120 / 187
S I G U R D J E N S E N
tyl, kniplinger og lignende har naturligvis også været meget iøjne
faldende.
Den, der interesserer sig for datidens københavner-»slang«, vil
finde adskilligt. Nogle eksempler er nævnt i det forrige. A f andre
kan nævnes, at det hedder om en ung pige, der kan vente en pæn
arv, at hun »faar brav plader efter faderen« (202), en andens
moder »er slem i censur« (190) o. s. v. Der er farverige øgenavne
(Blikmaskinen, Maanedsduen). Enkelte af udtrykkene egner sig
ikke for gengivelse på tryk.
Vigtigst er dog det glimt, vi gennem autor får af en køben
havnsk mellemklasse under udvikling. Autors placering på den so
ciale rangstige lader sig ikke helt bestemt afgøre, men han er i al
fald en mellemstandsmand. Hans interessefelt i ægteskabelig hen
seende spænder fra borgmesterdatteren til den velstående bagers
døtre. Hvad der ligger ovenfor, adelen og de højeste rangklasser,
lades ude af betragtning. Der har han ingen chancer. Og nedadtil
har håndværkerdøtrene og piger fra socialt ringere stillede lag hel
ler ingen interesse, bortset fra den pikante undtagelse, som bekræf
ter regelen. V i så foran, hvordan det kunne være skæbnesvangert
for en ung pige at være placeret således, at hverken stadshaupt-
mandmilieuet eller urtekræmmermilieuet ville acceptere hende. An
dre eksempler af lignende art kunne fremdrages fra håndskriftet.
Men så snævre bånd har autor ikke selv følt sig bundet af. Nu vil
en mand formentlig altid være mindre standsbundet end en ung
pige, men hertil kommer åbenbart, at han står som eksponent for
det nye, der langsomt trænger sig frem — mellemklassen.
Enevældens velafbalancerede standssystem passer til et statisk
samfund, hvor man lever under beskedne kår med ringe kontakt
udadtil. Men da København kommer ind i den florissante han
delsperiode, bliver mulighederne større for den energiske og be
gavede. Hans evner og held vil komme til at placere ham inden
118