S_Gazetten

Nr. 11

Uge-Revue.

Gudskelov, at vi dog har Rigsdagen.

Det er for mig en Trøster, en Husvaler,

en Ven. Jeg siger om den, som Manden sa’e

om Vorherre: „Havde vi ikke Vorherre læng

ere, saa Gud hjælpe os!"

Naar mit Humør falder af som de nye

Skorstene i Blæsevejr,

naar jeg er arrig som

en Skøjteløber i Tøvejr,

naar Tømmermændene

hærger min Kvistetage

uden at vise Gran af

Maadehold, naar Porte-

5. J|

monnæen er slatten som

en sejglivet Kat, der i en Maaned har været

klemt

inde ien Brændestabel, naar min

Kone har sveden Vællingen eller kogt Suppen

paa de bare Ben, naar jeg gaar i det konge

lige ■ Theater, for åt se'„Wilhelm Tell" og

saa faar „Fjærnt fra Danmarkw i Stedet paa

Grund af Simonsens vedvarende Upasselighed,

kort sagt, naar den er — hvad man paa

godt kjøbenhavnsk kalder —

gnaven,

saa

tyer jeg til Rigsdagen.

Det vil sige, jeg gaar ikke derud i Kaser

nen, jeg sidder hjemme og læser, hvad alle

de udmærkede Mænd derude i Fredericiagade

siger for 6 Kr., fri Rejse paa Jærnbanerne

Fribillet til det kgl. Theater og Patent paa

almindelig Højagtelse.

Jeg er nemlig bange for at komme dem

paa nært Hold. Jeg har hørt sige, at naar

man kommer dem nærmere paa Livet, saa

taber de noget af Glorien; baade Søren Kjær

og Maler Jensen skal man kunne nyde langt

bedre paa Afstand; der skal slet ingen Sam

menligning være mellem, hvordan de tager

3ig ud nær ved og paa større Afstand.

Og med den mig medfødte Respekt for

Avtoriteten, Sagkundskaben og alt det andet

herhen hørende vil jeg nødig miste den

Illusion, jeg engang har levet mig ind i.

Hvorfor jeg ogsaa holder mig hjemme i min 1

Lænestol og nyder ruin Rigsdag paa Tryk.

Men saa er- det rigtignok ogsaa en Nydelse.

Saadan en S

—4

S pa lter

med en Bunke Talere,

det er en Nydelse, der for mig bogstavelig

talt er det samme som at sluge en Snes

østers.

Og Østers er vel nok med faa Undtagelser '

noget af det højeste, man kan naa til her

paa Jorden. Ved et Middagsselskab fornylig,

hvor der bl. a. serveredes med østers, ud

trykte en Dame overfor sin Kavaller sin

Henrykkelse over den herlige Ret i føl

gende Ord: „Aa, østers, det er dog det

bedste paa Jorden!" — „Nej, Frøken", lød

Svaret, „det næstbedste!"

Damen tav. Man har altsaa Lov til at

antage, at hun gav sin Kavaller Ret

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gjøre

den Dag, Rigsdagen ikke er mere. Siden

jeg har slaaet mig paa den Læsning, kjen

der jeg ingen bedre. Jeg har før med .en

vis Interesse læst f. Eks. baade Holberg og

Oehlenschlåger og er heller ikke ubekjendt

ned moderne Forfattere.

Men hvad er de alle tilhobe ved Siden af

Jens Pedersen og Rasmus Sørensen? Hvad

er Hakon Jarl vel, hvad er Hamiets Monolog

vel ved Siden af en Tale af Niels Andersen

om Brandpoliti paa Landet eller forhøjet

Ligning til Skolefonds.

Jo, Rigsdagen er god nok. Og hvor kan

man ikke Gang efter Gang læse om og om

igjen de herlige Taler. Man siger, at Henrik

Ibsen er mystisk, og at han vinder ved 2den

Læsning.

Men stil Fruen fra Havet og

Manden fra Landet sam

men, hvem ti or De saa,

der bærer Prisen. Fruen

fra Havet er det rene

Vand ved Siden af dem.

Og hvor kan man ikke

ved at tage en Tale om ^ o,

igjen opdage nye Pointer,

nye sproglige Skjønheder, nye uanede Syns

vidder.

Jo, det er rigtignok nydeligt at læse om,

hvordan Hansen kan.

hævde

— man faar

ligefrem Lyst til at gaa Rigsdagsvejen, blot

for at faa Lov til at hævde — medens Peter

sen kun

udtaler.

Og saadan som de kan

replicere

fastholde

— det grænser til det

utrolige.

Jo, en Ting er sikkert, det er nydeligt

at læse om alt det.

