til

dobbelt Pris, „Nøddebo" paa Kuponbillet,

„Dr. Jojo" paa nedsat Entré, „Kalifen" paa

Redaktionsbillet og „Zampa" paa Barber-

.téSØtøsaSfcSSfe Billet, gloet mig fjollet

paa Frk. Neptuna, ærgret

mig gal paa Troldman

den og faaet Kulde

gysninger ved Synet af

et Par gamle elendige

Lapper.

Tror De det morermig?

Nej, men til Sommer faar vi pænt Vejr,

det har Almanaken lovet os, og skjonne

Kvinder, det har

Hohlenberg

lovet.

Hohlenberg er i øjeblikket det bedste

Hoved i Kongeriget Danmark. Hans er Idéen

med Skjonheds-Konkurrencen heroppe. Den

Gavstrik.

Han ved nok hvad han gjør. Hans er

Æren, lad da ogsaa Fornøjelsen blive hans.

Han skal selv være Komité, han skal skille

Kjønhedeme fra Grimhedérne, og paa Dom

mens Dag skal Løjtnant & Direktør Hohlen

berg som en anden Paris

efter samvittighedsfuld

Undersøgelse kaste Guld

æblet i 4eh allerskjønne-

stes Favn.

Thi Smag har han, og

Guldæblet venter han

at faa hos Magistraten.

Naar bare han kan overkomme det hele

alene. For det er jo noget helt andet end

f. Ex. at sætte et Ægteskabstilbud i „Ber-

lingske" og bede om, at Fotografier maa

medfølge. Ad den Vej faar man dog sjæl

dent mere end et Par Hundrede retoucherede

Skjønheder at se.

Men Gavstrikken paa. Klampenborg har

allerede modtaget en saadan Dynge Fotogra

fier, at han stærkt tænker paa at udvide

Anstalten og tage dens noget graanede Støtte

C. C.

Lohse

til Hjælp.

Lohse skal ikke være uvillig. Navnlig

har han ikke noget imod at være med, naar

det gjælder at veje og

vrage Skønhederne. Helst

dog det første, thi Lohse

er en gammel Praktikus,

der før har staaet ved

Vægten.

Jo, det bliver en

-Sæson,

som Hohlenberg

aldrig før har set Mage til. Alverden tager

til Klampenborg.

Thi irigen vil kunne gaa rolig i Seng, før

han har set Verdens skjønneste Kvinder, og

saa kan det maaske endda knibe med Rolig

heden.

Har maaske ogsaa en

os faaet en Forsmag paa,

hvad der venter os, ved

at se

Nordens skjønneste.

Kvinder

i Allégade, bør % ^

det ikke afficere os. *

Skjønt — det kan jo

ikke nægtes — det er

ganske forbausende, saa

rolig man sover, naar man har set

dem

Hohlenberg vil blive 1889’s Ph. Schou.

Mændene vil bukke for ham, og Kvinderne

vil neje for ham og bede om hans Gunst.

Og naar Dommen er falden, vil de misfor

nøjede

Udstilleres

Antal være

legio.

Det vil regne ned over ham med Bebrej

delser, som det regner

med , Skomagersvende

ned over

Pingel.

DenStakkel. Hvad vilde

han ogsaa stikke Næsen

i cfen Sværte for. Hellere

vilde jeg miste nogle

Syle ved at angive mig

for urigtig Skatteansættelse, end være Pingel.

Naturligvis fortjener han sin Skjæbne.

Han kan ikke undres over, at Heegaard læn

ges efter at bagflikke ham, siden han dog

hører til „Intelligensen uden .-Saaler i Støv

lerne".

Men det værste er dog, at et Par

af de Svende, Pingel har ærefornærmet, skal

— rent ud-sagt — være Jomfruer. Og an

gribe. Jomfruers Ære, det er lige ud grave

rende.

Fy er for mildt et Ord til at udtrykke

Indignationen overfor en saadan Adfærd. Yar

det ikke saa kriminelt, kunde man fristes til

ligefrem at sige Føj.

Det hele er mere gaadefuldt end Mordet

i Kongens Have. Hvem skulde have troet

det om Pingel? Han, som ingen har haft

mistænkt for nogensinde blot med en Fin

ger at ville lægge Haand

paa en Kvinde, han,

som maaske aldrig før

har taget håardt blot

paa en Brolægger-Jom

fru, han har nu krænket

en hel jomfruelig Butiks

besætningpaadetdybeste.

