123 / 205
tvunget til at skaffe boliger til alle fattige borgere i byen. Lægeforeningen svarede, at
boligerne var højst nødvendige, idet en ny epidemi kunne bryde ud, såfremt de hygiej
niske mangler ved byen ikke blev udbedret. Herefter overlod kommunen en grund på
40.000 kvadratalen på Østre Fælled til Lægeforeningen, som straks påbegyndte op
førelsen a f Lægeforeningens Boliger, hvoraf de første var færdige til indflytning i 18 54 .
I 1860 fik København sin første sundhedsvedtægt, og den gamle hygiejnikomité af
12. marts 18 5 1 kunne nedlægges. I øvrigt oprettedesi 186 5 en bade anstalt med gratis
adgang (Hambroes).
Lægelige reformer:
Lægelige reformer var det småt med lige efter koleraepidemien.
På universitetet fortsatte man i samme spor. O luf Lundt Bang var stadig medicinens
grand old man. Han frarådede som beskrevet kloakkernes anlæggelse og var i det hele
taget gammeldags. De to kirurger, Witthusen fra Kirurgisk Akademi og Thal fra Alm in
delig Hospital, der døde under epidemien, blev efterfulgt a f henholdsvis S .A .V . Stein
(179 7 - 1868) og S. Eskildsen Larsen (18 0 2 - 1890). De var begge erfarne og habile
kirurger, der kom til at betyde meget for uddannelsen i kirurgi i tiden fremover uden
dog at bibringe faget noget nyt og banebrydende.
Det var i årene efter koleraepidemien, at bakteriologien for alvor brød igennem.
Der vendtes op og ned på mange dogmer, og det var naturligt, at dette fik en afgøren
de indflydelse på lægevidenskaben.
Dødelighedensstatistikker i koleraepidemien
I J.R . Hiibertz’ og T. Brickas oplysninger om koleraepidemierne er der et rigthol-
digt tabelmateriale (Hiibertz 18 5 5 og Bricka, T. 18 54 ) og beskrivelse a f sygdommens
fremtrængen henholdsvis i København og hele landet. De anførte tal stammer hoved
sagelig fra disse angivelser. Som det fremgår a f tabellerne, er der overordentlig stor for
skel på udbredelsen. Som Homemann forudsagde, var det de dårligste og tættest be
folkede kvarterer, der blev hårdest ramt. Tabellerne vil senere blive kommenteret.
Epidemien bragte ikke afklaring i spørgsmålet om koleraens spredning.
Miasmatikerne var måske knapt så sikre i deres sag som før, men som det fremgår,
f.eks. af rapporterne fra københavnske koleralazaretter, var det kun Saxild, der skrev,
at han ikke troede på miasmatisk spredning. I sin velskrevne og interessante bog om
koleras udbredelsesmåde i Danmark i 18 5 3 har A.G. Sommer (Sommer 18 54 ), som
nævnt andetsteds, spurgt samtlige danske embedslæger om deres syn på koleras spred
ning. Svarene er højst forskellige. Dr. Steenberg i Skagen er overbevist om, at kolera
opstår af en gastritisk tilstand og repræsenterer det ene yderstandpunkt, mens dr.
Strøm i Vordingborg og dr. Mackeprang på Møen, der holder på kontagiositet som en
mulighed, repræsenterer det andet. De fleste mente dog som Sommer, at sygdommen
kunne opstå spontant under visse forhold, men anerkendte dog også, at smitte kunne
forekomme. Særlig hæftede Sommer sig ved, at sygdommen spredtes hurtigst de ste
der, hvor vandløb krydsede beboelse. Han har været den rigtige løsning snublende nær.
I udlandet var man nået nogenlunde ligeså langt som i Danmark. I England var John
Snow ( 1 8 1 3 - 1858 ), som nævnt tidligere, en undtagelse. Han konkluderede, at kolera
var en mave-tarmsygdom, at spredningen skete ved fækalier i inficeret drikkevand, og
at giften havde en særlig evne til at reproducere sig selv »most likely that o f a cell».
Snows opdagelser fik dog ingen større betydning. De færreste troede ham dengang.
I 1856 havde Jens Georg Lind (17 9 4 - 18 7 1) på naturforskermødet i Kristiania talt
om koleras kontagiositet (Bricka, C.F. 1896 X p. 300), men først i 18 7 2 udsendte K ø
benhavns stadslæge Peter Anton Schleisner ( 18 18 - 1900) en bekendtgørelse, hvori
han gjorde opmærksom på de kolerasyges udtømmelser som den sandsynligste årsag
til sygdommens spredning.