Nu har jeg bestemt

mig til at abonnere paa

Rigsdagstidende,

for

saa maa man da faa det altsammen endnu

bedre.

Naar jeg saa samtidig har

Gasetten

læse, saa ved jeg egentlig ikke, hvad jeg

kunde forlange mere her i Verden.

Det skulde være de 120,000. Men dem

faar jeg ikke, det er lige saa sikkert, som at

Frederiksberg Politi ikke finder Morderen.

Den Morder volder saamænd Bryderier

nok. Lampevejspolitimændene løber rundt

og stirrer sig Øjnene ud af Hovedet for at

: finde Folk, der spadserer Byen igjennera med

i Blodpletter paa Tøjet, de er lige saa gale

efter

500

Krone-Sedler som vi andre efter de

120,000, ja en af dem er det løbet saadan

rundt for, at han nu har opg-ivet sit Bo og

det hele og overleveret

sin Sjæl til Halleluja-

Hæren.

Om det saa er alle de

kjøbenhavnske

Blade,

saa staar de paa Hove

det af bare Iver efter

at være paa Tæerne for

at komme med i Kapløbet efter Kvænen, den

fremmede fra Lampevejen.

Der er ingen Ende paa de Ænder, man

propper dem med. Der gaar ikke en Dag,

hvor ikke en af dem har fundet ham, og

det erganske bestemt. Jo i Morgen! Dagen

efter maa de dreje Hal

sen om paa Ænderne og

begrave dem ved Siden af ^ H .

deres tusinde Kamme- ^ Jrj

rater paa Journalistikens t-TT

store Losseplads.

Det er ganske ube

gribeligt,. at det ikke er

overdraget

Gazetten

med dens uendelig fint

udviklede Sporsans at finde den Gavtyv til

\--tUL

Morder. Nu kan Frederiksberg takke sig

selv for som den sidder i det.

Og den kan ærgre sig, ærgre sig som

jeg har gjort, da jeg forleden saa „Adresse

avisen" avertere med en opsigtsvækkende

Føljeton.

Saa for S . . ., sagde jeg sagtmodig til mig

selv, der røg den Vittighed. Nu har jeg

nemlig en hel Mængde Aar igjennem havt

en Vittighed, som sagt paa rette Tid og

Sted var af stor Virkning, den om at læse

„Adresseavisen“s Føljeton — den Gang, den

ingen havde.

Men naar „Adresseavisen" nu bringer

Dramaet i Meyerling i

Føljeton, saa kan min

Vittighed med det samme

gaa hjem og lægge sig.

Og det er dobbelt kede

ligt., da jeg skulde ud i

Aften og bruge den i

Selskab.

Tiderne er

s’gu sløje nok i Forvejen.

Nu har jeg set paa det allermest mærk

værdige, Byen i Øjeblikket har, en Kakadue,

der kan slaa Kuldbøtter og en Hund, der er

saa skarptseende, at den kan fortælle, hvad

ingen Mandtalsliste hidtil har kunnet sige

korrekt, Damernes Alder.

Det kan være interessant nok, men det

er ikke morsommere end en Strindberg-Fore-

stilling uden „Frøken Julie".

Strindberg har ellers faaet nok af den ene

Prøve paa at være Theaterdirektør. Han

har været Konge for en Aften, og nu abdicerer

han som Skik og Brug er bleven for Konger

i Slutningen af Verdens mest oplyste Aar-

hundrede.

Det er ellers foruroligende nok.

Naar

Konger

gaar af

som varmt Brød, og Kron

prinsene sigér Verden Farvel i de skjønnes

Arme, mens de smaa Prinser, der skal over

tage Regeringen endnu knapt kjender andet

Liv end deres Moders, saa begynder det at

se galt ud.

Hvis det bliver saadan ved endnu nogle

Aar, kan det jo gjærne ende med almindelig

Kongemangel over det hele. Det er saamænd

ikke umuligt, at vort lille velsignede Land

atter maa træde hjælpende til, og det er

slet ikke udelukket, at den Dag er nær, da

Prins Hans maa overtage Sultanposten i

Tyrkiet, mens Prins Julius bliver Konge af

Spanien.

Det kan indtræffe før nogen aner det.

Maaske før Sneen endnu er helt smeltet,

maaske først, naar* Fallesen ikke er mere,

maaske før Slagtermester Juul er bleven

Borgerrepræsentant, maaske før Scavenius

bliver Indenrigsminister, maaske ikke før

Danmark er bleven helt og holdent totalaf

holdende.

Det ske sent.

G jø r tip.

Redaktør og Udgiver:

Valdemar Gøtsche.

Expedition: Klost,erstræde

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. E.