Hvordan vil han vaske sig ren, hvordan

vil han klare Butiken, hvordan vil han give

Jomfruerne tilbage, hvad de har tabt? Og

hvorfor skal han lægge sig ud med Heegaard,

som vort Universitet dog har haft nogen Ære

af, og hvorfor er han i det hele taget saa

vred paa Skomagerne.

Velunderrettede Folk vil vide, at det er

af Ærgrelse over, at han blev afskediget, da

han ikke længere kunde bruges som Overlær’.

Og saa vil Folkethinget ikke udlevere ham.

Jo, det er rare Tider, vi lever i.

Daarlige er de dog nok ikke mere,

det skal Kommunelærerinderne love for.

De gode Lærerinder forlanger uden videre

at faa Lønnen forhøjet imod til Gjengjæld

at faa Timeantallet indskrænket.

Hvis det ikke var saa logisk, kunde man

maaske kalde det en Smule fordringsfuldt.

Yi stakkels Mandfolk har lært at holde paa

Skillingerne, vi søger at ophjælpe den inden

landske Industri, og vi ryger — ganske vist

med krum Hals — Cigarer, rullede af det,

nedfaldne Løv i Frederiksberg Have, vi lader-

vort Tøj vende 2 Gange, og beder Skræderen

prøve den '3die Gang med, vi indskrænker

vore Fornødenheder til det mindst mulige,

vi extravagerer aldrig paa Nødtørftshuse, og

vi er glade til, blot vi kan faa et Stykke

med bart. Men Lærerinderne forlanger uden

videre

Paalæg.

Og de vil have det strax. Men de faar

det saamænd ikke, før Magistraten et Par

Aar har tygget paa det. Og det tror jeg

ikke vil smage Lærerinderne.

Deres Udsigter er ikke synderlig bedre

end

Max Bewers

til at faa Prygl af

Brandes.

Vi er jo alle enige om, at noget fortjener

han. Selv mener han, at han nok kunde for

tjene noget mere ved sin Korrespondance,

Navnlig mener han Duel er godt. Det

er det naturligvis ogsaa, naar man blot faar

nogen at duellere med. Brandes nænnede

ikke at lædere det Bewer-Skind, men derfor

skal Mr. Max ikke opgive Haabet.

Det hele arrangeres jo let. En lille Mid

dag, hvor Themaet Bewer behandles. Naar

saa blot en eller anden tilstedeværende Kvinde

— en Man kan ogsaa gjøre det— løber med

Sladder, saa gaar Sludderen, og saa kan Hr.

Tlewer baade lade sin Pistol og fylde sin

Korrespondance. Thi en Man er en Man,

og et Ord et Ord, der skal flyve ud i- den

vide Verden.

Ja, vi Mennesker er nogle underlige

Dyr, somHvalfisken sagde, den saaDanmarks

største Svin. Et Svin paa 1000 Pund, spil

levende ovenikjebet, det er noget uhørt, som

man ikke ser hver Dag.

Jo, det er netop, hvad man gjør, naar

man gaar ud paa Vesterbrogade. Og deri.

Vandring fortryder man ikke.

Garborg har jo sagt det saa tidt, og vi

ved det saa særdeles godt. Vi er Svin og

atter Svin.

Men Gudskelov — har vi før havt nogen

Tvivl i Hjærtet om, hvem der vel var det

største, saa er denne Tvivl nu. borte. Der

er Trøst og Lindring i den Tanke, at man

nu med afgjort Sikkerhed ved,

hvor

det

største Svin er.

Danmark har Æren af det prægtige Dyr,

herhjemme har dets Vugge staaet. Jo — i

Danmark er der godt at være.

Vel naar vi ikke alle 1000 Pund, vel maa

en og anden — det stakkels Nørrebros The

ater f. Ex. — en lille Tid finde sig i at suge

paa Lappen, men alligevel — vi har det

godt.

Jo, Danmark er et fille velsignet Land.

M a x Væ ver.

Redaktør og Udgiver:,

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klosterstræde 24.

Trykt hos Philipsen & Co.