94 / 326
94
Brudenat t en.
En Kriminalnovelle
af
J . D. H . T e m m e .
(Sluttet),. •
Baronen vendte tilbage til Frøkenens
Værelse. Hun laa endnu i en fast,
dyb Søvn. Hendes Ansigtstræk havde
atter antaget deres sædvanlige blide
Udtryk, kun hvilede der over dem en
stille Sorg.
„Hvor hun er smuk, den Stakkel",
sagde Baronessen, idet hun med sin
Mand traadte hen til Sengen.
„Du har vel Medlidenhed med
hende?" spurgte Baronen haanligt.
Hans Kone svarede ikke.
„Tag fat her", fortsatte Baronen,
og lad os bære hendes Kuffert ind i
vort Værelse."
Ægteparret bar i Forening den
svære Kuffert ind i Værelset ved Siden
af og vendte atter tilbage til den
Sovende.
„Hold paa hendes Hoved" befalede
Baronen. Baronessen bøjede sig over
den Sovende, for at holde paa hendes
Hoved. Den Medlidenhed, som for et
Øjeblik var vaagnet i hendes Indre,
var hurtig veget for en gridsk Mord
lyst. Baronen bøjede sig ned for at
lægge Snoren om den Sovendes Hals.
Paa én Gang blev hun urolig. Hun
bevægede sig, og syntes at være ved
at vaagne.
Baronen kastede sig i
vildt Raseri over den Ulykkelige, som
i det samme aabnede Øjnene og med
et eneste Blik oversa t sin Stilling.
Med en fortvivlet Kraftanstrængelse
stødte hun Morderen fra sig, saa han
tumlede tilbage, sprang rask ud af
Sengen hen til Døren, som hun aab
nede, og forsøgte at flygte gjennem
den lange Gang, der førte hen til
Hovedtrappen.
Baronen havde ikke
faaet Tid til at forhindre dette, og
Baronessen var næsten besvimet af
Skræk over den unge Piges pludselige
Opvaagnen.
Men da Karoline Wild kom ud
paa Gangen forlod Kræfterne hende,
og hun segnede om. En Dør blev
aabnet lige over for, og en Mand og
en Kvinde kom tilsyne.
De havde
hørt den Ulykkelige storme ud paa
Gangen og saa hende netop styrte om
lige ud for Døren.
Karoline Wild
gjenkjendte i Manden sin Forlovede.
„Hvad er dog dette?" spurgte den
unge Kone.
„En ulykkelig Vanvittig," svarede
Baron Lange, som var fulgt efter sit
Offer.
Karoline havde atter tabt Bevidst
heden. Baronen hævede hende op, og
bar hende ind i Værelset.
„Det var rædsomt uhyggeligt,"
sagde den unge Kone, idet hun atter
lukkede Døren.
Hendes Mand havde
intet Svar, han havde gjenkjendt sin
forladte og bedragne Forlovede. Han
fulgte tavst sin unge Hustru ind i
deres Brudegemak.
Hvad der nu tildrog sig i Morde
rens Værelse, findes optegnet i Kri-
minalakterne. Vi skal ikke forsøge at
beskrive dette gemene Rovmord i al
sin Raa.hed og Grusomhed.
Efter en halv Times Forløb kom
Baron Lange ned i Gaarden. Han
fandt der den gamle Vognmester og
Postillonen.
„Er min Vogn ikke forspændt
endnu?" spurgte han.
„Hr. Baronen ønskede jo først at
rejse om en Time", svarede Vogn
mesteren.
„Nej, jeg ønsker at rejse straks;
kan De ikke spænde for med det
samme?"
„Jo, det skal ske, Hr. Baron."
De to Mænd forlod Gaarden og
gik ind i Staldene. Baronen saa sig
om for at overtyde sig om, at der
ingen fandtes i Gaarden, saa sneg
han sig tilbage til Huset og kom efter
et Minuts Forløb atter tilbage. Han
bar en vid Rejsekappe og under denne
skjulte han en Gjenstand, som man
ikke var i Stand til at skjælne. Han
gik rundt om Huset og fulgte Vejen,
som førte til Bjærgslugten. I Vogn
skuret stod den gamle Vognmester.
Han saa et Menneske gaa hen ad
Vejen, men han kunde ikke se, hvem
det var.
Han tænkte straks, at det
var Baronen, som gik sig en lille
Tur, inden han skulde kjøre.
Det
fandt Vognmesteren ikke noget mærke
ligt i.
Efter ti Minuters Forløb kom Ba
ronen tilbage. I samme Øjeblik kjørte
den forspændte Rejsevogn frem for
Døren. Baronen gik langsomt og roligt
ind i Huset, som om han virkelig kom
©
&
m
m
t
t
®
m .
tilbage fra en Spadseretur. Han bad
Postillonen og Vognmesteren om at
følge sig op paa Værelset, for at bære
Rejsetøjet ned. De to Mænd tog den
store Kuffert imellem sig, og Postillonen
bar desuden Baronens lille Haandkuf-
fert.
Da de gik ned ad Trappen,
mødte de Værtens Datter, som bragte
Regningen. Baronen trak sin Porte
monnæ frem, for at betale.
Pigen
saa sig forbauset om, og spurgte efter
Frøkenen. Baronen tabte af Skræk
et Pengestykke; men hans Kone havde
atter faaet sin vante Aandsnærværelse
og svarede straks:
„Frøkenen var ikke vel og har
derfor lagt sig lidt paa Sengen, for at
hvile sig et Par Minuter, før vi kjører."
Pigen spurgte ikke om mere. Ba
ronen betalte Regningen, Anna strøg
Pengene til sig og blev staaende for
at ledsage de Rejsende til Vognen.
„Saa for Pokker", bandede Baronen
indvendig.
Hvis Pigen ikke gik,
var de forraadte. Hun vilde savne den
manglende Dame. Men hvorledes fjærne
hende? Baronessen fandt paa Raad.
„Aa, kjære Jomfru", bad hun
„bring mig hurtig et Glas frisk Vand."
Pigen gik.
„Nu hurtig ned", sagde Baronessen
til sin Mand. „Du alene. Jeg venter
paa Vandet. Naar hun bringer mig
det, siger jeg, at Du er gaaet i
Forvejen med Frøkenen.
Der maa
ingen se Dig gaa ned."
Han forlod hurtig Værelset og
sneg sig ned ad Trapperne. Barones
sen lyttede efter ham.
Hun hørte
intet.
Et Par Minutter efter kom
Pigen tilbage med Vandet.
Fruen
aabnede hurtig Døren til Frøkenens
Værelse, saa at man kunde se den
tomme Seng.
„Baronen er gaaet i Forvejen med
Frøkenen", sagde Baronessen til Anna,
hvorpaa hun drak Vandet i ét Drag.
„Lev vel, kjære Jomfru!" Og saa
skyndte hun sig ned ad Trapperne.
Pigen kunde næppe følge hende. „Jeg
tør ikke lade Baronen vente", raabte
Baronessen endnu, medens hun løb ned
ad Trapperne.
„Du bliver længe borte", modtog
Baronen hende, idet hun traadte hen
til Vognen.
„Undskyld mig", svarede hun, som
om hun talte til Frøkenen inde i
Vognen. Det var mørkt og derfor
Nr. 12