86 / 326
Bru d en a t t en.
En Kriminalnovelle
af
J . D. H . T e 111 m e .
(Fortsat).
Men Baronen aandede atter frit,
da han hørte en Stemme i Gaarden
raabe:
„Rask frem med Hestene!“
Værtens Datter kom i det samme j
ind med en Bolle afbrændt Vin. Hen
des Broder Theodor ledsagede hende.
Han aabnede Døren for hende og var
hende behjælpelig med at tage af
Bordet. Samtidig havde han Øjnene
godt med sig; han havde endnu ikke
kunnet forvinde den Mistanke, som
han straks havde fattet til disse Rej
sende.
Anna vilde sætte Vinen paa Bordet,
hvor de tre Rejsende havde spist til
Aften, men Baronen befalede hende
at bringe den hen paa et lille Bord,
som stod i et Hjørne af Værelset.
Hun adlød og Baronen begyndte
nu at udspørge hende.
„Der kom nok en Extrapost for
lidt siden ? “
„Ja, med to Herrer", svarede hun
„Bliver de her i Nat?" spurgte
Baronen videre.
„Nej, de havde meget Hastværk
og vilde straks videre.
De friske
Heste ere allerede forspændte. “
Baronen var imidlertid traadt hen
til det lille Bord i Hjørnet, hvorpaa
Bollen med Vinen stod.
Men den mistroiske Theodors Øjne
fulgte enhver af hans Bevægelser.
Baronen syntes at bemærke det. Han
tog et Glas, skjænkede det halvt fuldt
og satte det til Munden.
„Vinen er god," mumlede han. „Det
er en fortræffelig Vin“ , henvendte han
sig derpaa højt til Damerne, og sam
tidig skjænkede han to Glas fulde og
fyldte det, som han selv havde drukket
af. Saa stillede han alle tre Glas paa
en Bakke og saa sig rask om efter
Theodor, om han bemærkede, hvad
han foretog sig.
Men Knøsen var
snu, han lod som om han var ude
lukkende optaget af sit Arbejde med
at tage af Bordet.
Baronen troede sig ubemærket.
Hurtig fremtog han af sin Brystlomme
en lille Flaske og tog lydlost Proppen '
af. Mere saa Theodor ikke. Hans
j
Søster var færdig med at tage af
j
Bordet, og han var nødt til at følge
j
hende.
Idet han gik ud af Døren,
kastede han endnu et Blik hen til
Bordet, hvor Baronen stod, men han
kunde ikke se, hvad han foretog sig,
da Baronen vendte Ryggen mod ham.
Udenfor Døren blev han endnu
staaende og lyttede. Han hørte, at
Baronen sagde:
„Vær saa god Frøken Wild, dette
Glas. “
Det syntes, som om hun først vilde
have taget et andet.
„Mon hun tager d e t?“ spurgte
Drengen sig selv og skyndte sig efter
sin Søster.
„Hør, Anna“ , hviskede han, „jeg
| er saa underlig til Mode i Aften, som
om der skulde ske en Ulykke, “ og
saa fortalte han, hvad han havde set. I
I
1
„Du er altid saa mistroisk, Theo-
i
dor“ , irettesatte ham den ældre Søster.
„Jeg selv var rigtignok fra Begyndelsen
lidt underlig berørt ved disse Frem
mede, men jeg har ikke siden fundet
min Mistanke begrundet. “
Imidlertid drak de tre Rejsende
deres afbrændte Vin.
„Paa et lykkeligt Gjensyn med
Deres Forlovede, kjære Frøken! Lad
os drikke et ordentlig Glas derpaa!“
sagde Baronessen og stak sit Glad ud.
Til en ond Gjærning behøver man
Mod, og det giver Vinen.
Baronen
fulgte hendes Exempel.
„Lad os drikke paa Deres snarlige
Bryllup, kjære Frøken W ild!"
De stødte atter Glassene mod hin
anden og drak ud.
Men i samme Øjeblik blegnede de
alle tre, og Karoline Wild maatte
sætte sit Glas, for ikke at tabe det.
Derude i Gaarden var der igjen
kommet en Vogn kjørende.
Det var
en Extrapost med Rejsende. Postillonen
blæste, en Mandsstemme talte og en
Kvinde svarede. Vognen holdt lige
under Vinduerne til det Værelse, hvor
de tre Rejsende sad og drak deres
afbrændte Vin. Rundt om var der
stille. I Posthuset syntes alle at
være gaaede i Seng.
Men gjennem
Nattens Stilhed lød Stemmerne i Gaar
den endnu tydeligere; man kunde høre
hvert Ord, der blev sagt.
„Huset er lukket, ikke saa meget
som et Lys er at se,“ lød Mands
stemmen.
Da Karoline Wild hørte denne
Stemme, bævede hun over hele Kroppen
som ramt af et elektrisk Slag. Hun
vilde springe op men formaaede det
ikke.
En leende Kvindestemme svarede-
overgivent:
„I et lukket Hus tager vi ikke
ind, dertil staar ej mit Sind, Postillonen
kjører os videre — aa, n ej! nu kan
jeg ikke finde noget Rim til det! Men
Du er bedrøvet, min Elskede, maaske
—
il faut faire bonne mine å mauvais
jeu
— “
Hun lo højt. '
Manden var nu traadt hen til Døren
og slog paa den med Dørhammeren.
„Hejda, l ukop ! Der er Fremmede,
som vil overnatte!“
Vinglasset faldt Frøken Wild ud
af Haanden. Hun var kridhvid i An
sigtet og faldt tilbage i sin Stol.
Baronen lagde ikke Mærke dertil, saa
optaget var han af, hvad der skete i
Gaarden. En Ed fløj over hans Læber.
Fremmede vilde overnatte her, det
bragte Uro i Huset og kunde forstyrre
hele hans Mordplan.
„Men hvad fattes Dem, min Kjære?“
raabte Baronessen til den halvt af
mægtige unge Pige.
„Lad mig blot d ø ! “ var hendes
eneste Svar.
„Begynder Drikken allerede at
virke? “ hviskede Baronessen til sin
Mand.
„Ad Helvede til med Dine dumme
Spørgsmaal!“ svarede han.
Døren ud til Gaarden blev nu
lukket op, og der kom Skridt op ad
Trapperne.
Ude paa Gangen blev
en Dør aabnet til et af Gjæsteværel-
serne. Det laa lige overfor det, hvor
Baronen boede med de to Damer. Der
skulde altsaa de Fremmede bo.
„Nu er atter alt forbi! Og denne
Nat er den sidste."
Baronen skar Tænder af Raseri.
Men Karoline Wild var sprunget op.
„Bort herfra!" raabte hun med
fordrejede Ansigtstræk.
Hun havde
samlet al sin Kraft til denne An-
strængelse. Saa vaklede hun.
Raronessen opfangede hende i sine
Arme og sagde venligt:
„Kom, min Kjære, saa skal jeg
hjælpe Dem i Seng."